|
Om de nye forfatteres affærer med sproget
Bund og resten i håret
AF STEFAN KJERKEGAARD
Ursula Andkjær Olsen
Lulus sange og taler
Arena, Lindhardt og Ringhof. DK
Birgit Munch
Prikken under i’et
Borgen. DK
Rasmus Nikolajsen
Digte om lidt
Borgen. DK
Lars Frost
Og så af sted til Wien
Lindhardt og Ringhof. DK
»At tale i tunger vil sige at kysse/ sproget som sådan.
Kysse./ Og for hvis skyld hvis ikke for sprogets? »
lyder det pludseligt et sted i Ursula Andkjær Olsens
(f. 1970) debutbog Lulus sange og taler (2000). Bogen karakteriseres
bedre som en tekstsamling end en digtsamling, og det siger
en del om en tendens der har været at finde i den nyere
danske litteratur sidst i halvfemserne og frem til i dag.
Genreopdelingerne opblødes endnu mere; så meget
endda at man ofte kun får øje på forskellen
mellem prosa og lyrik, selvom disse former tillige udfordres.
De forfattere der blomstrer op ved årtusindeskiftet,
vil lege med konventionerne og med sproget. I den forstand
var det også en befrielse for mange, da tidsskriftet
Øverste Kirurgiske, der opstod i 1997, prikkede hul
på en alvorlig byld og dermed skænkede plads til
at rumme legen. At kvaliteten her ikke altid følger
trop med viljen til at lege er en anden sag. Det giver alligevel
god mening at se det som en påpegning af, hvad der allerede
lå og ulmede under overfladen sidst i halvfemserne.
Den højstemte tone som hyppigt prægede et andet
litterært begyndertidsskrift, Hvedekorn, fandt ikke
klangbund i de spirende forfattere. Snarere blev sløret
løftet for en manglende fælles bund i det hele
taget hvorfor forfatterne frit kunne omfavne sproget, der
against all odds havde overlevet de apokalyptiske strømninger,
de mest skeptiske talte om op til årtusindskiftet. Sproget
kom under en kærlig behandling af de nye forfattere;
det var som genopstået fra dekonstruktive højmoser.
Man kunne således iagttage at en revitalisering fandt
sted.
Et eksempel på dette er Andkjær Olsens bog hvor
der tales i og fra alle mulige afkroge via et ensemble af
personer, som dukker op i løbet af bogen: Ursula Ursprung,
Pandora, Salomé og Anna Kronisma hedder nogle af disse
konstruerede skikkelser. Bogen udspiller jeget på alle
måder hvilket accentuerer frihed og angst, men ikke
en angst som unddrager sig en anfægtelse af humor og
spil: »Hvor dybt kan der/ i praksis/ synkes? / Uden
at det/ i praksis/ plasker.« lyder det hujende (bundløst!)
og med en hilsen til én af de nyes guruer: forfatteren
Per Højholt.
En anden skamløst ordspillende debutant fra 2000 er
Birgit Munch (f. 1964) der med sin Prikken under i’et
(2000) leverer en række sprogguirlander, som man lystigt
kan svinge sig i. I Munchs prosa står ingenting stille,
alt og intet er hele tiden under opsejling. Lysten ved og
til sproget overvælder således ofte betydningen,
og denne sprængning peger på litteraturens rum
som et særligt rum hvor ordene udstilles og læses
på en bestemt måde. Læseren af disse tekster
må derfor revurdere sine hidtidige indstillinger hvad
litteratur angår. På sin vis er det en påpegning
af dette rum som værende af museal art hvor konventioner
florerer, men også et sted hvor de kan defloreres og
udstilles som konventioner.
Rastløs sproglig balancegang
Det samme kunne siges om flere af de andre debuterende forfattere.
Fx Rasmus Nikolajsen (f. 1977) hvor man finder følgende
linjer: »Vejret i dit liv: solpik udråbstegn/
sommersektion: vi deles om hinanden«. Nikolajsen bog
Digte om lidt (2000) er stramt komponeret som inciterende
postkort fra en svunden kærlighedssommer. Når
Nikolajsens digte er bedst, minder de om Jens August Schades
højsang, i hvert fald som denne kunne have lydt i det
21. århundrede. Digteren selv kalder det ikke en højsang,
men en »balance-sang på kanten« og anskueliggør
således projektet ved at effektuere højsangen
som et ordspil, for netop ordspillet leverer og lever på
en sådan kant: en balance-sang mellem flere betydninger,
noget der altid er undervejs, en rastløshed i sproget
der ikke nødvendigvis er genereret af den store poetiske
længsel, men måske mere af en determineret flirten
med sproget.
Lars Frosts (f. 1973) debut, novellesamlingen Og så
af sted til Wien (2000), er også præget af en
sådan rastløshed, men her udmøntes den
ikke i deciderede ordspil, snarere i en slags defileren rundt
i sproget. Fortælleren i Frosts bog er præget
af en smule dovenskab, som man – set fra en modsat vinkel
– kunne kalde lidenskabelige digressioner i sproget.
Fx begynder en historie om en begravelse således: »Hvad
gør de? Jorden må være frosset, hård,
nu i januar. Hvordan gør de? Måske lægger
de en slags varmetæpper ud der, hvor hullet skal graves,
i god tid, inden de begynder at grave.« Typisk for fortællestilen
er det, at hverken fortælleren eller forfatteren har
undersøgt eller har intentioner om at undersøge
de konkrete forhold, hvorfor de giver anledning til undren.
Denne forundring gør imidlertid bogen interessant og
foranlediger en lidt naiv stil som man hurtigt kommer til
at holde af og blive fortrolig med. Naiviteten er naturligvis
konstrueret; den er en mild parodi på novellen. Parodien
består af det lag af ironi som forfatteren skyder ind
imellem sig selv og fortælleren, og tillige imellem
sin bog og tidligere klassiske novellesamlinger, fx J.P. Jacobsens
klassiske Mogens og andre noveller. Hos Jacobsen møder
man lignende sproglige digressioner, men her akkumuleres de
ofte af modsatte årsager, fordi denne forsøger
at leve op til et objektivt ideal. Frosts fortællere
derimod har for længst indset umuligheden i en nøjagtig
skildring og lader derfor én til én forhold
være hvad de er, for i stedet at give digressionerne
plads.
Fælles for de nævnte forfatterne er deres debut
i år 2000 som er et vilkårligt skæringspunkt.
Men man lægger alligevel hurtigt mærke til, at
de fire debutanter er født på noget forskellige
tidspunkter. En generationssnak er derfor på forhånd
udelukket. At de debuterer samme år hænger snarere
sammen med, at blikket er blevet ændret (forlagenes
og kritikernes). Litteratur må gerne være overfladisk,
såfremt denne overflade changerer i et sprogligt lys.
I det 21. århundrede hører de tunge romaner nemlig
hjemme i filmens verden, mens litteraturen skal gøre
det, den er god til: at servere sproglige cocktails for viderekomne
som fantasien kan bunde.
Stefan Kjerkegaard er ph.d.-stipendiat
|
