|
Spændingen i det færøske kulturliv befinder
sig i dag mellem fortsat nationalisme, regionalisme og modernitet
Eftersøgningen af det færøske
AF KIM SIMONSEN
»I often wonder why
And I ask »Who am I? »
Disillutions of what´s what
Never knowing always so unsure.(…)«
Schizophrenic Longing. Deja vu.
Fra: Livandi Tónleikur. Tutl.
På Færøerne leder man stadig efter “det
færøske”, den færøske sound,
det rette færøske sprog, en færøsk
kunst og et færøsk udtryk. En stor del af færøsk
kulturliv er på jagt efter æstetiske idealer,
som kan styrke etniske forestillinger om et regionalt og nationalt
fællesskab. Selv i den hårdeste løsrivelses
punk, moderne kompositions-musik og i færøsk
etnisk hård rock, mærker man naturen og det evige
ønske om en musik, der skal styrke følelsen
af at høre hjemme i udkanten af verden. En musik, der
skal værne om følelsen af at være færøsk.
I ungdomskulturen og musikken genfinder man i bedste romantiske
stil traditionelle kvad-, salme- og visemelodier. Der er noget
tilbageskuende ved disse lydbilleder, selv om de udsættes
for nye stilarter. En stor del af denne musik lever stilmæssigt
et sted mellem nyskabende modernistisk musik (eller moderne
populærmusik), en regionalistisk egen stilart og en
traditionel folklorisme.
Ser vi på det færøske kulturliv, ser det
ud til at blomstre. Måske fordi de fleste opgørelser
og redegørelser er ret kvantitative. Disse konstaterer
typisk noget om, at der udkommer mange bøger på
færøsk, og kulturen derfor også må
have det godt. Der er forholdsvis mange færøske
aviser, tv og radiokanaler. Om så færinger er
verdensmestre i at høre radio, udgive bøger,
folketallet taget i betragtning, mener jeg at kvantitative
redegørelser er omtrent intetsigende. Disse ser ikke,
at det færøske åndelige klima til tider
har været domineret af en ny-nationalistisk tone i de
sidste fire-fem år, hvor selvstændighedsbestræbelser
på øerne har politiseret både kulturlivet
og det intellektuelle klima. Skulle man se på færøsk
kultur i dag, ville en kvalitativ gennemgang af kunst- og
kulturlivet være at foretrække, hvor forholdet
til størrelser som globalisering og modernitet blev
berørt.
Modernisme og romantik på Færøerne
Det moderne industrisamfund vægtede centrum, mens udkantsområder
og periferien generelt blev anset som værende uden dynamik
og fremtid. Urbaniseringen hørte sammen med samfundsforandringerne
og varslede selve moderniteten i de større nordiske
lande. Men hverken følelsen af urbanitet eller modernitet
slog igennem på samme måde i alle Nordens områder.
Denne udvikling blev f.eks. ikke så stærk i Norge
og på Færøerne, da disse nationer er meget
unge. Både på Færøerne og i Norge
fremstår bygden som det gode og oprindelige fællesskab
(Gemeinschaft), mens byen konstrueres som fremmed, dekadent
og storbykulturen som en kold verden fuld af indre splittelse.
Rent idéhistorisk er det ikke for meget sagt, at Fær-
øerne gik fra en middelalderlig feudal kultur ind i
nationalromantikken, mens man på mange måder sprang
oplysningstiden over. I det nationale åndsklima fik
modernismen og kulturradikalismen ikke den store gennemslagskraft,
hertil var henholdsvis den nationalistiske og kristne moddiskurs
for stærk. Det færøske ungdomsoprør
blev også i høj grad til en kamp imod dansk som
undervisningssprog.
Færøsk nationalisme og identitetspolitik har
siden nationalbevægelsens opkomst i 1870erne ikke bygget
på venlige vurderinger af nutidssamfundet, men snarere
advaret imod modernitet, noget som gentages i dag over for
globaliseringen.
En national æstetik i globaliseringens tidsalder
Globaliseringsteoretikere har påvist, at med globaliseringen
finder vi netop en fornyet kamp for det regionale. Det viser
sig som en klar tendens, at globaliseringens udfordring mødes
af en oprustning af det regionale. Tryk avler modtryk. Således
kan vi tale om en opkomst af en moderne ny-regionalisme i
kunst og arkitektur på Færøerne, hvor det
hjemlige og regionale forsøges fortolket (med skiftende
held). Således er omtrent al færøsk litteratur
moderne hjemstavnslitteratur, hvor man dog er i stærk
opposition til det litterære sprog nationsbyggerne skabte.
Forfattere som Hanus Kamban, Gunnar Hoydal, Rói Patursson
og Jóanes Nielsen, har fornyet og skabt et moderne
færøsk litterært sprog, der netop vil forholde
sig til nutiden.
Færøsk moderne arkitektur er ikke udpræget
modernis-tisk, men moderne regionalistisk. Man kan altid skimte
ældre byggeskikke, bådhusformationer og græstag
bag stilen, men vi har ikke set moderne færøsk
møbel- eller industrielt design.
Lyden af det færøske
Færøsk billedkunst er netop ikke så moderne
som den ser ud, mens moderne færøske musik er
netop ikke så moderne som den lyder. Det nationale spøger
i kulissen med tilhørende afgrænsninger og nationsbygning,
noget som i sidste ende handler om en henvisning til den noget
mystiske størrelse kaldet »national identitet«.
Nationsbygning betegner en forsætlig udviklingsproces
eller en udviklingsstrategi indenfor en eksisterende stat
eller nation, hvor landet og indbyggerne knyttes sammen i
et nationalt fællesskab. Således består
nationsbygning i forsøget på at forme nationale
institutioner, kommunikation og enhedssymboler som flag, musik,
natio-naldragt, idrætsstjerner o.s.v. Det nationale
fællesskab er således et ideologisk skabt fællesskab,
der betjener sig af en underliggende kulturel nationalisme.
I et moderne samfund, er begrebet nationsbygning forældet,
da det er ude af takt med tidens dynamik, globalisering og
refleksivitet. Et samfund kan ikke længere blot bygges,
som om vi havde at gøre med en bunke legoklodser. Hele
idéen om en nationalstat forudsætter i en vis
grad en statisk ensretning hen imod en samfundsmodel, som
samfunds- og kulturforskere generelt ikke længere tror
på. Blev et moderne samfund bygget med en bestemt udviklingsstrategi,
i en bestemt ånd, ville det være skrøbeligt.
Et samfund af denne orden kunne ikke stå imod øget
globalisering uden at forfalde til angst og traditionalisme.
I en posttraditionel samfundsorden vil et traditionsbåret
samfund stadig bruge traditioner til at organisere én
kollektiv hukommelse og udvikle én forenet national
æstetik. Det færøske samfund står
midt i denne konflikt, da kulturen befinder sig imellem en
mere traditionel færøsk livsform og en hastigt
øgende modernisering. Kulturlivet på Færøerne
afspejler denne udvikling og ikke mindst spændingen
mellem disse to tendenser. En svaghed ved alle nationsbygningsbestræbelser
er, at de tager patent på traditioner, historien og
kulturen, som de typisk ender med at fryse fast og lukke inde,
på denne måde forhindrer en gammel fortolkning
af nationsbygning samfundet i at blive moderne. Blev samfundet
moderne, ville individualismen og moderniteten gøre
folk så refleksive, sekulariserede og pluralistiske,
at de ikke længere ville være tro over for de
værdier og traditioner, der holder nationsbygningen
sammen, som f.eks. nationale myter, symboler, national sindet
kunst og nationalisme.
Det nationales æstetik– mellem individualisme
og kollektivisme
Tager vi et udpluk af de sidste tredive års populærmusik
på Færøerne, er det umiddelbart navne som
Frændur, Hanus G. Johansen, Hjarnar, Kári P.,
Annika Hoydal man tænker på. Dette er ofte traditionel
folkemusik eller mere mainstream rock. Specielt Frændur
er meget kendt og det mest nationalromantiske band. Kári
P. er den store færøske individualist og trubadur,
tilmed en stor digter, som har fornyet færøsk
folkemusik. Af nyere musik er det Enekk, Clickhaze, Týr,
200, Mold og et hav af andre bands, som vi af pladsmæssige
grunde ikke kan nævne. Specielt Enekk virkede stærkt
fornyende med deres første plader, mens de senere år
har det ideologiske og folkloristiske taget mere over. Clickhaze
er Færøernes store mainstream rockband for tiden.
Midt i den polerede, omend beskidte og mørke melankolske
udenlandske overflade, finder vi traditionelle salme- og visemelodier.
Der er noget dybt moderne og fascinerende ved den unge sangerindes
Eivør Pálsdóttirs stemme, men også
noget regionalt færøsk og tilbageskuende ved
hele bandets forhold til moderne musik. Punkbandet 200 eller
200% har gjort sig bemærkede med deres nationalistiske
løsrivelsespunk. I det populære band Týr
spiller man en tung etnisk rock, hvor primært gamle
kvad forsøges genoplivet. Dette band har ikke den lette
og individualistiske stil, som f.eks. danske Sorten Muld,
der også har sat nyt liv i danske folkeviser. Týrs
stil er folkelig, kollektivistisk og kan virke aggressivt
etnisk. De læderklædte unge mænd fra Týr
fremstår nærmest som asatroende i deres sværmeri
for en hardrock udgave af nordisk mytologi og færøske
folkeviser.
Her imellem, eller udenfor disse scener, findes en mere eksperimenterende
musik repræsenteret af f.eks. Regin Dahl, Kristian Blak
og den moderne komponist Sunnleif Rasmussen. Dahl, oprindelig
digter og tidligere forlagskonsulent, har ved sin utroligt
store musikalitet, talent og personlige sangtalent betydet
meget for nye bands som Enekk. Danskeren Kristian Blak er
en institution i færøsk musikliv. Pladeselskabet
Tutl i Thorshavn er hans barn, og dét mest vigtige
forum og inspirationskilde for færøsk musik de
sidste 25 år. Hans egen musik er meget varieret og spænder
fra jazz, folkemusik til moderne kompositioner. Sunnleif Rasmussen
fik Nordisk Råds Musikpris 2002 for symfonien »Oceanic
Days«. Hos Rasmussen møder vi også en progressiv
kompositionsmusik. Hans musik er kompromisløs moderne,
men dog med sans for det historiske, hvor ældre musiktraditioner
omarbejdes. Musikskaberen har på udgivelsen »Surrounded«
sat musik til bl.a digte af William Heinesen.
Moderne færøsk kunst har været præget
af naturen og det nationale, det er ikke blevet til de store
landvindinger indenfor konceptkunst eller videoinstallationer
endnu, hertil har naturen og fascinationen af det nationale
og færøske været for stærk. Man sporer
dog hos den unge generation af færøske billedkunstnere
et opgør med færøsk kunst, men endnu ses
ikke nogen samlet manifestation. Umiddelbart kunne man også
savne, at kunsten gik mere til angreb på forstenede
træk ved den færøske kultur og på
reaktionær traditionalisme. At denne kunst skabte et
helt nyt rum for refleksion, hvor man også kunne nytænke
den færøske kulturs vej fra en kulturel nationalromantisk
traditionalisme hen imod øget modernitet.
Det nationale og regionale findes stadig som en målestok
for en del af det moderne færøske samfunds ypperste
kunstneriske udtryk. Musikscenen på Færøerne
oplever i disse år en fornyelse, men den evige søgen
efter rødder, det traditionelle, folkelige og regionale,
er måske også bremseklodsen for denne musikscenes
gennembrud uden for Færøerne. Årsagen hertil
er simpel, at god kunst ikke tåler en indbygget ideologisk
marengsbund, da denne konstant truer med at smuldre hen imod
kitsch og nationalisme.
Kim Simonsen er konferensstuderende i nordisk litteratur og
kulturskribent
|
