|
Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2003
Man skal læse meget før ørerne
falder af
AF JOHN MOGENSEN
Per Højholt
Auricula
Gyldendal. DK
I mange år har jeg fulgt Per Højholts eksklusive
og inciterende forfatterskab. Jeg har anmeldt ham, skrevet
artikler om ham, redigeret tidsskrift sammen med ham og undervist
i hans forfatterskab. Og sagt uden omsvøb: uanset om
det er efter dansk eller international litterær målestok
rager Højholt op som en af giganterne, en af de forfattere
der vil stå som et lysende vartegn, en milepæl
i litteraturhistorien.
Bevars … jeg ved at Højholt – bortset fra
de populære shows bygget op omkring Gitte-monologerne
i 70’erne – ikke har haft noget folkeligt gennembrud.
Han er hverken frontfigur i bogklubberne eller på boghandlernes
hitlister; han er for Feinschmeckere og litteraturinteresserede,
der ønsker mere end tidens dominerende »isme«
og mainstream-meninger. Med sin karakteristiske fysionogmi,
der iscenesættes som en bizar blanding af et poetisk
æggehoved og en gøglers underfundige pokerface,
har han siden debuten i 1940’ernes Heretica-tid manifesteret
sig som den superbegavede bajads ved det litterære hof.
Priser og hæder har han bestemt vundet, ligesom han
da også er blevet oversat til fremmede tungemål,
men alligevel kan man ikke lade være med at undre sig
over, at Højholt ikke i langt højere grad er
blevet kanoniseret både i Danmark og i udlandet.
Auricula – en romanbedrift
I 2001 udkom intet mindre end et hovedværk i dansk litteratur.
Næppe et af den slags hovedværker, der finder
vej ind på gymnasiers eller seminariers hylder, måske
knap nok i læsernes hjerte, men så sandelig ind
i den kvalitative afdeling for »klassikere«. I
mere end 20 år har Højholt skrevet på Auricula,
dette vidunderlige litterære monstrum. I lige så
mange år har han lagt mund – og vi ører
– til et begejstret »forskræp« om
romanen, der har været sin forfatters smertensbarn siden
slutningen af 70’erne.
Ikke at Højholt – denne specielle udgave af et
jysk åndeligt »hedeselskab« – har
været uproduktiv i alle disse år. Han har tværtimod
foretaget en stadig udvidelse af sin store Praksis-serie.
Men Bogen – den store, epokegørende roman –
ventede vi stadig på. Ikke som på Godot, for Højholt
bedyrede bestandigt, at den nu var på trapperne –
og det er den nu, som et litterært monument –
et af dansk litteraturs »rare klenodier«, som
det hedder hos Kingo. Bingo, siger jeg bare.
Løsører bliver til fast kunstnerisk
form
Højholt er ikke bare forfatter. Han er sprogfilosof,
æstetiker og fabelfikseret kulturhistoriker. Det bærer
Auricula bestemt præg af. Med det latinske ord for »øre«
(det ydre) har Højholt valgt nogle af de mest bizarre
hovedpersoner i verdenslitteraturen. De har naturligvis –
anatomisk begrundet – ingen ben at gå på,
og alligevel kommer ørerne videre omkring end nogen
fribytter eller opdagelsesrejsende.
Romanen, der snarere burde betegnes som en mytoman mastodont
eller en kulturarkæologisk kulegravning, repræsenterer
en tummelumsk tour de force i hele den europæiske kulturudvikling
i dette århundrede. Mein Jahrhundert hedder Günter
Grass’ epokegørende bog fra 1999, hvor han år
for år tegner et portræt af vores egen tid –
et værk, som i øvrigt bidrog til, at Grass samme
år modtog Nobels litteraturpris.
Nu er ‘år for år’-tanken ikke Højholts
stil eller logik. Godt nok består romanen af fem skarpt
opdelte hovedafsnit: Stilheden 1915, Tilfældets museum,
Protagonisten, Ørernes biologi og psykologi og endelig
– med et slet skjult allusion til Achtons Friis’
De danske øer – Danske ører. Men alligevel
finder man ikke nogen fast struktur eller genkendelige konturer,
der kan guide læseren igennem det litterære landskab.
Og selv om Højholt starter meget konkret med romanens
første sætning: »Stilheden i 1915 indtraf
den 7. september og omfattede Vesteuropa …«, kan
det ikke lade sig gøre selv med dens største
velvilje at genfortælle historien – hverken den
lille eller den store. Auricula er de ører, der tilfældigt,
men lydhøre ‘snuser’ sig frem (undskyld
den anatomisk ukorrekte metafor) til centrale begivenheder
i europæisk kunst og historie.
Alene et blik ned over bogens massive sider afslører
en stream-of-consciousness lignende teknik, der giver mindelser
om James Joyces Finnegans Wake. Der er begivenheder så
groteske, at man skal til Rabelais for at finde mage. Der
er digressioner og labyrinter, som kalder Borges på
scenen, og der er lynmuseer og blindgyder, som peger tilbage
i Højholts egen poetik.
Man kan finde ind i Auriculas univers, fordi sproget alene
danner de lineære og associative spor, som driver læsningen
– uanset hvor tung den kan forekomme – men man
kan sågu ikke finde ud af universet – hverken
i den ene eller anden forstand. Og desuden hjælper forstanden
slet ikke hos Højholt, for der er langt fra tale om
en videnskabelig eller detektivisk bog, uanset hvor sprænglærd
den forekommer. Det er Kunst med stort K, selv om kapitæler
ligger Højholt fjernt. Det er en vild og voldsom fortælling,
det uendeligt store i det uendeligt små; den vælter
sig i obskøniteter, humor og anekdoter; den er indfølende,
plat, dybtborende, overraskende og forudsigelig på én
gang. Det er Wittgensteinske sprogspil af den mest vidunderlige
slags.
Der er næppe en krog i den vestlige kulturs labyrinter,
som ikke bliver belyst, og der hilses til højre og
venstre: digtere, malere, filosoffer og videnskabmænd.
Joh, ørerne er på hat med alle. Det er disse
kulturpersonligheder, avantgardisterne, der har lånt
bogen ører, og som ørerne mimer med forfatterens
motoriske hjælp.
Dermed bliver Auricula måske først og fremmest
en kunstnerroman, men ikke kunstneren mellem oprørere,
som Poul Martin Møller ville kalde det, snarere oprørske
ører mellem kunstnere. For Højholt er kunsten
ikke afdækning af en sandhed, for den findes ikke. Sproget
er en maske, som blot prøver at springe op fra det,
som Højholt i Turbo kaldte »opspring fra nulhuller«,
eller som han i et mere teoretisk værk kaldte Intethedens
grimasser.
Højholt demaskerer, men han ved, at der kun er masker
inden under maskerne. Måske er det årsagen til,
at Auricula må være ufuldendt, der mangler nemlig
et sjette kapitel i forhold til det planlagte, ligesom kapitlet
om de danske ører er kortere end det projekterede.
Men romanen kan ikke skrive sig selv frem til en sandhed eller
et olympisk centralperspektiv, som ikke findes.
Den foruroligende ‘uroman’ slutter med en kort
inddragelse af maleren Hammershøi: »Han måtte
hele banen gennem livet bære rundt på det for
en tystheden fortaler unødigt larmende efternavn Hammershøi,
hvilket hurlumhej han da også kun under tvang påførte
sine tyst åndende lærreder.«
Hammershøis univers og refleksionen over »tystheden«
eller intetheden kunne stå som en metafor for Auricula
og hele Højholts forfatterskab. Det er storm og stil
i stilhed.
|
