Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2003

Et samfund i opløsning

AF JÓGVAN ISAKSEN

Kelly Berthelsen
Tarningup ilua (En sjæls inderste kammer)
Forlaget Atuagkat. GR

Årets grønlandske kandidatbog er en meget vred bog, der med kun et par undtagelser bruger alle de 28 brudstykker til at skildre et forrået og kynisk samfund. I dagspressen har forfatteren, Kelly Berthelsen, ligeledes luftet sin harme over tilstanden i sit hjemland, hvor hverken embedsmænd eller politikere synes at kere sig om andet, end at mele deres egen kage. Ingen bryder sig om at gribe fat ved nældens rod og indføre grønlandske løsninger i Grønland, og imens halter man skamskudt videre på løsningsforslag der er indrettet til et samfund tusinder af kilometer væk.
»En sjæls inderste kammer« lægger ud med en tekst, hvor en incestmisbrugt som voksen vil hævne sig på misbrugeren, men han ender med i al sin lunkenhed at nøjes med at spille vedkommende et puds. Lunkenhed og tvivl er der rigeligt af i novelleteksterne, mens essayene oftest er brutalt realistiske politiske karakteristikker. Der levnes ikke én politiker eller embedsmand den mindste smule ære, når de i konfrontationer væver uden om problemerne, for derefter at gå over til afskedsmiddagen med denne salut: »Nogen ville proviantere til festen, det er jo altid dejligt at kunne fortsætte festen, når man har været til fest«.
Det moderne Grønland, endnu i overgangen mellem det gamle fanger- og det nye fiskersamfund, lader den overvejende del af befolkningen sejle sin egen sø i en krydsild af hash, alkohol og vold med børnene som de store tabere. Og så i undtagelsesvise glimt skimtes andre muligheder end forfald og elendighed. Manden, der til trods for at han er alkoholiker, alligevel er i stand til at bibringe sin datter en ordentlig og efter omstændighederne velordnet opdragelse. Afhængighed og uansvarlighed behøver ikke at følges ad.
Danskerne får ikke skylden for al miseren, generelt er de fraværende i beretningerne, men ved et enkelt tilfælde opfordrer fortælleren omverdenen til at respektere, »at vi lever af fangstdyrene, som I synes, at det er så synd for«. Og samme sted synes man også, at det er for meget, »at folk fra andre lande boltrer sig ved siden af os og holder fest for deres forfædre i vort land! »
Løsninger og håb er at finde i den almindelige befolkning – her som alle andre steder. Og når Kelly Berthelsen i overdådigt humør fortæller om den kaffetørstige grønlandske åndemaner, der henvender sig ved en af NASAs rumraketter på månen, for at se om der ikke skulle falde en dråbe af, så ved læseren, at mulighederne er legio.
Bogen har sin berettigelse som beskrivelse og kritik af udviklingen i Grønland, men som litterært værk har den svært ved at hænge sammen. Brudstykkerne stritter i alle retninger som piggene på et pindsvin, og de gør ondt næsten allesammen, men nogen videre helhed danner de ikke.