På rejse i de nordiske lande

AF MARGRÉT TRYGGVADÓTTIR

Jeg skal til at tage på langtur. Jeg skal se nærmere på billedbøger fra fire af de nordiske lande og skrive om dem. Hvis vi forestiller os, at bøger på én eller anden måde afspejler det samfund, de udspringer af, viser børnebøger snarest samfundet som vi ønsker, at vore børn skal se det. Ved at se nærmere på børnebøger, især billedbøger til de yngste børn, kan vi snige os ind ad bagdøren og se hvor grænserne ligger; hvad må man, og hvad må man ikke, og hvorledes taler man til børn.
Ja, nu er mine børn faldet i søvn, og spændt sætter jeg mig tilrette med en stabel nordiske børnebøger, klar til at begynde rejsen. Som på alle ordentlige rejser indtræffer forskellige ting, og planerne kan ændres i forskellige retninger. Da gælder det om at bevare overblikket for den rejsende og klare sig igennem på bedste vis. På denne rejse kom nogle af billetterne relativt sent og andre slet ikke, og derfor anskaffede jeg selv nogle af bøgerne.

Norge
Den første bog, jeg ser nærmere på, hedder Arkimedes og brødskiva af Hans Sande og Gry Moursund og handler om Evreka, der redder sin fader ud af en usædvanlig knibe. Faderen drømmer om at blive opfinder og opfinde firkantede sæbebobler. Han »opfinder« imidlertid kun to gammelkendte lovmæssigheder; katten lander altid på benene, og en skive brød lander altid med smørsiden nedad. Handlingen tager så for alvor raketfart, da Evreka forsøger at kombinere disse lovmæssigheder ved at binde en smurt skive brød fast på katten Arkimedes.
Jeg brød mig ikke om denne bog. Historien er surrealistisk, og jeg fik det halvskidt af at betragte denne underlige fader og datter gå nøgne omkring side efter side. En stor del af bogen udspiller sig nemlig på familiens badeværelse, hvor fader og datter skiftevis er nøgne eller har underbukser på. Hvis dette er Norge, så tør jeg ikke færdes her alene sent om aftenen. Nu må jeg hellere lægge mig til at sove og finde en rejsekammerat i morgen.

Norge (dag to)
Hvordan fik jeg den ide at tage alene ud på denne rejse? Billedbøgers særstilling udgøres bl.a. af en bred læserskare, af børn der læses for og af de voksne, der læser. At læse en billedbog alene er som at tage i biografen med bind for øjnene. Nu er mine drenge på fire og otte år vågnet, og sammen drager vi ud i det ukendte. Arkimedes og brødskiva viser sig at være den varmeste fortælling, når vi alle tre læser den sammen i dobbeltsengen. Børnenes nærvær gør nøgenheden på badeværelset naturlig, og billederne som jeg før fandt noget dristige og groteske, er nu farverige og morsomme.
Der er ikke noget galt med at gå nøgen omkring hjemme hos sig selv, jeg er bare ikke vant til at se andre gøre det.
Den anden norske bog er af Fam Ekman og hedder Skoen. Den er en leg med historien om Askepot. I denne historie finder prinsen ikke pigen med de små fødder og bliver istedet marskandiser, men senere i livet, da de begge er blevet gamle, dukker Askepot op igen som hushjælp, og de får hinanden til slut. Den yngste af drengene opgav midt i historien og begyndte at tegne. Den ældste og hans ven syntes, at historien både var godt fundet på og morsom og indså straks forbindelsen til Askepot. De syntes, at billederne var flotte, men at personerne havde grimme ansigter. Jeg syntes det mest bemærkelsesværdige var, hvorledes værket helt er blottet for al den skønhed, som dog er kernen i det gamle eventyr. Billederne er i gråtoner, noget groteske, og selv ikke engang pigen kan betegnes som smuk. Farverne er brugt sparsomt, proportionerne er relative, og virkeligheden får en lang næse. Og Norge fornemmer man ingen steder på billederne. Bortset fra ét norsk frimærke er landet helt usynligt.

Færøerne
De færøske bøger, Veingjaða myrkrið (Det vingede mørke) af William Heinesen og Bókstavirnir (Bogstaverne) af Sigurður Joensen, udmærkede sig på en vis måde. Forfatterne til teksterne er begge døde, og den samme kunstner, Edward Fuglø, illustrerer dem begge. For en Islænding er det let at forstå, hvad der ligger bag disse værker. En lille nation må leve med den konstante frygt for, at udenlandsk kultur vil overstrømme alt hvad der er folkeligt, og derfor forsøger den at forhindre at kulturværdierne går tabt. Alligevel er her også antydning af dristighed. Selvom historien Veingjaða myrkrið handler om børn, blev den ikke skrevet for børn, billederne er mørke og nogle rædselsvækkende. Min ældste søn, som har været på Færøerne og har oplevet tågen og det sorte mørke dér, er meget glad for denne bog, men den yngste er bange for den.
Bókstavirnir indeholder traditionelle, men meget morsomme bogstavremser. Billederne er kønne og siderne forbundet via stiliserede sort-hvide billedbrudstykker, der forbinder billedmaterialet på hvert opslag med det følgende opslags. Ved at kigge nøje på billedbrudstykket kan læserne forsøge at regne ud hvad der omtales på næste opslag. Mine sønner forstod færøsk med islandsk udtale og syntes især det var morsomt med legen med billederne og de underlige ord, som dog minder så meget om vort sprog.

Finland
I historien Lohikäärme ja seitsemän prinsessaa (Dragen og de syv prinsesser) af Mikko Perkoila og Leena Lumme tages der, ligesom i den norske bog Skoen, udgangspunkt i de traditionelle eventyr, men der vælges en helt anden vej. Her er varmen og den godmodige spøg i forgrunden. En prins drager afsted for at frelse en prinsesse og render ind i en træt udseende trehovedet drage, der siger, at den har arvet syv prinsesser, som den er dødtræt af. Når damerne præsenteres én efter én som deltagere i en skønhedskonkurrence, gælder det for læseren om at finde ud af hvilke eventyr de stammer fra. Billederne er smukke, tilfører personerne liv og passer godt til historien uden at være særlig originale.
Den anden bog hedder Sanoo isä louhi (Siger far) og er af Timo og Kristina Parvela og handler om en fader og en søn og sidstnævntes fødselsdag. Faderen kommer med den ene løgnehistorie efter den anden, og drengen tror på hvert et ord. Faderens løgne er absurde, men skaber også en helstøbt eventyrverden, der er sjovere end virkeligheden. Og selvom faderen i historien er en noget klodset opdrager og glemmer at poste fødselsdagsinvitationerne, gør han det godt igen med kærlighed og opfindsomhed. Billederne er livlige og tilfører historien en varm humor. Vi havde det rart i Finland.

Island
Hvad skal vi se nærmere på? Her kender vi hver en tue. Hvilket billede vil jeg fremdrage af mit folk. Jeg kan vælge at gøre som færingene og vise bogen Sagan af Loðinbarða (Historien om jætten Loðinbarði) af Jóhanna Steingrímsdóttir og Margrét Laxness, hvori et islandsk folkesagn får en ny skikkelse, så det ikke glemmes, men fortsætter med at glæde børn og voksne. Eller jeg kan gøre som nordmændene og fortælle om bogen Númi og höfuðin sjö (Númi og de syv hoveder) af Sjón og Halldór Baldursson, som er en surrealistisk historie om en dreng med syv hoveder, som havner i seks ulykker, der hver befrier ham for et hoved. Til sidst er han blevet en naturlig dreng med ét hoved, som han passer godt på. Begge bøger er karakteriserede ved at være islandske; omgivelserne er islandske og personerne virker bekendte, både i udseende og opførsel.
Men hvorledes tales der til børn i de nordiske lande? Dette spørgsmål inviterer til (fordomsfulde) generaliseringer. Jeg er ikke helt sikker på, at nordmænd taler til børn i de bøger, som jeg har fået fat i. Færingene er tydeligvis optaget af at formidle arven fra tidligere generationer til den næste, mens finnerne synes at tillade børnene at være børn og leve i fantasiens verden uden ansvar. Jeg er bange for, at islændingene ikke er så sødtalende. Vore gamle eventyr sender børnene alene ud i verden og lærer dem at klare sig i vanskelige situationer, og læserne lader man se på, mens Númi mister hovederne. Skal vi så ikke bare tage til Finland i sommerferien?

Margrét Tryggvadóttir er forlagsredaktør

Oversat fra islandsk af Alex Speed Kjeldsen