Det står skidt til i nyere norsk realisme

Af Per Krogh Hansen

Intet sted i Norden har realismen stået så stærkt som i Norge i løbet af 1990’erne og de første år af 00’erne. Nogle har talt om en tilbagevenden til naturalismen, andre om en ny socialrealisme. Men strømningen fik sit eget navn: „Skitten realisme“.
„Skitten realisme“ er en fornorskning af den ’dirty realism’, Granta-redaktøren Bill Buford satte titel på i et temanummer tilbage i 1983, og som han brugte som en samlende betegnelse for forfattere som bl.a. Tobias Wolff, Mary Robison, Richard Ford og Raymond Carver, hvoriblandt sidstnævnte har haft den største gennemslagskraft i Norden. Buford lokaliserede her en ny tendens i amerikansk litteratur – en realisme, som har trailerparken, dineren og K-mart som sin ramme, og som er befolket af løsarbejdere og arbejdsløse; chauffører, servitricer og andre lavstatusjobs. Folk, der ikke kan finde ordentligt fodfæste i tilværelsen, men konstant sakker bagud, falder til bunden og på forhånd har opgivet komme til overfladen igen. „This is a curious, dirty realism about the belly-side of contemporary life,“ skrev Buford, og han fortsatte, „but it is a realism so stylized and particularized – so insistently informed by a discomforting and sometimes elusive irony – that it makes the more traditional realistic novels […] seem ornate, even baroque in comparison.“ Og et andet sted: „Many […] write in a flat, „unsurprised“ language, pared down to the plainest of plain styles.“ I modsætning til den socialrealisme, som det umiddelbart er oplagt at forbinde dirty realismen med, så er sidstnævnte blottet for engagement og forsøg på at blotlægge de mekanismer, som determinerer disse triste tilværelser. Dirty-realismen foretager i stedet en kølig observeren og afholder sig fra at dømme og kritisere, men tillader sig at dvæle ved det menneskelige bund- og affald i en ren og skarptskåren stil.
Om end genren i den henseende i hvert fald i udgangspunktet var forholdsvis klart afgrænset, da blev den snart mere uegal. En forfatter som Charles Bukowski var blevet kaldt „dirty realist“ tidligere på grund af hans konstante kredsen om forfald, druk og vold, og selv om der er mange fællestræk i forhold til. de af Buford døbte dirty-realister, da er der dog også markante fortællemæssige forskelle. Også hårdkogte krimiforfattere (f.eks. James Elroy), postromantiske western forfattere som Cormac McCarthy og „southern gothic“-forfattere som Flannery O’Connor og William Faulkner, er blevet rubriceret under kategorien. De stilistiske fællestræk imellem alle disse er nærmest ikke-eksisterende, men de mødes alligevel i deres tematiseringer af udstødte og retarderede, urbaniseringens efterslæb og modernitetens bundfald. Misforstået stolthed og depravation går hånd i hånd med skæbnen, som kun kender en vej: længere ned i møget.
I Norge tog man genrebetegnelsen til sig på forlagene, i pressen og – til en vis udstrækning – blandt forfatterne selv, som et forsøg på at samle de yngre realistiske forfattere. Og på samme måde som betegnelsen i amerikansk sammenhæng hurtigt blev bredere end først intenderet, da er den norske skitten realisme også en overordentlig varieret størrelse. Alligevel er der en række oplagte fællestræk, om end mere af tematisk karakter end af stilistisk. Man finder flere der arbejder med den ligefremme og underdrejede stil, som Buford fremhævede – blandt andre Kyrre Andreassen (Det er her du har venna dine (1997)), Ari Behn (Trist som faen. Fortellinger (1999)) og den lidt ældre novelleforfatter Frode Grytten. Men det er som sagt ikke nogen regel for den store gruppe af bøger der markedsføres som skitten realisme. J.F.J. Tandberg har måske nok en kølig fortællerstemme i sine skildringer af narkomiljøer, men i et meget mere hårdkogt leje end hos de førnævnte. Det samme gælder Carl Frode Tiller, som skriver i en staccato-agtig stream of consciousness-teknik i sin Skråninga (2001).

Bort fra monokulturen
Fælles er derimod fokuseringen på norske randområder. Ofte i form af forstaden eller arbejderkvarteret, den utilpassede ungdomskultur, men mest af alt (selvfølgelig!) hjertet af norsk nationalkultur, bygden, som i skitten realisternes optik er præget af lediggang og åndeligt snæversyn, vold, misbrug og incest. En landbrugskultur i tilbage- eller undergang; fyldt med „skitne eksistenser som skriker etter nåde uten å vite hva det er“, som det hedder i Jonny Halbergs Trass (1996).
Netop Jonny Halberg afslørede sig tidligt som et af den nye norske realismes bedste kort. Såvel det seneste opus Gå til fjellet (2004) som romanerne Trass og Flommen (2000) er henlagt til det fiktive bygdemiljø omkring Enevarg (som læst bagfra fortæller en del om, hvordan det står til) og Melhus. Som William Faulkner (der på flere måder synes at være én af de sammenhænge, Halberg kan sættes ind i) opbyggede et omfattende fiktivt univers ved at lade stort set alle sine fortællinger udspille sig i det opdigtede Yoknapatawpha County, har også Halberg skabt en verden, hvor hovedpersonerne fra én roman bliver bipersoner i en anden og hvor tidens gang noteres, fordi bygderne og deres beboere forandrer sig. Hvor Trass skildrede de sidste krampetrækninger i det døende, gamle bygdesamfund, og Flommen bygden i en brydningstid, er det den „reformerte“ bygd, som er rammen i Gå til Fjellet. Bygden kalder sig „Lotto-bygden“ med henvisning til at den fik tre lottomillionærer på et år. De sanseløse forsamlingshusballer med druk, tæv og dårlige musikanlæg er skiftet ud med rødvin og fransk benævnt (men lokalt indfanget) laks, og folk ernærer sig ved aktiegevinster, pyramidespil og inkasso.
Men til trods for at bygden synes at have hevet sig op af det værste af den mudder, som i Trass satte alting i stå for familien Fekastad, og som i Flommen skyllede hele familien Gjørstads fortid ned ad fjeldsiden, da har de nye livsformer egentlig ikke forbedret den generelle, almenmenneskelige tilstand i Halbergs bygd. Hér er stadig masser af konfliktstof – overspændte familiekriser, forkrøblede sjæle og unge mænd, som lider under og af svigt, uformåen og faderopgør. – Alt sammen temaer, som er genkommende i den lange række af romaner og noveller som er løbet i skitten realismens mudrede elv.
I den henseende er skitten realismen både litteratur fra og for Norge, men også for resten af verden. Norsk selvgodhed står ofte for skud, og en stor del af indsatsen kan betragtes som et forsøg på at vriste Norge ud af dets monokulturelle og afsondrede status i en verden, der bevæger sig mod det multikulturelle, ved at skildre bygdekulturen som en mentalt nedgroet negl. Men skildringerne stikker oftest også dybere og tager form som en psykologisk realisme, som stiller skarpt på undertrykkende familiemønstre, omsorgssvigt, faderopgør og hjemløshed i en verden man altid har boet i. Temaer, der jo ikke er forbeholdt norske randområder eller livet blandt udstødte og marginaliserede, men vedrører livet i almindelighed.

Per Krogh Hansen. Lektor i dansk litteratur og bestyrer af Center for Narratologiske Studier ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet.