Det eftertragtede umulige ALT

Af Camilla Christensen

I de høje betonforstæder i storbyernes udkanter er mennesket meget lille. Dimensionerne er sådan, at kun når man lægger nakken helt tilbage, kan man se op, ud. Det gælder barnet, det gælder også den voksne.
En fortælling herfra med en synsvinkel lagt hos et enkelt menneske ville blive en historie om et menneske, der hele tiden kigger ind i gråstrimede betonmure og bogstavelig talt er ude af stand til at hæve sig op over stedet.
Da jeg besluttede at skrive en roman om Høje Gladsaxe, min barndoms betonforstad, var det hverken min egen historie, jeg ville skrive, eller en andens eller andres. Jeg ville skrive selve stedets historie og mangel på samme, jeg ville skrive Den store Historie ind i det historieløse sted, der rejste sig i 1960’erne på den bare planerede mark uden for København, jeg ville skrive om stedets dimensioner, jeg ville underminere de fordomme, der findes om den slags steder, jeg ville meget, jeg ville i en eller anden forstand ALT, ville skrive ALT om det sted, der i dag hedder Høje Gladsaxe.
Det er naturligvis umuligt. Men for at undgå at blive fanget mellem de høje mure og komme til at fortælle en lille trist historie om et stort trist sted, hævede jeg fortælleren op, op over de høje huse, så vedkommende kunne kigge ned, overskue stedet og historien, blive Gud. Fortælleren blev alvidende. Og ikke bare alvidende, men overlegen, kommenterende og snakkesalig.
Hele vejen gennem „Jorden under Høje Gladsaxe“ kæfter fortælleren op om stort og småt, afbryder med digressioner, spørgsmål og svar, sætter småting i handlingen ind i større historiske sammenhænge, udstiller sin uvidenhed, sin overlegne viden, kommenterer, stiller forslag og giver mulighed for, at jeg, forfatteren, kan trække i stort set alle de tråde, jeg har lyst til – bevæge teksten i fortid, fremtid, nutid, gennem fantasi og realisme, skabe udblik og indblik – og dermed fortælle den historie, jeg gerne vil fortælle: Historien om et sted i alle tider.
En mand, der kan se ind i vægge, forelsker sig i en ældgammel kvinde, der i egentlig er en genganger, et moselig. Han springer i en bundløs sø og mødes med kvinden dybt nede i hendes tid, i jernalderen, hvor de elsker, så hun omsider kan finde ro i døden og han i livet.
Udbredt skepsis. Men endnu har jeg ikke hørt om nogen, der ikke efter endt læsning af „Jorden under Høje Gladsaxe“ har godtaget Gunhild og Arthurs usandsynlige og fantastiske kærlighedsaffære og deres smuttur til fortiden gennem den bundløse sø.
Arthur er arkæolog, Gunhild moselig. Dermed er de som skabt for hinanden. Men først og fremmest er de som skabt for en roman, der vil fortælle om, hvordan fortiden findes i nutiden og fremtiden måske endda i fortiden. De er ligesom romanens øvrige personer ikke skildret særlig realistisk, ikke udstyret med ret meget psykologi, men defineres ved nogle få karakteriske, og i øvrigt aldeles urealistiske, træk. Deres udvikling i romanens forløb er enkel og forudsigelig. De er marionetter for historien mere end „virkelige“ personer. De bliver brugt og misbrugt til at fortælle en historie, der handler om noget andet end dem selv.
En mere varieret psykologi, en mere realistisk skildring af deres tilværelse og udvikling, ville have fået den egentlige historie, historien om Høje Gladsaxe, til at tabe fart, til at miste det tempo, der gør det muligt at se stedet både i nutid, fortid og fremtid og at fastholde Høje Gladsaxe som ét sted mellem andre steder, det lokale som del af det globale.
Hvis den overlegne og manipulerende fortæller skulle have fordybet sig i de enkelte personer på et realistisk psykologisk niveau, ville vedkommende være drattet ned mellem husene, have mistet sit forkromede overblik, og historien ville være blevet en anden.

Realitet og illusion
Høje Gladsaxe findes. De fleste danskere kender de høje huse, i hvert fald fra fotografier, og de har ikonografisk status som symbol på 1960’ernes fremskridtstro og betonoptimisme. Romanen om Høje Gladsaxe er spækket med faktuelle oplysninger, såvel historiske som nutidige, som enhver ved selvsyn og eftersyn i lokalhistoriske arkiver kan verificere, og der er oven i købet et kort i bogen, som mestendels er korrekt. Jorden under Høje Gladsaxe er en bog om det virkeligt eksisterende sted Høje Gladsaxe.
Men også en bog om et andet Høje Gladsaxe, for romanens elementer af magisk realisme, personernes karakter af marionetter og fortællerens position og demonstrative kommentarer blev svaret på det spørgsmål, jeg stillede mig selv under planlægningen af bogen: Hvordan skrive ALT om det sted, der i dag hedder Høje Gladsaxe? De elementer gjorde det muligt at skrive, ikke bare en roman, der foregår i Høje Gladsaxe, heller ikke kun en beskrivelse af Høje Gladsaxe, men en roman, der etablerer en egen virkelighed et sted, der hedder „Høje Gladsaxe“, som rummer fortid, nutid og fremtid, indblik og udsyn, som tilnærmelsesvis rummer netop det eftertragtede umulige ALT.
Og de samme elementer gør ved deres blotte „urealistiske“ tilstedeværelse i teksten hele tiden læseren opmærksom på, at romanen er en illusion, at den bare er en fortælling om et sted.

Camilla Christensen, forfatter, bl.a. til romanerne „Jorden under Høje Gladsaxe“ og „Paradis“.