Litterær realisme og vitalisme i færøsk litteratur

Af Kim Simonsen

I færøsk litteratur dominerer lyrikken. Der udkommer sjældent mere end en roman om året i gennemsnit. Fra den nationalromantiske sangtradition í 1870‘erne over de første forsøg med modernistisk inspireret litteratur, til 1980‘ernes og 1990‘ernes postmodernisme, har lyrikerne altid spillet en stor rolle. Dette kan skyldes mange forhold, men det spiller en ikke ubetydelig rolle, at den færøske prosatradition er meget ung. Et andet problem, som folk fra større lande med lange litterære traditioner måske har svært ved at forstå, er at det ikke er så let at skrive i et lille samfund, hvor alle kender hinanden og derfor mener at kunne genkende litterære karakterer, problemstillinger og temaer fra forfatterens eget liv.
I forhold til billedkunst og det voldsomt blomstrende musikliv på Færøerne, er det næsten et relevant spørgsmål, om der findes færøsk prosa i dag? Den færøske samtidslitteratur har f.eks. ikke forholdt sig til 1990ernes krise på øerne, hvor ti procent af befolkningen var tvunget til at emigrere, eller til den store fremvækst af politisk og kulturel nationalisme i halvfemserne eller til store temaer i den færøske debat om f.eks. tro, identitet, nationalisme og globalisering.
De første færøske realister tog udgangspunkt i det folkelige og hentede deres stof fra en hverdagsvirkelighed. Livssynet i deres værker er nøgternt og materialistisk i filosofisk forstand. Denne litterære realisme kender vi fra det folkelige gennembrud og i en slags almue- og bonderealisme i nordisk litteratur, hvor temaerne er naturen, arbejdsforhold og naturalistiske beskrivelser af materielle forhold i samtiden. Denne socialrealistiske stil har, som forskeren Jógvan Isaksen har fremført, en overvægt av maleriske beskrivelser af natur og lokaliteter. Man kunne videre sige, at disse beskrivelser fylder for meget, på bekostning af en gestaltning af en moderne indre refleksion og et mere lyrisk sprog. En moderne færøsk realistisk prosatradition blev skabt i 1930‘erne af forfattere som Heðin Brú (1901-87), Martin Joensen (1902-66) og William Heinesen (1900-1991). William Heinesen gik dog senere andre veje, hvor hans forfatterskab blev mere fabulerende og modernistisk.

En rejse ind i en uendelig historie
Lad os et øjeblik se på et par færøske realister, en stilistisk vellykket og en jeg finder mindre god. Tager vi den mindre gode først, så vandt Oddvør Johansen (f. 1941) i 2004 en romankonkurrence udskrevet af den årlige Kunstfestival, som Nordens Hus på Færøerne afholder, med romanen Sebastians hús (Sebastians hus). I romanen følger vi personen Diddan. Hendes barndom og ungdom belyses fra starten af forrige århundrede til 1950‘erne. Sebastians hús begynder som en rammefortælling med huset Sebastians hús som fortællingens ramme. Overordnet set er det store problem med denne roman en gennemgribende pænhed og en vitalistisk livsanskuelse, der gør at denne lille roman ender med at beskæftige sig med en anekdotisk erindring om Thorshavn i 1930erne og 1940erne. Selve det litterære håndværk er ubehjælpsomt, personerne er endimensionelle og fortællerinstansen arkaisk.
Anderledes fremragende er dele af Jens Pauli Heinesens (f. 1932) store produktion, hvis hovedværk er syvbindsværket På rejse ind i en uendelig historie, der har Marcel Prousts På sporet af den tabte tid som forbillede. Jens Pauli Heinesen romandebut i 1958 med kunstnerromanen Yrkjarin úr Selvík (Digteren fra Sælvig), bar præg af efterkrigstidens franske „nouveau roman“ og har kunstnertilværelsen som tema. Selv om hovedpersonen i romanen er skåret ud i pap som en evig tuberkuloseramt romantisk digter-boheme, så har romanen lidt af indadvendtheden og den uforsonlige distancerende refleksion, der kendetegner tidlige modernistiske romaner.
De syv stort anlagte erindrings- og kunstnerromaner med undertitlen På rejse ind i en uendelig historie fortæller om Hugin, der bliver bortført af en fremmed kvinde, der nok er en huldrekvinde eller en slags mystisk muse, der drager Hugin ind i fortællingernes land. Fortælleteknisk er Jens Pauli Heinesens store kunstnerromansuite af høj litterær kvalitet, med internationale forbilleder. Heinesen genskaber og opløser den realistiske roman ved at tilpasse dens form en ny, kompliceret virkelighed, hvor tilværelsen ikke er en selvfølge som i den naive realistiske roman fra mellemkrigstiden. Heinesen formår at skrive hjemstavnen, den lille færøske bygd, ind i store begivenheder i det 20. århundrede, som 2. Verdenskrig, den kolde krig og det drama, som den eksistentialistiske ateisme udgør for hovedpersonen Hugin.

Færøsk eller dansk realisme?
Færøsk prosa er direkte inspireret af dansk litteratur. Det gør det relevant at tænke på, hvad der afgrænser noget som „færøsk litteratur“. Indgår danske forfattere, der skriver på dansk om en opvækst på Færøerne? Her kunne man nævne Arthur Krasilnikoff og hans roman Hvalens øje, der er en smuk erindringsroman om, hvordan en drengs liv bliver til på Færøerne i årene lige efter besættelsen. Andre forfattere, der er værd at nævne, er Lisbeth Nebelong og hendes samtidsrealistiske roman Når engle spiller Mozart, der foregår på Færøerne i dag.
Vi har færøske forfattere, der skriver til et læsende publikum om Færøerne og Danmark, i Danmark (mange færøske forfattere bor, eller har boet i Danmark, og skriver om mødet med dansk kultur) og vi har danske forfattere, der skriver om Færøerne. Dette viser klart, at det nationale som en afgrænsningsideologi bryder sammen i vor tid.

Vitalisme og realisme
Den genkommende tematik i det 20. århundrede færøske lyrik og prosa er et primært forhold til naturen, hvor livanskuelsen er kendetegnet af heftig vitalisme og en kamp for det „livspositive“. Denne vitalisme har en forkærlighed for den ekstreme situation, som kan skabe en kontakt med det „rene pulserende liv“. Vitalismen har sin egen etik, med skildringer af manden som tænkende, lidende og handlende, mens kvinden fremstilles som et stykke natur. Kvinderne hos Oddvør Johansen og andre, er enten selve „livets kilde“, hellige og uendeligt opofrende. Hos andre er de ufrivilligt destruktive som figuren Barbara i Jørgen-Frantz Jacobsens roman Barbara, der repræsenterer denne vitalistiske livskraft. Selveste William Heinesen arbejdede med skabelonagtige kvindefigurer præget af vitalisme. Denne arv fra Heinesen mener jeg færøsk litteratur skal distancere sig fra, da vitalismen ikke efterlader en plads for det nye, men blot søger efter et fundament i vitalistisk livskraft, myter og livsduelighed. I forhold til denne tradition er Jens Pauli Heinesens persontegning og tematik yderst moderne. I forhold til den naive realisme og vitalismen, er hans personer og kvindeskikkelser ikke vitalistiske karikaturer, de er lige så ondskabsfulde, smukke, lunefulde, sexede, svigefulde og moderne, som vi finder dem i livet og i moderne nordisk realistisk prosa i dag.
Vitalismens begrænsning som livsanskuelse og æstetik i den realistiske roman, er at det deterministiske biologiske menneskesyn går forud for individets mulige eksistentielle oplevelse af frihed og autonomi i forhold til det naturgivne, dermed bliver vitalismen et konservativt kunstnerisk program. Vitalismen findes stadig som en ofte uerkendt livsanskuelse hos færøske prosaister, specielt hos middelmådige kvindelige forfattere, som den også gør hos nordiske samtidsrealister som fx Herbjørg Wassmo, hvor vi i Dinas bog, ser en kvindeskikkelse, der er så overmenneskelig, valkyrieagtig, frugtbar, levende og uberegnelig, at hun er æstetisk utroværdig, som en vitalistisk statue af Rudolf Tegner fra 1905.

Biedermeierrealisme
Problemet med realistisk færøsk litteratur i dag, er at den ofte læner sig op ad ældre realistiske former, som vi finder hos 1930‘ernes forfattere. Dette kom­mer måske af at færøsk prosa i sine inspirationskilder er mindst en forfattergeneration bagud i forhold til udviklingen i Danmark og det øvrige Norden. Traditionelle træk fra denne „gamle“ samtidsrealisme – f.eks. i form af en stærk episk tradition i modsætning til en scenisk form, det folkelige univers med rødder i det folkelige sprog, en ofte ret umoderne alvidende fortællerinstans, som i Oddvør Johansens roman – er fulgt med over i færøsk samtidslitteratur. Den mest alvorlige anklage man kunne rette imod denne for pæne og bedagede litterære realisme, er at den ikke vover sig længere ud, end den folkelige forankring tillader, og at færøsk litteratur stadig er alt for biedermeieragtigt konfliktsky, pæn og præget af enten indigneret socialrealisme, vitalisme, overdreven postmodernisme eller en stilistisk letbenet realisme, der mest af alt forfalder til en art usofistikeret hjemstavnslitteratur.
Det fremstår tydeligt efter læsning af den prisvindende roman af Oddvør Johansen, at færøske realistiske romaner ofte mangler en distance til deres stof, herunder til stedet, temaerne, de historiske konflikter osv. Disse kan således minde om biografiske værker og erindringsbøger, der som et andet CIA-dokument fra den kolde krig er blevet overskrevet med sort tusch. Det mest alvorlige problem hos Oddvør Johansen og andre er en formmæssig uformåen, hvor mange f.eks. forfalder til en „ultra-realisme“, med en uendelig opremsning av farven på hvert bådehus, der skal belyses som i det naiv-realistiske maleri.
Man kunne lidt provokerende fremføre, at danskerne Arthur Krasilnikoff og Lisbeth Nebelong er de største færøske samtidsrealister, der just skriver om Færøerne og færøske forhold i dag. Nebelongs roman er faktisk det velkomne pust, der mangler i tidens færøske litteratur, nemlig den ærlige historie om søgen efter sammenhæng og mening i en moderne verden. Om valg og fravalg, om kærlighed, musik og politik. Det er også en fortælling om det nordiske. Om forholdet mellem Danmark og Færøerne før og nu, og om færingernes vej mod selvstændighed – alt det som færinger burde arbejde med, men ikke vil berøre.
Med få undtagelser kan vi sige, at færøsk samtidslitteratur går med for små æstetiske sko. For at blive i metaforen, kan vi sige, at skoen trykker i og med den manglende refleksion over modernismens og realismens muligheder og svagheder.

Kim Simonsen er konferensstuderende i nordisk litteratur og kulturskribent