Scenisk realisme

Af Britta Timm Knudsen

Realisme er både en særlig litteratur- og stilhistorisk strømning, der ligesom modernisme har særlige formelle og tematiske træk, og en mere almen betegnelse for det, som er vellignende. Som litteraturhistorisk strømning behandler realisterne ofte de lavere og udgrænsede samfundsklassers vilkår og det hverdagslige rum i det hele taget. I den bredere betydning af ordet knyttes realismen til det at se. I den nyere realismeforskning indgår den bredere betydning af ordet som en vigtig bestanddel af karakteristikken af realisme, således at perspektiv, synsvinkel, beskrivelser og rumlig flade henholdsvis dybde bliver til vigtige stiltræk i den litterære realisme. Man kan sige, at litteraturen her deler træk med billedkunsten eller, at læseren i en vis forstand bliver til en iagttager.

Nyrealisme
Nyrealisterne i dansk litteratur, hvortil man kan regne Christian Kampmann, Anders Bodelsen og Henrik Stangerup arbejder med synsvinkel og perspektiv som vigtige formelle bestanddele af deres litterære udtryk. Christian Kampmanns nyrealisme er påvirket af (post)modernismens opgør med et subjektivt centralperspektiv i en interesse for mikrosociologisk rollespil og spilteori i det hele taget, således som vi kender det fra Hans-Jørgen Nielsens tekster. Kampmann lader sine personer agere på forskellige sociale scener hvorpå de afslører hemmeligheder i forskellige intime rum. Disse er af seksuel eller social art som slørede bekendelser, læseren lytter med på, eller som scener læseren iagttager. I Visse hensyn orkestreres afsløringerne ikke som en grand finale således som det blandt andet foregår i den klassiske naturalisme (Emile Zola, Henrik Ibsen), men de pågår hele tiden for et begrænset antal tilhørere/tilskuere.
Romanerne er ofte en live præsentation af, hvad der sker lige nu. Denne fremstillingsmåde skaber stor nærhed til læseren gennem med-syn, og man bringes ubesværet ind og ud af hovederne på personerne. Lige så snart vi er henviste til personernes fortælling om sagens kerne kommer omskrivningerne, udeladelserne og løgnene. Hemmelighederne binder de indviede sammen, således at de fleste ved noget, men aldrig det samme, og ingen det hele. Der er dog ikke tale om, at bekendelserne bibringer forløsning, snarere er der tale om, at fortroligheden efterlader læseren med et indblik i forskellige intime rum uden samlende overblik.
Jeg vil her præsentere en dugfrisk teaterversion af 1. bind af Kampmanns firbind store værk om velfærdsstatens umiddelbare forhistorie fra 1954-1974. Bindene Visse hensyn, Faste forhold, Rene linjer og Andre måder egner sig åbenlyst til de visuelle medier. Således foreligger en filmatiseret version allerede med titlen Familien Gregersen ligesom Århus Teater frem til 2008 satser stort på en iscenesættelse af hele værket.

Back-stage er også en scene
Christoffer Berdals iscenesættelse og Nina Flagstads scenografi er både smukt kongeniale med Kampmanns ny-realisme og udtryk for en nytolkning, der direkte knytter an til et aktuelt teatralsk vilkår. Udtrykt lidt kort kan man sige, at virkeligheden – hvis vi antager et teatralt perspektiv – udspiller sig på scener med forskellige grader af synlighed. På grund af dette sceniske vilkår, som man kan udlægge som et grundlæggende (post)moderne vilkår, længes vi så meget desto mere efter ægthed. Denne længsel, denne virkelighedshunger kan ses i begæret efter at være med back-stage, komme ind bag facaden, metaforisk udtrykt. hvilket afspejles i forskellige aktuelle medier og genrer: i selvbiografier, ofte med traumatiske oplevelser som kerne, i dokumentarfilm, hvor filmskaberen vender kameraet mod sig selv eller hvori kendte fremstilles på halvofficielle eller private scener, dokumentarudsendelser og reality-genrer på tv, hvor almindelige menneskers private liv med parforholdsproblemer, helbred, børneopdragelse osv. offentliggøres. Længslen efter det ægte udenfor scenen forbliver en uforløst længsel, men indblikket bag scenerne producerer nye former for scenisk optræden og giver anledning til at skelne mellem forskellige niveauer af synlighed.
Forskellige billedprojektioner spiller en vægtig rolle i Visse hensyn. Scenens eneste kulisse er en stor papmaché-udgave af familien Gregersens pompøse villa. På villaens tag ses billeder fra forskellige rum og tider: billeder af gaden ude foran teatret, tv-reklamer og nyhedsudsendelser fra 50’erne, billeder af skuespillerne på vej til scenen og billeder af, hvad der foregår i andre af husets rum filmet med håndholdt kamera af en sortklædt synlig kameramand. En sådan iscenesættelse arbejder med de nyrealistiske perspektivskift, således at vi som tilskuere bringes i tvivl om scenernes status og deres fiktive eller dokumentariske karakter. Iscenesættelsen peger hermed på, at også rum og genrer, vi normalt betegner som værende udenfor teatrets fiktive rum (tærskelrummene i form af hovedindgang og sceneindgang og de dokumentariske genrer) skal ses som dele af det iscenesatte rum.
Før den vigtige afsløring til slut, hvori Tjumse fortæller den homoseksuelle Bo, at hun i årevis har været faderens elskerinde, foretages en elegant drejning af huskulissen. Scenen transformeres da ikke blot til Tjumses soveværelse, men giver samtidigt indblik i det konkrete scenerums backstage ved at store projektører og metervis af ledninger bliver synlige. Den intime afsløring parres da med metafiktiv selvbevidsthed.
Tilskueren til Visse hensyn får aldrig noget overblik, men tilbydes et privilegeret blik fra kulissen på flere simultane scener. Blikket fra kulissen indvies da i det differentierede rollespil samtidig med at der sker en kondensering af tid og rum i og med flere sceniske rum er til stede samtidigt. Tilskuerpositionerne er mangfoldige: hvad enten vi bliver til et kannibalistisk øje, der grådigt kaster sig over de andres afsløringer, et medfølende øjenvidne eller en spejlende selvrefleksiv ligemand/kvinde, erfarer vi de forskellige grader af iscenesættelse i de andres iscenesatte optræden.

Britta Timm Knudsen, ph.d., lektor i kultur og medier ved Nordisk Institut, Aarhus Universitet.