Fortællesituationens realisme

Af Henrik Skov Nielsen

Bladrer man blot hastigt gennem de seneste års trendsættende litteraturteoretiske tidsskrifter, er det ikke vanskeligt at se, at vidneslitteratur, traumelitteratur og forholdet mellem litteratur og etik er blandt de mest diskuterede genstande for forskningen netop nu.
Mit argument i det følgende vil være, at spørgsmål om traume, vidne og etik dels hænger sammen, dels reaktualiserer realismediskussioner gennem 1) En forskydning af fokus fra det fortalte til den fortællende og 2) En videreforskydning fra 80’ernes og 90’ernes slagord om „at fortælle sig selv“ til i varierende former at fortælle for den anden.
Ad 1) Per Stounbjerg, der i sin artikel „Tilforladelighed og underliggørelse“ argumenterer for et rummeligt, men afgrænset realismebegreb, skriver bl.a., at grænsen „går ved udgangspunktet i en troværdig, ikke-idealiseret virkelighed.“ (18) og videre om det troværdige: „Troværdighed vinder realismen netop ved at henvise til en socialt accepteret virkelighed.“ (19). Begge karakteristikker sigter på det fortalte.
I forhold hertil kan interessen for bøger som Erling Jepsens Kunsten at græde i kor og Kristian Ditlev Jensens Det bliver sagt bl.a. beskrives som en interesse for fortællesituationens realisme. En realistisk fortællesituation kan uden videre bestemmes gennem en overførsel af Stounbjergs termer: Her er det den fortællende, som placerer sig i, og som henviser til en troværdig og socialt accepteret virkelighed.
Ad 2) Den kommunikationsmodellerede opfattelse af fortællingens grundsituation som varierende versioner af formlen „a) nogen fortæller b) noget c) for en anden“ kan, som det ses, i en vis skandering tredeles. Ovenfor har jeg kort påstået, at man kan iagttage en forskydning af realismen fra fortalt til fortæller, fra b) til a). Denne synes imidlertid med en særlig nødvendighed ledsaget af en ofte etisk investeret vending mod den anden og dermed interesse for det tredje led; hvad vil det sige at fortælle „for en anden“?
Man kan distribuere betydningspotentialer i udtrykket at „fortælle for en anden“ på bl.a. fortællinger „for den andens skyld“ (paradigmatisk eksempel retssagsvidnesbyrdet eller tilståelsen), fortællinger „på vegne af den anden“ ((paradigmatisk eksempel vidnefortællingen) og fortællingen „om den anden“ (paradigmatiske eksempler forældrenes fortælling til barnet om barnet („da du var lille, da …“ eller den ene elskendes om den anden („det, jeg elsker ved dig, er …“).
I alle de nævnte eksempler er den fortællendes realisme vigtig for så vidt som den gør fortællingen virksom for den anden.

Hvad skete, da lyset blev slukket?
Fortællinger om traume og jalousi er på hver sin måde fortællinger om et forhold til den anden, som er ude af balance. Hvis jalousi, som Harold Bloom foreslår, er når to er sammen, og man selv burde have været den ene, da kunne man om traumet sige, at det opstår, når to er sammen, og man ikke selv burde have været den ene. I det første tilfælde har man været for lidt med til at kunne fuldføre den begærede fortælling, om hvad der er foregået; i det andet tilfælde har man været for meget med til at kunne beskrive det skete. Det interessante er ikke den omvendte parallelisme i sig selv, men derimod det fælles forhold, at det er en ubortskaffelig realitet og realisme i fortællesituationen der fører til mangel på mulighed for at etablere de kausale sammenhænge i det fortalte, som en fortælling og særligt en realistisk fortælling normalt lever af (Jf. Workmans fine artikel „Obscured Beginnings in Personal Narratives of Sexual Jealousy and Trauma“ i Narrative, 12,3, 2004).
Denne erkendelse kan generaliseres: På den ene side betjener utallige tekster, som tilhører en imaginær realismekanon sig af dybt urealistiske (i betydningen ikke forekommende i virkeligheden) fortællesituationer (fri adgang til flere personers tanker, sortering og stilisering af tanke- og talegengivelse osv.), mens på den anden side en insisteren på realisme i fortællesituationen ikke sjældent giver anledning til både en form og et indhold, som man normalt ikke ville forbinde med realismen (manglende begyndelse og manglende adgang til vigtig viden, lakunær fremstilling, tilsyneladende fantasmatiske passager osv).
Hårdt optrukket: Fortællesituationens realisme tenderer ikke sjældent mod at forårsage et i forhold til den traditionelle realisme ganske anderledes organiseret og formgivet fortalt, mens det fortaltes realisme ofte synes bedst at understøttes af ikke-realistiske fortællemidler og -situationer.

Med andres ord
I Kunsten at græde i kor, som indeholder en betragtelig mængde biografisk og selvbiografisk referentialitet, fortæller jegfortælleren som uvidende vidne en grum historie, som netop kan fortælles, fordi han ikke forstår, hvad der overgår den anden, søsteren. Fortællerens afrunding til allersidst er repræsentativ:
Hun faldt aldrig rigtig til i vores familie, og hun sov ikke godt på sofaen, selvom far lå ved siden af hende; hun kom til at ryste over det hele. (212)
Titlen på Ditlev Jensens Det bliver sagt er i tillæg til en mundret realismes gengivelse af en velkendt barnlig sladrevending på én gang er et løfte i futurum, en trussel i præsens og en apersonal performativ. Engang vil der blive givet stemme til dét. Helt i begyndelsen hedder det:
Nu kommer det igen. Jeg begynder at græde. Fuldkommen lydløst […] Ingen må kunne høre mig. […] Pludselig forstår jeg, hvorfor der ikke er nogen, der kender til de pædofiles ofre. […] Pludselig forstår jeg, hvorfor pædofile kan lade, som om det, de gør ved børn, ikke gør en levende sjæl fortræd. Hvem skulle protestere? (8)
Ofret som offer kan ikke tale og ikke protestere; det tema går igen og igen i bogen. Fortælleren Kristian Ditlev Jensen fortæller for den anden i betydningen på vegne af den anden. Han fortæller for den han var, og i bredere forstand for det lydløse offer, og den som ikke har stemme. Derfor interesserer han sig også til stadighed for fænomener som fx den ophobning af stumhed i form af konsonanter, som findes i midten af det danske ord med den længste konsonantrække, „angstskrig“. Ordene må kunne indeholde og udholde tavsheden.
I forordet sammenkædes spørgsmål om traume, realisme, etik og den anden:
Det er mit håb, at [bogen] kan hjælpe andre, der har været udsat for pædofiles overgreb, fordi de måske kan genkende sig selv i historiens helt overordnede grundrids eller i dele af dens detaljer. [Og at den kan hjælpe omgivelserne, behandlerne, politikerne m.fl. til en bedre indsigt.] Som det fremgår er bogen tænkt etisk snarere end æstetisk. Det er meningen, at den skal være sand, snarere end smuk. Bogen er en sandfærdig selvbiografisk beretning om, hvordan det opleves at være den forurettede part […] (8f)
Ønsket om realisme kædes ubrydeligt sammen med et etisk projekt og omvendt: Bogen er etisk for så vidt, som den er til hjælp for andre, og den kan være til hjælp for andre for så vidt, som den fortællendes realisme er uantastelig – ikke i den fortalte detalje, men hvad angår „hvordan det opleves“. Bogen er et forsøg på at fortælle sandt, etisk og realistisk for den anden, hvordan det opleve(de)s ikke kunne fortælle for sig selv.

Henrik Skov Nielsen, adjunkt ved Nordisk Institut, Aarhus Universitet, redaktør af serien „Moderne litteraturteori“.