Dette nummer af Nordisk Litteratur har realismen som gennemgående tema. I denne anmeldelse af Go’daw – jeg hedder Lars Larsen behandles en helt speciel form for jysk socialrealisme.

Dynekongen
Eventyret om den tovlige thybo

Af Poul Bager

Selv om H.C. Andersen skulle have tænkt over alle de fjer, den grimme ælling måtte skille sig af med, før den blev til en svane, har han aldrig skrevet et eventyr om „Dynekongen“ – kun et om „Dyndkongen“. Nu kan man så glæde sig over, at dynekongen Lars Larsen fra Jysk Sengetøjs-lager – fra nu af blot Jysk – selv har skrevet det eventyr, kolporteret det postomdelt i 2,4 millioner eksemplarer og dermed glædet alle, der har sans for virkelighedens eventyr.
Nå, Lars Larsen, men er det ikke ham køb- og reklamemanden med : „Go’daw – jeg hedder Lars Larsen. – Jeg har et godt tilbud“ (bogens titel)? Jo da, men selv om Lars Larsen i nogles øjne stadig ligner en grim ælling, har få, i hvert fald i eventyrlandet Danmark – hvor betjentene som bekendt sørger for, at ænderne kommer uskadte over fodgængerovergangene – formået i den grad at forvandle én fjer til fem dyner. Han lader nemlig ikke fjerene gå til spilde som H.C. Andersen. Lars Larsen er jyde, ikke fynbo. Om Lars Larsen så selv i sidste instans har ført pennen kan vel være ligegyldigt. Man spørger jo heller ikke tryllekunstneren, om han selv har lagt de fremtryllede æg.
Men meget tyder nu på, at Lars Larsen selv har skrevet bogen. Ånden i bogen er jysk, sprogtonen er jysk, vitserne er jyske, ordene er jyske, ja, selv sprogfejlene er jyske (har man engang sagt ’jæ’ og ikke ’jeg’, bliver der lidt problemer med brugen af de personlige pronominer, især i 1. person; dertil ses den klassiske jyske sammenblanding af ’sin’ og ’hans’). Det sidste interesserer nu jyder en høstblomst, hvis den gode historie ender med, at manden har tjent en god sæk rigsdalere og ikke undervejs til sin hjemmen har formøblet den på en sæk rådne æbler.

Den sociale arv
Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen, der som bekendt selv er jyde – nogle vil endog sige minimaljyde –, har tordnet, at det drejer sig om at bryde den negative sociale arv. Det er nu gjort mere end flere gange. Enhver ved det – ideen om et særligt elitært uddannelsessystem holder ikke en meter i Danmark, gjorde det heller ikke tidligere, uanset hvad socialforskerne har sagt herom. Strengt taget har Nordisk Litteratur for længst taget hul på den historie.
I årgang 2000 anmeldte vi Hans Edvard Nørregaard-Nielsen erindringer. De hed efter Grundtvig Mands Minde, men kunne for så vidt godt have heddet: „Fra muddergrøften til citronernes land“. I et lille kvantespring hen mod slutningen af sine erindringer fortalte Hans Edvard Nørregaard-Nielsen så­ledes, hvordan den stakkels, op­vakte dreng fra det vestjyske hjem med den fordrukne fader og den slidsomme moder pludselig stod med et legat i hånden, så han kunne drage til det forjættede Italien. Før det blev indtaget og afidealiseret af rejsekongerne. Drengen med det fine øre for døgnmelodier havde pludselig forvandlet sig til en kunsthistoriker med akademiske ambitioner. Det var det akademiske eventyr.
Lars Larsen, der også har forsøgt sig som rejsekonge og tabt en del gode skillinger på det eventyr, giver sig ikke ud for at have haft akademiske ambitioner, selv om han klarede sig godt i skolen og fik et beskedent legat for flid. Nej, det var handel, der interesserede, og så kan man blot konstatere, at også hans baggrund er såre beskeden. Ja, man kan næsten komme til at græde over al den modgang, han har måttet overvinde, men hold tåre op at trille: Lars Larsen fandt også melodien. Men her findes der ikke noget kvantespring, her begynder vor mand fra bunden og fører sit arbejde igennem skridt for skridt, før svanen bliver flyvefærdig. Én fjer, to fjer, tre fjer ... én dyne, to dyner, tre dyner ... én butik, to butikker, tre butikker ... én million, to millioner, tre millioner ... en milliard, to milliarder, tre milliarder ... Sådan! Så hvad er det statsministeren vrøvler om. Danmark er til eventyr – og det gælder både i den akademiske og den erhvervsmæssige del af skalaen. Fjer bliver til dyner, ællinger til svaner, dyndkonger til dynekonger. Min sjæl, hvad vil du mer’? Nu skal statsministeren blot give sin undervisningsminister en lodret ordre om, at Hans Edvard Nørregaard-Nielsen og Lars Larsen skal indgå i den ny kanon for danskundervisningen sammen med deres kollega i ånden, H.C. Andersen. Hermed skulle den historiske kontinuitet også være sikret fra Ove Mallings Store og gode Handlinger af danske, norske og holstenere (1777) over H.C. Andersen og 1950’ernes læsebogsstykker om erhvervsmanden C.F. Tietgen til vore dages raske fightere og lykkeriddere. Her er der eksempler til efterfølgelse for den håbefulde elev, der i det stille også ønsker at iværksætte.
En sådan placering skal i hvert fald være Hans Edvard Nørregaard-Nielsen og Lars Larsen vel undt, nu hvor de har stridt så bravt og haft så hårde odds. At de tilmed har skrevet deres eventyrlige historier, gør at vi andre må græmme os over vores helt hverdagsagtige og platfodede gang på jord, men vi har nok bare haft for megen medvind på cykelstierne.
Så se nu at få læst den bog, Lars Larsen så uegennyttigt har sendt på markedet i anledning af sit 25 års jubilæum. Her på Nordisk Litteratur kipper vi i hvert fald med flaget, og det er naturligvis det med de fem nordiske svaner, for Lars Larsen dækker naturligvis hele Norden, Grønland og Færøerne inkl., i Jysk Nordic.

Poul Bager er lektor