Ansigter i vinduet. Hvad er blog?

Af Hermann Stefansson

Hvor kommer de fra, alle disse ansigter i vinduet over i de forskelligartede virkeligheder og hvad vil de? Skal man kigge ind eller lade være? Hvad er blog for noget og hvorfor lader den os ikke i fred? Er blog litteratur?
Tekster på nettet er indtil for kort tid siden ikke blevet regnet til nyskabende litteratur og forskere har endda peget på at i begyndelsen stammede de fleste litterære tekster på nettet fra allerede trykte bøger; desuden var nettet stadig på det stadie at efterligne bogformen: Websider offentliggjorde hovedsagelig tekster og var derfor i realiteten som en efterligning af et trykt medium. Uden tvivl, sagde forskerne, vil nettet i den nærmeste fremtid i højere grad begynde at udnytte egne muligheder, frigøre sig fra de trykte forbilleder og antage en selvstændig form. De forestillede sig en realisering af poststrukturalistiske idéer om den flygtige tekst, der er under stadig forvandling for øjnene af læseren og beslaglægger dens kreativitet; mulighederne var uendelige; animation, musik, fotografier, film, interaktion, læserens direkte deltagelse og indflydelse på værket, samspil mellem utallige former med en tekst som afføder en helt ny forestilling om litterære værker.

Tekster i sit pureste form
Blog er ikke dette; i virkeligheden kan man hævde at det er et tilbagefald til tekster i sin pureste form, hvor layouten er minimal og der ikke gøres meget brug af multimedia og teknik. Udsigtsmæssigt ligner blog (forkortelse af det engelske weblog) i højere grad dagbøger fra det 19. århundrede end højteknologiske webromaner fra nettets barndom. Er det så ikke litteratur? Ja og nej. Mange dagbøger i historiens løb tilhører litteraturen selv om de ikke er en opdigtet tekst. Franz Kafkas og André Gides dagbøger er eksempler på dette, personlige, nærtstående dagbøger af forfattere og et stort antal af samtidsforfattere udgiver dagbøger. Men i Island har der aldrig været forfattere der kun udgiver dagbøger, specialisering indenfor genren har ikke været stor – modsat det som f.eks. er sket i Spanien. På den anden side er der en righoldig tradition for al slags tekster om selvet, dagbøger, selvbiografier, korrespondence ... Island er den perfekte grobund for blog.
Bloggen kom for få år siden til Island via indflydelse fra USA og blev med det samme usandsynlig populær. Bloggens korte historie begyndte som en samling af links, de første amerikanske blog indeholdt hovedsagelig links til andre steder på nettet, var en slags si til interessant og bemærkelsesværdigt læsestof. Siden begyndte bloggerne at skrive deres bemærkninger til stoffet som de introducerede, bloggen blomstrede først for alvor da man begyndte at byde gratis programmer som websiden blogspot.com bød på og gør stadig. Webdagbøger havde været mulige – og iøvrigt skrevet – fra nettets første dage, men nu behøvedes der intet kendskab til programmering for at oprette en side, det var såre enkelt og kunne gøres på få minutter. Et utal af skrivende selv er nu befriet for papirets og skuffens bånd og strømmer ud på nettet som aldrig før, dette er ustyrligt og anarkistisk og halvfærdige spilleregler medfører at bloggerne til stadighed afprøver sociale og moralske skel, udvider det offentlige rums ydre grænser og råber hemmeligheder ude på gaderne.
De islandske blogsider sprang den fase over hos deres amerikanske forgængere at være en linksamling – wunderkammer. Traditionen for skriverier om selvet medførte at den islandske blog straks tog den kurs. Siderne er dog – og ingen har længere et overblik over hvor mange de er – forskelligartede, en grov inddeling kan se sådan ud:
A) Dagbøger, selvudfoldelse, personlige skriverier
B) Indlæg om politik, debatstof, mediestof ...
C) Forum for digtning, tekster, skriverier
D) En blanding af ovennævnte

Oftest er blogsiderne en blanding af alt dette, foruden at der er fotografier og spil, lege, gåder, nonsens, personlig bagvaskelse, vittigheder, overvejelser, forskning, alt mellem himmel og jord – og desuden bemærkninger fra læserne eftersom formen oftest er interaktiv.

Neofili og neofobi
Der var to forskellige reaktioner på bloggens hurtige udbredelse i Island: Neofili og neofobi; henholdsvis glæde og had over nyskabelsen. Endnu en boble på nettet som hurtigt vil briste sagde man og det står stadig i det uvisse om dette stemmer. Andre talte om en ny tekstbevidsthed og en før uanet frihed. Bloggen er nemlig stadig ucensureret og ukorrigeret i modsætning til de fleste andre medier. Bloggerne har dog været hurtige til at indse mediets skyggesider og ulemper, de fleste steder i blogverdenen hersker der selvcensur, den kan være af det gode og det onde, der er kun få som hævder at den kun er af det onde: I Island er der opstået injuriesager på grund af blogsider, foruden et stort antal sager der ikke går rettens gang, der er eksempler på børn der bliver mobbet på nettet, det sker hyppigt at bloggernes kommentarsystem bliver overfyldt med navnløse infame overfald. Men til trods for dette blomstrer bloggen, det er en udbredt holdning blandt bloggere at man er parat til at ofre noget for den frihed man ellers ikke finder hos de vestlige medier der ejes af koncerner, bloggen er uafhængig og ubegrænset og i det fremstår der sider af tilværelsen som ellers aldrig ville fremstå.
Er bloggen noget nyt? Ja og nej. For det første er dette dagbøger som man længe har skrevet i Island, for det andet kan læseren ofte tilføje egne bemærkninger til teksten, han kan tilføje det han ønsker og dæknavne spiller en stor rolle i dette spil. Det offentlige og det private rum mødes på en meget interessant måde, det som er en hemmelighed og det som ikke er det. Derfor er det ikke underligt at der i den islandske blogverden opstår en slags knuder, noget som bliver sagt på bloggen som ikke tilhører det traditionelle offentlige rum, en blogger hvisker en hemmelighed, sand eller usand, en anden blogger sidder tilbage med et problem – fordi bloggen danner et utal af små samfund, folk kender hinanden kun dér, men ikke i det virkelige liv; nettet er et så effektivt medium og så stort, der opstår knuder på det store ocean, siden opløses de som ingenting og forsvinder og vi har igen et stille hav.
Den første blogroman?
I 2002 udkom den første bog der var bygget på en blogside, romanen Vaknað í Brussel (Vågner op i Bruxelles) af Elísabet Ólafsdóttir. Inden bogen udkom offentliggjorde forfatteren Ágúst Borgþór Sverrisson en hård kritik af den i et kulturntidsskrift på nettet og hævdede at den var et godt eksempel på de kulturelle tilstande i Island, nonsens som ‘bloglitteratur’ bliver hævet til skyerne og automatisk kanoniseret af den litterære institution, mens ægte litteratur bliver forsmået. Forlæggeren, Kristján B. Jónasson, svarede og resultatet blev en interessant debat om litteratur og kultur, men Kristján gik længere i at afvise grænserne mellem skønlitteratur og lavkultur end man tidligere havde set. I hvert fald gik Ágúst Borgþór også vidt, især eftersom han ikke havde læst omtalte værk, men kun kigget på det materiale som forfatteren bygger på – men forfatternes materiale har ikke tidligere været tilgængeligt inden bøgernes udgivelse. Alt dette løb siden ud i sandet, Elísabets bog udkom, og der er gang i den, men hun har stadig ikke fulgt den op med en ny bog. Diskussionen om æstetik og kulturelle tilstande svandt ind og Ágúst Borgþór Sverrisson oprettede kort efter, til alles forundring, en blogside, den lever et godt liv og er ret så populær, ligeledes Elísabets blogside eller Beturokk (Betas rock) som hun nævner sit netforum.
Og at læse sådanne sider kan somme tider være som at stikke næsen i noget som ikke vedkommer én, snuse til andre menneskers private anliggender – ligge på lur ved vinduet. I de færreste tilfælde forholder det sig dog sådan, oftest finder der en slags iscenesættelse sted, de færreste bloggere siger hele sandheden – dog buser folk ud med virkelig meget, somme tider i læ af anonymitet. Og somme tider er bloggene lukkede, man skal have pasord for at læse dem og bloggeren uddeler det kun til sine venner. Da ser bloggen kun ud til at tilhøre privatsfæren og så ville det i virkeligheden være tvivlsomt at læse den.
Hvad er så denne blog og hvad vil den os? Er den litteratur? I det tyvende århundrede har en påfaldende stor del af litteraturen hentet sin kraft og modstand netop til det som ikke hører under litteratur, er anti-litteratur, non-litteratur. Dette var f. eks. en del af den europæiske anvantgarde, litteraturhistorien bliver erklæret død, opstyltet og affekteret, man startede på nulpunktet. Dette træder tydeligt frem i film, i filmens unge år hentede mange filmskabere deres inspiration til den kendsgerning at film netop ikke blev anset for at være en kunstretning, men noget trivielt. De tider er forbi, filmens forfattere trådte snart frem. Bloggens helte er også ved at dukke op, men dog kan det tænkes at litteraturbegrebet er en slags hædersbevisning som muligvis er en bjørnetjeneste som man hænger på bloggen, ikke fordi bloggen er simpel, men fordi sådan en imponerende titel hæmmer i for høj grad skriverier som snarere kan beskrives som et utal af ansigter i vinduet.

Hermann Stefansson er kritikker