Den sorte punkdigter er blevet hvid

Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris

Tóroddur Poulsen
Eygnamørk (Øjengrænser)
Mentunargrunnur Studentafelagsins. FO

Eygnamörk er Tóroddur Poulsens femtende digtsamling på tyve år og samtidig hans bedste. Man skal dog passe på med den slags udsagn da hver bog udspringer af sin tid, træffer læseren i dennes tid og fremstår i sin tids litterære sammenhæng. Iøvrigt har Tóroddur Poulsen fra begyndelsen skabt sin egen litterære sammenhæng. For sine første bøger fik han øgenavnet „den sorte punkdigter“ hjemme på Færøerne, formodentlig på grund af hans afstandtagen fra den gamle tradition i færøsk digtning, at hente metaforer i naturen. Til trods for dette var hans digteriske eksperimenter før og siden i modernistisk ånd, men uden ensomheden og den evige tvivl. Tóroddur Poulsens lyriske eksperimenter indebærer en tro på digtet. De har været enkle i deres bygning og hvilet på ordenes standhaftige betydning, der i sammenhængen åbner for et nyt og mere uudgrundeligt indhold.
Eygnamörk (Øjengrænser) er et forholdsvis helstøbt og modent værk. Digtningen er dog stadig i gæring, noget som i høj grad gør bogen spændende og kalejdoskopisk, men ikke så prægnant. Som titlen peger imod vendes synsvinklen indad. En ny epoke er begyndt, tiden er inde for et opgør og en nyvurdering.
Bogens første digt hedder „Morgen“ og det sidste „Morgenen“. Den ubestemmelige morgen uden artikel er den nyfødtes morgen, der ligger i sin vugge og tror at alt er „englesang og opspilede øjne“. Den nyfødte digterstemme bestemmer alt, gulvbræddernes knirken, mundenes hvisken, solstrålernes færden og han overbeviser snefuggene om at give sig bedre tid og han drømmer i alle søer. „Morgenen“ i slutningen, med bestemt artikel, er den nys hedenfarens morgen, der er blevet til jord, tror ikke, men forstår af dagens rytme at tiden har sagtnet farten. I gravens kulde fornemmer han forårets saftige toner når børnene leger ude og tænder bål i det tørre græs. For sidste gang lykkes det digterstemmen at standse dem, så er han igen blevet til klipper, der er taget på en lang rejse og tror. Kender sine grænser? Måske. Mellem disse to morgener ligger livet, hvor digterstemmen færdes omkring på forskellige niveauer, men altid i Tóroddur Poulssens digtbilleder, forståelige og pudsige metaforer, antiteser og paralelliteter mærket lethedens skønhed, der ikke er ulidelig, men derimod humoristisk. I digtet „Rundrejse“finder en vuggende sygeseng, hvori digterstemmen bliver rullet til ultralydsscanning sin genklang i bådens vuggen på den første sørejse, hvor en „kraftig lømmel“ sydfra gør ham uret og først nu „uskadt befriet fra scanneren“, har digterstemmen tilgivet ondskaben. „De smattede minder/sneede tungt fra himlen“ står der i digtet ‚Åndenød‘, hvor digterstemmen mødes med en grå skygge, der bliver mere grå for hver gang de mødes, som dog altid er for første gang. Dette er en uvirkelig og uhyggelig skabning, der bliver sort som kul og forsvinder hvis en solstråle skinner på den. Er det måske et uhyre fra den færøske folketro eller døden selv? Digtet giver intet svar, men erindringens smattede sne falder kold og våd på gaden og der går lang tid „inden jeg igen orkede at høre musik alene“. En løsning af denne slags kendetegner Tóroddur Poulsens digtning, som for eksempel tilgivelsen i slutningen af digtet „Rundtur“. Der kan nævnes flere eksempler på rammende afslutninger, der til tider tilfører digtene øget dybde som i „Rundtur“, men andre gange ikke bliver til mere end en pudsig afrunding som i „Åndenød“.
Selv om jeg i begyndelsen nævnte at Tóroddur Poulsens digte skrev sig ind i en modernistisk tradition uden ensomhed og tvivl, er hans digte ikke dog helt frie for netop dette. I sine tidlige bøger blev dette dog holdt i ave og vægten blev lagt på trangen til forskønne og forenkle en verden, der til tider kan forekomme hæslig og indviklet. I Øjengrænser er tvivlen mere fremtrædende og døden den underliggende anelse, domineret at spørgsmålet om hvad der bliver tilbage, hvad der vil leve videre som digtet „Dage“ er et eksempel på. Man støder også på spørgsmål om digtningen, ordene og sproget. I digtet „Vågen“, som er en slags drømmebillede, står digterstemmen i by af i går og smager på noget, der forbinder ham med sin egen verden, hvor „vi tillader os at udsulte skriften/og på samme tid klæder den ordentligt på“. Digtet er fyldt med tvivl om ordenes værdi, selv om værdien af digterens metode eller drejer dette sig eventuelt om angsten for ikke at finde de rigtige ord, ikke at få kontakt til omgivelserne og nynne en banal salme „om de forbrændte ord der tørrer på tungen/da de ikke kan få luft“ og „bølgerne trætter dig/inden du lærer at kravle i sandet“. Men foreløbig må Tóroddur Poulsen ikke lade bølgerne trætte sig, dertil er der for meget gæring i hans digte og han for optaget af at udforske digtets muligheder for at fange læseren og at komme i dialog med omverdenen ad poesiens veje.
Det tilbageblik og den nyvurdering som jeg før var inde på genspejles i flere digte i denne nye digtsamling af Tóroddur Poulsen end jeg har været inde på her. De fleste af de niogfyrre digte bærer dog på den gammelkendte tro på eget ærinde: At til trods for menneskets ensomhed og tilfældig fortvivlelse findes der en udvej „som vi kan synge os ind igennem/for at kunne nå lyset“ som det står i „Udenfor“, et af digtsamlingens sidste digte. Den sorte punkdigter er blevet hvid og på et hvidt lærred kan man som bekendt male billeder i mange farver.