En personlig kunsthistorie
At sætte ord på en malers liv

Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris

Rakel Liehu
Helene. En roman om konstnären Helene Schjerfbeck
Forums förlag. S
Oversat fra finsk af Camilla Frostell
Helene. WSOY. FIN

Af Anders Bollerup

Och ingen vet hurudan jag är hedder en bog af Leena Ahtola-Moorhouse om den lange række af selvportrætter, hvormed den finlandssvenske maler Helene Schjerfbeck (1862-1946) dokumenterede sit liv fra teenageårene til ganske kort før hun døde. Det ligger underforstået i citatet, at det skal heller ingen få at vide! – At sætte ord på malerens liv er ikke desto mindre den opgave, hendes finsksprogede landsmand, lyrikeren Rahel Liehu har sat sig for i sin storartede bog, Helene. Romanbiografibølgen måtte naturligvis også ramme Helene Schjerfbeck.
På 450 sider maskerer Rahel Liehu sig som Helene Schjerfbeck og lader hendes „jeg“ fortælle. Et dristigt projekt, forstår enhver, der har set Schjerfbeck i øjnene på selvportrætterne. Hun opmuntrer ikke til påtrængende fortrolighed. „Jag vill inte att mit innersta bliver någonting som alla kan peta i (…) De kan studera mina tavlor. I dem säger jag allt.“ Ordene falder på s.295, i forlængelse af et krav om brevbrænding, rettet til Helenes omtrent 20 år yngre beundrer, ven og senere biograf, Einar Reuter.
Reuter afslog heldigvis at rydde op og rydde ud med den chevalereske begrundelse, at „dina brev är ju som målningar.“ Brevene ligger i dag i Åbo Akademis bibliotek, hvor Rahel Liehu må have nærlæst dem, og de har givet hende et mægtigt stof at øse af. Helenes veninder fra ungdomstiden og hendes egen familie turde desværre ikke gemme, hvad de måtte have modtaget af breve.
Sidst i Helene finder man en beskeden litteraturliste og nogle bemærkninger, henvendt til Helene Schjerfbeck selv, om de poetiske friheder, som romanforfatteren har måttet tage sig: du elskede jo selv gode historier og var heller ikke „särskilt förtjust i naturalismen.“!
På omslaget ses malerens Självporträtt med silverfond fra 1915. Det var i disse år, verdenskrigens år, at alt omsider var ved at vende sig til det bedre både for Finland og for Helene Schjerfbeck. Finland slap af med det russiske åg og kunne efter den ulykkelige borgerkrig begynde at se en lysere fremtid imøde, og Helene Schjerfbeck stod på tærskelen til sit sene gennembrud.
Som 55 årig fik hun i 1917 sin første separatudstilling, i „Gösta Stenmans konstsalong“ i Helsingfors. – Hun havde ellers været tidligt fremme, kom til Paris som attenårig i 1880 og vakte opmærksomhed som talentfuld kunstner på vej. I de følgende lykkelige arbejdsår malede hun også i Pont-Aven i Bretagne og St. Ives i Cornwall. Hun var med i en flok af unge kunstbegavede piger, og hun havde forelsket sig i en ung englænder. At han svigtede hende, kom hun aldrig over. Hun tabte fremdriften, vendte hjem til Finland, og boede så i mere end 30 år under nøjsomme forhold alene sammen med sin mor. Mor Olga havde aldrig haft fidus til datterens evner, og i den almindelige bevidsthed var hun ved at være glemt.
Självporträtt med silverfond, som også er valgt som forside på Ahtola-Moorhouses bog, hænger i Åbo Konstmuseum – og pynter som plakat på mange private vægge, ikke mindst hos unge piger. Det har vel næsten fået ikonstatus, på linje med den gamle plakat med Che Guevara, eller, mere nærliggende, Edvard Munchs Skriget.
Med högburet huvud, (som Edith Södergran skriver om en anden svigtet kvinde), stolt og skeptisk, forbeholdent afvisende sender hun os sit skæve blik. Det er nærliggende at citere Edith Södergran, for hun og Helene Schjerfbeck har påfaldende fællestræk i den biografiske baggrund og rager hver på sit felt højt op. De er som et par åndsvalkyrier, kvindelige dioskurer. – I Helene skimtes søstergestalten Edith et par steder, i virkelighedens verden kendte de næppe hinandens eksistens.

Nordisk tungsind og uløste livsproblemer
I bogens karakteristiske abrupt-nervøse notatsprog tegner det indledende ganske korte kapitel „0“, som har sted- og tidangivelsen EKENÄS 1935, en karakteristisk arbejdssituation med en ny barnemodel. Således markeres det med det samme, at Helene er en roman om hvad det giver og hvad det kræver at skabe kunst. Så følger ni storkapitler, som dækker de væsentlige faser i hendes liv fra fødsel til død. Hvert kapitel er inddelt i mange mindre afsnit med stedet og året angivet i overskriften. Over omkring halvdelen af dem står der Mariefred 1944, 45 eller 46. Men der er ikke tale om nogen regelbundet vekslen mellem fortid og nutid, heller ikke i det enkelte afsnit.
Første kapitels første afsnit har overskriften PÅ VÄG MOT MARIEFRED, JANUAR 1944. Det er den enogfirsårige Helene Schjerfbeck, som for første gang i sit liv er oppe at flyve; hun skal evakueres fra det krigsramte Finland til det trygge Sverige, hvor hendes mæcen, den indflydelsesrige kunsthandler Gösta Stenman installerer hende på et fornemt revonvalescenthjem ved Østersøen uden for Stockholm; her boede hun i sine to sidste leveår, som også er romanens nutid.
Flyveturen opleves af den gamle kvinde som en frisættelse: så här ung har jag aldrig varit. Og så vælter det ud af hende: impulsivt, i vekslende sindsstemninger og med stadige spring mellem fortid og nutid. Aktuelle sansninger og erindringsbilleder, rejseindtryk og glæder og skuffelser fra møder med mennesker.
Bortset fra brevcitater og et par steder i sidste kapitel, hvor Helene Schjerfbeck er bevidstløs og Stenman beretter – er Helene en slags indre, springende monolog, rettet til mennesker hun har kendt, i første række den afdøde veninde fra ungdomsårene, kvindesagsforkæmperen Helene Westermarck. Den kommunikation passer hende: För en död berätter man obehindrat.
Stadig er det den gamle malers stemme vi hører, og i den er der både vrede, bitterhed og jalousi, foruden resignation og det evindelige nordiske tungsind. Hun har hele sit liv med sig op i nuet, og alt lever i hende, meget lidt er afklaret. Romanen er i grunden ikke-episk og u-kronologisk! Mere et portræt af end en historie om Helene Schjerfbeck.
Det er især Helene Schjerfbecks uløste livsproblemer, som går igen. De komplicerede, ja psykologisk vel uudredelige relationer til forældrene Svante og Olga og broderen Magnus og til mændene i hendes uforløste kærlighedsliv. Som afgørende står et ulykkeligt fald under leg, da hun var fire år. Helenes ene hofte blev knust, „som en vase“, og resten af livet led hun under sin smertefulde invaliditet. For at spare penge – de skulde bruges til skolebøger og tøj til Magnus – bagatelliserede mor Olga ulykkens alvor, og der blev ikke sendt bud efter lægen.
Der er andre traumatiserende barndomsoplevelser, som hun aldrig slipper ud af: Holdt hendes syge far ikke rigtig af hende, eller var det fordi han var bange for at smitte hende med sin tuberkulose, at han undgik hende? Var hun skyld i lillesøster Ainos død? Mor Olga havde sat Helene til at vugge den lille til ro, men da der blev stille i vuggen, var Aino død.
Man forstår, at Helene var henrykt, da et statsstipendium gjorde det muligt at komme bort fra moderen og til Paris. – Faderen, som døde da hun var 14, havde givet hende de tegne-og maleredskaber, som åbnede en ny verden for hende under det svære sygeleje efter ulykken, og kyndige folk opdagede tidligt hendes talent og hjalp hende.
Men efter nogle år var hun tilbage i Finland og ved at gå bag af dansen. Der var de personlige problemer, det enerverende liv sammen med moderen, de nagende minder om den skvattede englænders kærlighedssvigt og hendes eget skrøbelige helbred, og der var den udbredte mistro og modvilje, som kvindelige kunstnere var udsat for på den mandsdominerede kunstscene. Det giver Rahel Liehu mange eksempler på. En tredje forklaring ligger i Finlands politiske situation. Helene Schjerfbeck var ikke noget politisk dyr, og at gøre kunst til organ for nationale budskaber var slet ikke hendes sag. Hun mente selv, at hendes franske præferencer gjorde, at hun blev opfattet som en moralsk tvivlsom person, en national risikofaktor. Det rigtige for en finsk maler i russertiden var at male Kalevala-helte og barkbrøds-træer.
Det er i de skånselsløse selvportrætter fra de allersidste leveår, Helene har sit udgangspunkt og sit tyngdepunkt. „Den idealiske åldern att börja med självporträtt“ opmuntrer kunsthandleren og mæcenen Gösta Stenman den 81 årige. Stenman vidste bedre end nogen anden, at selvportrættet var en særlig schjerfbecks genre. Lige fra naturalismen i 1880’erne havde HS været sin egen model, og frem gennem årene havde hun med stadig større stilisering og stadig radikalere afbilledet sig selv. „Jag målar så skoningslösa tavlor som jag vill“ siger hun som gammel. Hun gik ikke på akkord med omverdenens forventninger, og mange af dem, som fra først af havde været anerkendende, var faldet fra under hendes razzia ind i moderniteten.
Men Helene Schjerfbecks maleriske svanesang blev opfattet. Der var folk der gik grædende og rystede derfra, da de på en af Stenmans udstillinger i Stockholm konfronteredes med de ekstremt ekspressionistiske, sene selvportrætter.
Og året efter at Rahel Liehus Helene udkom, var Helene Schjerfbecks sene selvportrætter et af hovednumrene på udstillingen Autoportraits du XX’e siecle, i Musee de Luxembourg i Paris i 2004. Netop dér, i Luxembourgmuseet og på Louvre, havde hendes lærer hjemme fra Finland præsenteret verdenskunstens største navne for hende i 1880. – Blandt meget andet giver Helene også en slags personlig kunsthistorie, med overvejelser omkring de fleste af de store navne. Særlig hyppige referencer er der til de beundrede livslange selvportrættører, Rembrandt, Edvard Munch og Picasso, som man godt tør kalde hendes malerbrødre.

Anders Bollerup er lektor