Mellem den politiske kunst og livsmysteriet

Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris

Stein Mehren
Imperiet lukker sig
Aschehoug Forlag. N

Af Kim Simonsen

Stein Mehrens Imperiet lukker sig er kendetegnet af sorg, katastrofe og undergang. Bogen virker ved første øjekast imponerende. Formen er direkte og læsevenlig, men det er som om samlingen er delt i to. Den gode del er den eksistentielle, der handler om grusomhed, kærlighed og livsmysteriet. Her findes slidstærke mesterlige billeder, der ofte er brændende smukke, som her: „Et barn som ikke vokser opp/ i en annens blikk, er et barn/som ikke kaster skygge. Det bærer/ sine drømmer som istykkerevne nattevinger“.
Den mindre gode del kan kaldes en slags civilisationskritik over vor tid, eller politisk filosofisk digtning, hvor Mehren kaster sig frådende over emner som Europa, Vestens kulturhistorie, Balkan og vor civilisations fare for nye imperiedannelser. På trods af disse digtes sympatiske refleksioner, er de formløse og budskabistiske, hvor tanken overbelaster den poetiske spænding og dræber enhver fortætning, som her i „Vergil. Imperiets digter“: „Født og opvokset i provinsen, i en/ frodig landsby så liten og selvforsynt (…)“. Dette er ikke mere poetisk end indledningen til en norsk lærebog om Rom. Sådan bliver det ved og ved: „Var han Italias Homer, et barn af morgengryet …“. Dette lange hagiografiske digt virker, som andre lignende, bedaget i sin form.
I andre digte er det som om verdens tilstand har fået Mehren til at glemme forskellen på poesi og prosa. For mange digte ligner mere dispositioner til kommende essay­samlinger, hvor Mehren forcerer tanken over i
„følelser“, resultatet er at disse digte ender som filosofisk knækprosa. Samfundsengagementet overtager, og man tænker gabende på bøger som „Emperiet“ af Michael Hardt og Antonio Negri.
Mehrens fremstiller vældige konklusioner, som bliver trukket ned over hovedet på den sagesløse læser. Ofte ødelægger den sidste sætning digtene, hvor Mehren endelig får „sagt“ det, som han har bygget hele digtet op for at sige, og hele digtet falder derfor sammen som et korthus, som her i et digt om magt: „Eller er det de som er blitt som oss/ Tamme … Grådige og brutale“. Øv, dette er for 1970er’agtigt med budskaber skrålet ud som propaganda og sendt ned som flyvesedler.
De bedste digte i samlingen, der viser at Mehren er en af Nordens bedre digtere, er dem om menneskets eksistentielle vilkår, som her: „Tidlig om morgenen før trafikken/ begynner, kan motorveiene/ se ut som øde, forlatte ruiner/ etter en verdensomfattende ulykke (…)“
I disse digte er formen mere stram og emnerne er krystalklar melankoli og kærlighedens hurtige skift mellem grusomhed og mening. Disse digte minder om Lonard Cohens sange om kærlighed og had. Disse patosfyldte digte viser en anden vej og langt bort fra den gyselige politiske (nutids) kunst, hen imod det kloge, humanistiske og smukke. Når Mehren er bedst, minder han om den mesterlige Tomas Tranströmer, når han er værst om en påståelig upoetisk Michael Moore.

Kim Simonsen er konferensstuderende i nordisk litteratur og kulturskribent