„Hvis Mumitroldene er nordiske er jeg en nordisk forfatter!"
Interview med Sjón


Af Jón Yngvi Jóhansson

Sjón eller Sigurjón B. Sigurðsson har længe været en fast størrelse i islandsk litteratur- og kulturlandskab. Dette gælder ikke kun hans forfattervirksomhed, men ikke mindre selve personligheden, hans image og forskellige fremtrædelsesformer. Rocksangeren Johnny Triumph, sur­realisten Sjón, tekstforfatteren og romanforfatteren. Alt dette danner en helhed, hver enkel fremtrædelsesform, hvad enten det er på scenen eller i hans digteriske værk, hvor han på forskellig vis optræder som hemmelig gæst, er dele af fænomenet Sjón. Men selv om Sjón er godt kendt har han længe mere været knyttet til undergrundskulturen og tilhængerskaren har været fåtallig. Dette ser dog endelig ud til ændres med hans nyeste roman, Skugga-Baldur, som han modtog Nordisk råds litterturpris for i 2005.
Sjón blev først kendt som en surrealistisk digter omkring 1980. Han udgav et stort antal digtsamlinger i de følgende år og blev en af stifterne til den ambitiøse gruppe af ny-surrealister, kaldt Medúsa, i en islandsk forstad. Romandebuten, Stálnótt (Stålnat), udkom i 1987, men hans hidtil vigtigste værk er en ufuldendt romantrilogi der begyndte med romanen Augu þín sáu mig (Dine øjne så mig) i 1994 og fortsatte med Með titrandi tár (Med en tindrende tåre) i 2002. Dette er en stor fortælling med dybe og mangeartede rødder i verdens- og Islandshistorien, eventyr, kabbalah og europæisk undergrundslitteratur, en historie om skabelsen af golem, der eventuelt bebuder en ny menneskehed. Denne golem er endnu en af Sjóns fremtrædelsesformer, de deler i hvert fald samme fødselsdag.
Men midt i denne skabelsesberetning kommer romanen Skugga-Baldur som et kort intermezzo midt i en stor symfoni. Dette er en kort roman der beretter om en eventyrlig kamp mellem en præst og en egensindig naturvidenskabsmand i en afsides liggende dal i Island. Sjón selv fremstår også som i et fikserbillede. Romanheltens navn, naturvidenskabmanden Friðrik B. Friðjónsson, er som en spejling af Sigurjón B. Sigurðssons navn, hvor friður (fred) erstatter sigur (sejr) og B-et er det samme som en akse hvorom navnene spejles. Jeg mødte Sjón en eftermiddag i april og startede med at spørge ham ud omkring hans egen tilstedeværelse i værkerne.
– Ja, dette er et gammelt spørgsmål, spørgsmålet om man skulle anmelde min næse som en litteraturkritiker engang foreslog. Jeg var tidligt meget bevidst om forfatterens tilstedeværelse i værket, måske fordi jeg begyndte så tidligt at skrive – min første digtsamling udkom da jeg var 15 år gammel. Den har navnet Sýnir (Syner), og der bruger jeg for første gang kunstnernavnet Sjón, bogen er Sýnir Sjónar (Sjóns Syner), den udspringer af mig. Forfatteren er altid nærværende i værket og hvorfor ikke bare gøre ham synlig som Hitchcock der krydser scenen i baggrunden i sine film? Selvfølgelig er der altid mere vigtige og pæne mennesker i forgrunden, men jeg har fra begyndelsen syntes at forfatteren altid må være nærværende i værket og så bliver dette til en leg hos mig.

Den „sorte fantasi“ og islandsk romantik
Skugga-Baldur kommer lidt uventet ind i Sjóns forfatterskab. En anden ting som overrasker er at Sjón henter sit romanstof til det 19. århundrede og særislandske forhold. I alle sine tidligere værker har han været meget international og hvis man kun skulle bruge ét adjektiv til at beskrive hans romaner så ville det sandsynligvis være „europæisk“. Men så viser det sig selvfølgelig at Sjóns version af det 19. århundrede er ret forskellig fra den traditionelle islandske udgave. Friðrik B. Friðjónsson er en islandsk romantiker der er opiumspiser i København og færdes i et meget internationalt miljø selv efter at han er vendt tilbage til sin dal.
– Ja, han læser stadig fransk litteratur og får bl.a. tilsendt Mallarmés nyeste bog og det er fuldstændig med vilje. Mallarmé er en vis bro mellem surrealismen og romantikken. En lille sten som man kan træde på for at nærme sig vores tid og det som jeg har arbejdet med i mit forfatterskab. Men det at arbejde med folkesagn og folkelige overleveringer er selvfølgelig intet nyt. Forfattere som Hoffmann og Tieck som man kan kalde ophavsmændene til den europæiske sorte fantasi, der i virkeligheden handler om menneskesjælens indre kamp, dobbeltgængermotivet, det mekaniske menneske og den slags. Disse mænd var inspireret af behovet for at berette dunkle historier og de fandt dem i folkesagnene. Derfor var det for mig at gå over i arven efter folkesagnene ikke noget med at træde ud af en europæisk eller international strøm og over i en hjemlig islandsk bæk. Dette indgår fuldstændig i det projekt som jeg har arbejdet på. Disse sorte romantikere er naturligvis forgængerne til surrealisterne og man kan med sandhed sige at surrealismen er en senromantisk retning.
Koblingen til islandsk romantik er også stærk. Friðrik er naturligvis den typiske islandske studerende i København der vender hjem uden eksamen, han er endda naturvidenskabsmand som islændingenes nationaldigter, Jónas Hallgrímsson. Og her fremstår der flere digtere som Benedikt Gröndal og Gísli Brynjólfsson. Du knytter islandske romantikere til et lidt mere dunkelt og dystert miljø end vi er vant til, ikke sandt?
– Jo, vi har en bestemt og efter min opfattelse en meget falsk forestilling om de islandske romantikere. Deres opgave at give os Island tilbage, at få os til at indse dets værdi for at vi ønskede besidde det igen helt og holdent, den opgave har overskygget alt andet som disse mænd syslede med. I Gísli Brynjólfssons dagbøger fra København kommer det tydeligt frem at han ligner enhver ung mand der begiver sig ud i verden. Han kaster sig ud i den kulturelle malstrøm, går i operaen, prøver at læse det han kalder de engelske aviser, han er fuldstændig opslugt af bøger og læser det nyeste i verdenslitteraturen og notabene: i en optegnelse fortæller han at han læser Frankenstein af Mary Shelley. Så selvfølgelig tænkte disse mænd over de mere mørke og bizare strømninger i romantikken og jeg ønskede at bringe dette til overfladen. Og da jeg så begyndte at læse deres breve var det som om man pludselig stod ved siden af disse mænd. De blev til mine samtidige.
Derfor lader jeg f.eks. Friðrik tilhøre denne Lotusspiserklub i København eftersom det pludselig flytter ham meget tættere på os. Man kan i virkeligheden tale om to generationer af islandske studerende i København, først dem i det 19. århundrede og så studenterne omkring 1970, der rejste til Christiania og hashen. Da opstod der igen en meget stærk forestilling om den islandske københavnerstudent og dér syntes jeg at det lykkedes at lade disse to generationer mødes på tværs af tiden.

En enkel historie?
Jeg har til tider syntes når jeg læser hvorden Skugga-Baldur bliver modtaget i udlandet at jeg læser om en meget enklere bog end den jeg selv læste. Den omtales som en lille sød beretning om en mentalt handicappet pige, der er fyldt med medfølelse og retfærdigt budskab.Visselig velskrevet og lyrisk, men noget enfoldig. Efter min opfattelse er bogen derimod uendelig indviklet og især er der en mængde henvisninger til andre tekster, både i teksten og i bogens ydre udformning. Dette er ikke nogen enkel historie som man måske skulle tro ved første syn?
– Jeg tror den er skrevet på samme måde som Dine øjne så mig og Med tindrende tåre. Den er „linked“. Jeg synes den er som en webside med link til et stort antal andre tekster, andre virkeligheder og andre historier. Der ligger nøgler rundt omkring i hele bogen. Dette er en hypertekst og selv om den starter med en rævejagt kan læseren pludselig havne i historier om Mallarmé eller beretning om elektriske helbredelsesmetoder, der igen er knyttet til det skænderi som ræven og Friðrik har om elektriciteten og om man skal udbygge livsgnisten. Der er mange virkelighder i den og mange historier. Der er f.eks. Homer og Ovid. Og bogens hamskifte er når Pastor Baldur forvandles til ræven, jeg synes det er en meget mere nutidig transformation end man ser f.eks. i folkesagnet.
Til trods for at at denne bog er skrevet med samme mosaikmetode som bøgerne i trilogien så træder det moralske budskab tydeligere frem end i de andre bøger.
– Det skete egentlig bare af sig selv. Måske fordi der i det hele taget er mere ro over den. Historien bød på det. Den er sådan en rolig beretning med levende lys og te. Den er også mere langsom end de andre romaner, selv om den er mindre. Det bevirker måske at det etiske spørgsmål bliver mere fremtrædende fordi der ikke er så meget ståhej omkring det. Jeg tror hellere at det er forklaringen end at jeg har taget en særlig beslutning om at fremhæve det etiske. Men det spiller også en rolle at personerne er så få og vi har med en person at gøre som er den mentalt handicappede pige Abba, der oplever verdens ondskab og uvidenhed på sin egen krop, og derfor har vi det lige for næsen af os.
Du er ikke den eneste islandske forfatter der tager denne drejning. Det er som om der igen kommer en øget moralsk tyngde ind i islandsk romankunst, ikke mindst blandt forfattere der tidligere gik længst i subversion og surrealisme. Hvis vi sammenligner Skugga-Baldur med Kristín Ómarsdóttirs og Bragi Ólafssons seneste romaner, så omhandler alle disse romaner vægtige moralske spørgsmål af dybeste alvor. Sker der noget nyt? Er dette en ny retning hinsides århundredeskifte og postmodernisme?
– Vi er alle nøjagtig lige gamle, født 1962. Vi er af den generation der var 14-15 år da punken kom og vi går ind i al den æstetik, oprør og avant-garde. Jeg vil hævde at der hos os alle helt fra begyndelsen af har været et meget stærkt samfundsmæssigt og moralsk program. Men måske skulle vi netop sagtne farten lidt, begynde at tale langsommere for at folk indså hvad der var på færde. Måske er vi begyndt at skrive mere tydeligt. Men jeg tror også at det først er nu at vi kan stole 100% på at til trods for at man går ind på dette område så havner man ikke umiddelbart i den politiske debat. Det var noget af det som vi gjorde oprør mod, kravet om en synlig og klar samfundsmæssig holdningtagen og ansvar blandt kunstnere. Jeg har altid ment at det ligger i selve opgaven at skrive et digt eller en roman at berette om samfundet. At ved at skrive så beskæftiger man sig med de berømte menneskelige vilkår. Jeg vil hævde at jeg helt fra begyndelsen har været en meget politisk forfatter. Da jeg arbejdede med erotikken og alt det, aggressionen og det absurde, da var jeg altid meget bevidst om at jeg holdt i live og gjorde synlige de sider af menneskelig tilværelse der simpelthen ikke eksisterede. Ting man ikke havde skrevet om, ikke havde fået navn. Jeg har altid oplevet dette som en meget politisk opgave, men måske tror jeg bare nu at alle disse redskaber som jeg har anskaffet mig er klare, at jeg nu kan begynde at tale langsommere.

Sjón – En nordisk forfatter?
Til slut et obligatorisk spørgsmål: Nordisk litteratur. Islandsk fortællekunst har længe været stærkt knyttet til den nordiske tradition, men du ser somme tider ud til at spinge Norden over og sætte kursen direkte mod det centrale Europa. Dette ændres ganske vist med Skugga-Baldur, som er din første bog der knytter sig til nordisk litteratur. Har nordisk litteratur en betydning for dig?
Det gør den så sandelig, og jeg er helt bestemt en nordisk forfatter. Men jeg ved ikke hvor det kommer fra. Jeg læste i sin tid nordiske lyrikere, f.eks. Gunnar Ekelöf, som teenager var jeg fuldstændig betaget af ham. Og man må kunne lide f.eks. Selma Lagerlöfs Gösta Berlings saga. Men jeg har aldrig fordybet mig i nordisk litteratur. Jeg tror måske bare at jeg er nordisk fordi jeg bor i Island. Du stiller mig egentlig overfor et stort problem, jeg synes at jeg skal være så nordisk fordi jeg har modtaget Nordisk Råds litteraturpris! Men denne roman sker jo selvfølgelig i sne og mørke og i København og der omtales en torskedum dissektionsstuderende fra Kristiania, d.v.s. Oslo – andre nordiske lande tror jeg ikke at jeg har fået med.
Jeg gør mig ikke helt klart hvad nordisk litteratur er. Hvis Mumitroldene er nordisk litteratur så er jeg en nordisk forfatter, jeg har mange ting til fælles med Tove Jansson.