Det tredje testamente. En beretning om en gudløs verden

Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris

Karl Ove Knausgaard
En tid for alt
Forlaget Oktober. N

Af Jón Yngvi Jóhannsson

Karl Ove Knausgaards roman En tid for alt der blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris fra Norges side er en på alle måder stor roman og usædvanlig ambitiøs både af form og indhold. På godt 500 sider fortælles verdens og englenes historie helt fra skabelsen til samtiden.
Romanen minder i begyndelsen noget om den kendte roman af Julian Barnes, A History of the World in 10 1/2 Chapters. Knausgaard gendigter kendte beretninger fra Det gamle testamente og fortolker på ny som Barnes. Men forskelligt fra Barnes´ glade og friske behandling af f.eks. Syndfloden er Knausgaards ude i et langt mere ambitiøst ærinde. Hans genfortolkning af beretningerne om Kain og Abel på den ene side og syndfloden på den anden er dele af en alternativ udgave af verdenshistorien, en genfortolkning af Det gamle testamentes tekst ud fra forudsætninger der på samme tid er tæt knyttet til den teologiske fortolknings kristelige arv og et produkt af en sekulariseret samtid.
En af de ting som er usædvanlig ved verdenshistorien inden syndfloden i Knausgaards udgave er samfundet og omgivelserne der danner historiernes baggrund. Det mellemøstlige ørkenlandskab erstattes her af et landskab fra det traditionelle nordiske landbrugssamfund, fyrreskove,
bjælkehytter og landbrug på nordisk vis. Dette er en samfundsform som nordiske læsere er godt kendt med f.eks. fra Hamsuns værker. Dette er den verden der går under i syndfloden, en fortabt verden som landbrugssamfundet i nordisk litteratur. Beretningerne om Kain og Abel på den ene side og Noas familie på den anden i optrækket til syndfloden er traditionelle realistiske romaner hvor hovedvægten i højere grad lægges på personernes psykologiske kendetegn end et gudeligt forsyn. Beretningen om Kain og Abel er særdeles vellykket, brodermordet fremstår i en ny kontekst som følge af Abels overmod og Kains stærke broderkærlighed. I begge historier er det først og fremmest opgør og kommunikation i familien der afgør personernes skæbne.
Knausgaards alternative verdenshistorie bygger ikke på fortolkningsmetoder fra social- øknoomi- eller kulturhistorien, men i endnu højere grad skolastikkens metode, fortolkning og diskussion. Biblens tekster bliver læst og fortolket og ud fra dem drager man slutninger om verdens tilstand og historiske begivenheder. Nøglen til en ny forståelse af verden er skrifter af en opdigtet filosof fra 1500-tallet ved navn Antinous Bellori. Bellori er bjergtaget af engle som han så da han var barn og bruger sit liv på at skrive om dem og prøve at bevise deres eksistens. Det er fra Belloris skrifter at vi bliver bekendt med englenes historie og hans konklusion er dybt original og paradoksal: gud er død og har været det fra og med Kristi korsfæstelse. Guds død er således ikke en filosofisk konklusion som i de fleste moderne menneskers tænkning, men en historisk begivenhed. Kristi død på korset er begyndelsen til en ny epoke i verdenshistorien, kristendommens historie der samtidig er en gudløs tidsalder.
Fortælleren til hele denne beretning er højst sandsynlig romanhelten i det sidste kapitel, der også var hovedpersonen i Knausgaards første roman, nordmanden Henrik Vankell, der bor i selvbestaltet eksil på en afsides liggende og barsk ø. Der afsoner han en forbrydelse som han skammer sig for og prøver at finde indre fred i et enkelt liv, hvor han læser bøger og fisker, men den vej er lukket da den idylliske naturtro som romanen ser ud til at havne i er uden indhold, skammen og fortiden bliver ikke visket ud eller bekæmpet.
En tid for alt er mange bøger i én. Beretningerne om Kain og Abel er i sig selv selvstændige romaner, teologiske og skolastiske hovedbrud om englenes historie og ligeledes Guds skæbne i verden. Dette er ikke alt sammen lige underholdende og det hvor fuldstændig historien er knyttet til det kristne verdensbillede gør at læsningen kan blive noget af en prøvelse for den læser der ikke helt er indforstået med den. Romanen er også til tider langtrukken, ikke mindst når fortælleren dvæler ved teologiske spørgsmål. Men dette er småting. Knausgaards stilistiske snilde, hans kraft og passion for opgaven overskygger alt dette.
Og beretningen fremkalder også spændende og pågående spørgsmål og byder på adskillige metoder til at knytte dens forskellige dele sammen. Det største spørgsmål må være hvordan fortællerens historie knyttes til beretningerne der er gået forud, englenes historie og de udvalgtes. Mellem Noa, Kain, Ezekiel og Henrik Vankell ligger der forskellige tråde. Udlændigheden, ensomheden og skammen har de til fælles. Men det som binder hele romanen sammen er måske ikke mindst dens metode. Dette er en roman om beretninger: om læsning og determineret fortolkningsvilje, en roman om verdensbillede udformet af tekster, dens opståen og kraft.