Musikalsk-erotiske mystifikasjoner

Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris

Monika Fagerholm
Den amerikanska flickan
Söderstrøms forlag. FI

Af Mogens Bjerring Hansen

Det svensksprogede Finland er den moderne skandinaviske lyriks legendariske land. Giganterne fra mellemkrigstiden har endda fået fremragende efterfølgere. Prosaen har stået i skyggen af gudernes - svenske - tungemål. Men efter krigen og i de senere år har den – i forskellige moderne former – været med til at tegne det litterære landskab i Svensk-Finland. Og ligesom tendensen også er i de øvrige nordiske lande, gør kvindelige forfattere sig stærkt gældende.
En af disse kvindelige forfattere er Monika Fagerholm (født 1961), der i de sidste ti-femten år har slået sit navn fast som moderne romanforfatter. Hun blev med romanen Den amerikanska flickan (Söderströms forlag, 2004) fortjent indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2005. Romanen er original, men på en charmerende måde dog alligevel med genkendelige rødder i finlandssvensk litteratur. Og ser man det lidt ovenfra, må man sige, at det hjemlige og moderne, traditionen og revolten er et gammel- kendt motiv i den svenske kunst i Finland.
Den amerikanska flickan er på en gang en vildt konstrueret og frodigt fabulerende roman med træk af kriminalroman. Den har et omfattende persongalleri, bevæger sig mellem flere tidsplaner og omfatter sågar den nære fremtid. Den har en række vekslende fortællerstemmer og synsvinkler og ovenover disse en retorisk stemme, der kommenterer og oplyser (hvilket er nødvendigt) og lægger tilrette. Ind i og rundt om handlingen slynger sig lyriske verslinier fra amerikanske schlager- og popsange som en slags ledemotiver. Det svarer til bogens karakter af musikalsk fantasi med genkommende temaer i nye variationer. Men bogens tyngdepunkt har træk af barndomserindringer og midt i det brogede væv af personer og sidehandlinger er her et stille punkt: den lille forsømte pige Sandra, som er romanens hovedperson.
Romanens sted er det svenske Finlands – også litterært set – kerneland, nemlig kysten og skærgården vest for Helsingfors med afstikkere til Åland, Helsingfors („staden vid havet“) – suppleret med New York. Dens sociale miljø er en udløber eller et sent stadium af den svenske overklasses historie, men i en (på overfladen) sorgløs og excentrisk bohemeudgave. „Penge er et mindre problem“, siges det om hovedpersonen Sandras fader. Man har fantasifulde huse i skærgården, kostbar lejlighed med havudsigt i ’staden ved havet’, sejlbåd er for hånden og tid nok til årelange togter i den. Kvinderne kan have trendy tøjbutikker i staden ved havet eller fordrive tiden med luftige akademiske afhandlingsprojekter. Alt i alt et satirisk virkende billede af en sen fase af overklassens udvikling. Dækker det mon? Der er lang afstand til fx Jörn Donners satire over det benhårde og kraftfulde finansborgerskab.

Grænseoverskridende, underholdende, kulørt?
Romanen strækker sig over tre generationer. Urhistorien udspiller sig i 1969, hvor en amerikansk hippiepige kommer til det lokale miljø. Hun er utilpasset og fordrejer hovederne på de lokale unge mænd og foretager sig hemmelighedsfulde ting, der ender dramatisk med hendes død og én af beundrernes selvmord. Alt dette opleves eller anes af og sætter fantasien i gang hos to små piger, Sandra og Doris, der udgør den næste generation af personer, og som sagt er tyngdepunktet i romanen. Sandra og Doris er overladt til sig selv og lever deres eget liv i husene og skoven deromkring. De fantaserer om den amerikanske pige og identificerer sig med hende. Rundt om dem er der familiemæssigt kaos. Sandras far, „en aldersstegen erotoman“, udskifter konstant sine partnere med nye og holder fester og voldsomme jagter med svirebrødre og tilkaldte farverige callgirls, – moren er tidligt ude af billedet.
Sandra er vidne til alle de frigjorte aktiviteter i „hjemmet“, og de to unge piger kredser omkring den amerikanske piges erotiske hemmeligheder. Doris forfører Sandra og sammen har de tidlige lesbiske erfaringer, som bliver skelsættende. De to piger udgør et dobbeltvæsen af vek-slende lys og mørke og bliver hinandens andet jeg. Det ender dramatisk, idet Doris tager sit eget liv under omstændigheder, der kan ligne den amerikanske piges død. Urhistorien gentager sig. Men hvorfor?
Romanens forløb er en stadig tilnærmelse til og udskydelse af gådernes løsning i en uendelig regres, og med stadig nye vinkler. Det gådefulde ligger frem for alt i, at begivenhederne er det forsømte og ensomme barns forestillinger, og fortællingen lægger sig tæt op ad barnets fantasier. Langsomt og kredsende afdækkes gennem historiernes mosaik det fatale svigt: faderens og moderens fravær, men gåden rækker videre ned i det underjordiske. Alle disse psykiske forhold og processer er skildret som ydre begivenheder.
Da Sandra har mistet sin erotiske veninde og dermed en del af sig selv, går det hurtigt ned ad bakke, hun påbegynder en vild sexkarriere – med mænd. Først med en lokal fyr, som knytter forbindelsen til den døde – ofrede – amerikanerinde, siden med sin fransklærer i gymnasiet, overfor hvem hun bliver en nådeløs Lolita, senere som hotel- og barluder. Til sidst flygter hun – til New York. Her indsynger hun i en kioskautomat, ligesom den amerikanske pige i romanens begyndelse, en vemodig popsang, der handler om, at sangen er taget fra hende. – Og sammen med en ny veninde går det så videre som striptease-danserinde i dagtimerne på hoteller bl.a. i Alaska. På de sidste sider springes der til året 2008, hvor en ny generation med pigen Johanna tager de første skridt ind i tilværelsens gåder og glæder, og en ny gentagelse og variation af urhistorien kan begynde. ”Fortsættelse følger”, lyder romanens sidste sætning. Den er planlagt som 1. del af en dobbeltroman.
Romanen er grænseoverskridende og underholdende indtil det kulørte, og episk set har den en rå ufærdighed, der vist er en styrke. Den veksler mellem mørke og lys og sværmer mest for mørket, den dyrker lysten og kredser om forfaldet. Romanens indflettede refræner af poplyrik er for det meste i en melankolsk toneart, men der ligger også heri en tanke om, at kunstnerisk fortælleglæde kan udspringe af det dunkle. At de døde og halvdøde skikkelser kan vækkes til live med kunst eller som kunst. Romanens episke mangfoldighed er selv et udtryk herfor. Derfor slutter den med en hentydning til myten om sangeren Orfeus, der skal hente sin døde Eurydike op fra underverdenen.
Den amerikanska flickan er en roman med en helt samtidig tone. Nogle læsere kunne måske finde på at sammenligne Monika Fagerholm med en anden kvindelig, finlandssvensk forfatter fra en tidligere generation, nemlig Ulla-Lena Lundberg. Hendes romaner om bl.a. „Kongens Anna“ fra Ålandsøerne, dvs. fra den sammen geografiske verden, har også kulørte kolportageagtige genretræk, men deres enkle fortælleform og ligetil livsskildring ligger meget langt fra Den amerikanska Flickan, med den har finlandssvenske prosa bevæget sig over i en moderne, international stil.

Mogens Bjerring-Hansen er lektor