Er romanen et redskap til at tænke med?
Islandsk realisme i samtiden

By Jón Yngvi Jóhannsson

En ny ny-realisme?
I et fjernsynsinterview i et islandsk litteraturprogram i februar dette år spurgte den unge romanforfatter Stefán Máni: Er romanen et redskab til at tænke med? Et godt spørgsmål, synes jeg. Engang ville man måske have sagt det var et godt nordisk spørgsmål. Måske er det også en god definition af realisme: at den er et redskab til at tænke over samtiden med. Og i islandsk og i øvrigt nordisk samtid er det efter min mening et meget aktuelt spørgsmål.
Politiske budskaber og diskussioner blev i Island stort set bandlyst fra litteraturen og kritikken i 70’erne og 80’erne. Mod slutningen af århundredet begyndte strømmen dog at vende sig. En flok unge romanforfattere, der var født i perioden 1970-76, debuterede med romaner, der af mange blev set som en form for tilbagevenden til ny-realismen.
I de allersidste år har disse forfattere etableret sig med deres egen røst og stil. Mange af dem kan man betegne som realister af en eller anden art. Den minimalisme, der har været meget fremtrædende i Norden, har man ikke set meget til, men disse unge forfattere har alligevel noget til fælles med den yngste generation af forfattere i Danmark, hvoraf nogle har gjort oprør mod minimalisme og forfatterskoleæstetik – forfattere som Jan Sonnergaard, Jakob Ejersbo og nu sidst Christian Jungersen. Hos forfattere som Mikael Torfason, Auður Jónsdóttir og Stefán Máni ser vi en fornyet interesse for at skrive aktuel litteratur om samtiden.
Nogle af disse forfatteres værker kan minde lidt om nyrealismen i 70’erne. Deres romaner skildrer familielivet, de skriver udviklingsromaner, analyserer de små samfund ude i provinsen, udlændinges oplevelser med det islandske samfund eller teenageres hårde virkelighed i Reykjaviks forstæder, hvor søgen efter stoffer og sex sætter dagsordenen. Efter et par årtier, hvor islandsk litteratur har været mere optaget af sprogets og fortællingens muligheder med inspiration fra fantasien, den magiske realisme og mundtlige fortælleformer, vender disse forfattere tilbage til en mere umiddelbar realisme, hvor hverdagen igen bliver skildret i en samfundsmæssig kontekst. Dog adskiller disse værker sig meget fra nyrealismen i og med deres æstetiske diversitet.
Mikeal Torfason har således i sine romaner blandet så forskellige elementer som nordisk socialrealisme og amerikansk postmodernisme i form af „dirty realism“ med en grov og skatologisk symbolik. I Heimsins heimskasti pabbi („Verdens værste far“) fra 2000 bruger han denne cocktail til at vende op og ned på vores forestillinger om subversiv litteratur. Ligesom mange andre forfattere fra hans generation kaster han lys på perifere mennesker på samfundets eller vanviddets rand. Men hvis man skulle fremanalysere en tendens i hans tekster, ville den pudsigt nok indeholde en form for liberalisme og nærmest fanatisk tro på en ikke småborgerlig kernefamilie. Verdens værste far er således et angreb på forældrenes generation og deres grænseløse egoisme. Kritikken er dog ikke rettet mod fortiden eller de drømme 68-generationen har svigtet, men derimod mod de personlige og historiske opgør, den uendelige nostalgi og diskussioner om fortiden og dens uløste problemer på nutidens bekostning. Verdens værste far er trods dens kraftfulde symbolik en realistisk roman i en temmelig traditionel form. Den fremstiller et liv, en skikkelse fra hverdagen, i en samfundsmæssig kontekst. Torfason gennemlyser i sine romaner aktuelle problemstillinger som familiens sammenbrud og ikke mindst den traditionelle manderolle og dens samtidskrise.
Auður Jónsdóttir sætter aktuelle problemer under debat i sine tre romaner. Ligesom Mikael er Auður Jónsdóttir meget optaget af opgøret med forældrernes generation: den selvretfærdige 68-generation. I hendes nyeste roman, Fólkið í kjallaranum („Dem i kælderen“) der blev tildelt den islandske litteraturpris i 2005, er forholdet mellem generationerne belyst ved en familiehistorie, hvor hovedpersonen er tvunget til at vælge mellem sine alkoholiserede forældre og søster på den ene side og en tryg tilværelse med sin mand, der er en supermoderne borgerlig stræbertype på den anden side. Det, der frem for alt karakteriserer Auður Jónsdóttirs romaner, er en sikker og mangfoldig karaktertegning og en stærk medfølelse med romanernes personer trods deres forskellige skavanker og brister. Præcis som i Mikael Torfasons romaner står familien centralt hos Auður Jónsdóttir. Og selvom de ikke altid er traditionelle, er relationerne mellem forældre og børn det afgørende. Man kan i hendes romaner se en bevidst tilbagevending til en menneskeopfattelse, hvor individet stadig findes. Modernismens og postmodernismens forestilling om et splittet og brudstykkeagtigt „jeg“ finder man ikke spor af i hendes tekster.
Stefán Máni, der som nævnt i indledningen ser romanen som et redskab til at tænke over samtiden, har skrevet en af de mest ambitiøse og interessante realistiske romaner i islandsk litteratur i de seneste år. Svartur á leik („Sort trækker“) er en mursten af en roman om Reykjavíks kriminelle miljø, handel med narkotika og organiseret kriminalitet. Den vakte opsigt i Island, da den udkom i efteråret 2004, ikke mindst pga. forfatterens arbejdsmetode. I mange måneder færdedes han blandt de kriminelle, interviewede forbrydere, stofmisbrugere, politifolk og andre, der kender miljøet. I 70’erne og 80’erne ville man have sagt, at han arbejdede som Walraff, dvs. gik under jorden for at komme ind i et miljø, som forfattere og journalister typisk ikke kender indefra.
Men selve romanen er så langt fra den reportageagtige litteratur, vi kender fra ny-realismens periode, som man overhovedet kan tænke sig. Skrevet i et rigt og deskriptivt sprog med nøjagtige beskrivelser af omgivelser og hændelser fremstår den som en overdreven rutschebanetur gennem et bylandskab, som ligger meget fjernt fra den opfattelse, man som indbygger i Reykjavik har til daglig. Personerne bruger et meget litterært sprog: islandske pushere og småkriminelle udtrykker sig i lange monologer, der henviser til religiøse myter og klassisk litteratur. Romanens sprog blev også hårdt kritiseret af enkelte anmeldere for at ikke være realistisk nok.
Men en direkte og umiddelbar realisme findes ikke længere, og derfor er Svartur á leik måske det bedste eksempel på den nye ny-realisme. Alle romanens kneb tages i brug for at konstruere en verden, der i højeste grad er litterær, men som alligevel skal genspejle og illuminere en del af samtidens samfund. Et andet træk, som vi finder i denne roman, er en fascination af den voldsrus som personerne oplever. Fortælleren har ingen illusioner om egen uskyld. Svartur á leik er således ikke kun en roman, der beskriver et udsnit af det islandske samfund, men også en roman, der belyser forfatterens og litteraturens muligheder for at beskrive et samfund og for at påvirke det.
Denne nye generation har nogle fællestræk, og et af dem er faktisk også det, der gør dem så forskellige. Man har i den unge islandske litteratur ingen klar generationsbevidsthed eller fælles holdning til traditionen eller den ældre litteratur. Det er en generation uden opgør mod deres litterære forgængere og på en mærkelig måde også en uskyldig generation, hvor forbilleder hentes forskellige steder fra.
Denne uskyld, som man også kunne kalde for en ny ærlighed, finder man også i selvbiografiske tekster af yngre forfattere som f.eks Andlit („Ansigt“) af Bjarni Bjarnason (2003) og Albúm („Album“, 2002) af Guðrún Eva Mínervudóttir. Det, der måske er mest påfaldende ved disse tekster, er, hvor traditionelle de er i deres form og i deres fremstilling af jeget og dets udvikling. Fortællerens søgen efter en identitet lykkes, og mod slutningen er individet igen opstået som noget komplet og vellykket.

Straf, forbrydelse, ansvar
Den yngste generation af islandske romanforfattere vender således tilbage til nogle af den tidligere realismes standpunkter. Selvom postmodernismen har sat sig spor i deres værker, virker det som om, de ikke helt sluger alle dens konklusioner. Og i nyere romaner af lidt ældre forfattere kan man også spore en tendens til at bruge romanen som et laboratorium, hvor man ikke kun arbejder med sproget, men også prøver at belyse samtidens moral og etik.
I 2004 udkom to romaner, der også vidner om denne udvikling mod realismen og mod en moralsk eller etisk vending i islandsk litteratur. Bragi Ólafssons roman Samkvæmisleikir („Selskabslege“) og Kristín Ómarsdóttirs roman Hér („Her“). Disse vidt forskellige romaner har to ting til fælles: for det første markerer de en vending i de respektive forfatterskaber, hvor forfatterne går over til en mere engageret realisme end i deres tidligere værker. For det andet kredser disse romaner omkring centrale etiske og politiske spørgsmål i samtiden.
Bragi Ólafssons Samkvæmisleikir er således en roman, hvor karakterer, der tilsyneladende er fromme og uskyldige, begår forbrydelser mod deres medmennesker og bliver tilfældigt straffet af andre, der tilsyneladende er amoralske. Ind i en verden, der i begyndelsen er mondæn på grænsen af det kedelige, kommer voldtægt, mord og mere vold. Stilen er underfundig og sikker, og romanens styrke ligger ikke mindst i, hvor forførende den er. Romanens ældste og ikke mest anerkendte strategi, appellen til læserens indlevelsesevne, bruges til at sætte ham eller hende i næsten lige så ubehagelige situationer som personerne.
Kristín Ómarsdóttir’s grusomme skildring af forholdene i et ubestemt krigsramt land i Hér deler nogle af disse egenskaber. Hér er en fortælling om en ung pige, der, skønt hun bor sammen med den soldat, der har dræbt hendes familie, også selv dræber for at bevare trygheden i isolationen. Det er en yderst realistisk psykologisk roman, men den har også allegoriske dimensioner. I den fred og idyl, som skabes i form af en „familie“, der bevares med vold og magt, ser læseren et stærkt billede af den vestlige verden og vores tendens til at bevare den tryghed, vi finder her og nu og er parat til at ofre andres liv for at bevare.
Islandske romaner i de seneste årtier er præget af mangfoldighed. Selvom jeg her har sat fokus på realismen og den litteratur, der på en eller anden måde dialogisk orienterer sig mod samtidens samfund, har fantasien også præget en stor del af den islandske litteratur i de sidste år – for ikke at tale om kriminalromanen, der af mange anses for at være den mest realistiske litteratur i samtiden. Men alligevel tyder meget på, at realismen er på vej ind igen, en realisme der vil bruge romanen som redskab til at tænke over samtiden.