Nye Hyl?

Digtergruppen Nýhil og islandsk samtidslyrik

Af Ingi Björn Guðnason

Islandsk samtidslyrik er ynkelig! I hovedtræk er den stagneret, affekteret og fastlåst i modernistiske formler, hvor metaforiske klicheer stilles sammen så resultatet bliver forudsigeligt 'hjemmestrik'. Resten er 'puslerier', d.v.s. personlig, følelsesmæssig lejlighedsdigtning kendetegnet af en slags katharsis, hvor personlige oplevelser omformuleres til digte.

Dette kan man sige at er essensen af en af foregangsmændene for digter- og kunstnergruppen Nýhil, Eiríkur Örn Norðdahls kritik af situationen indenfor islandsk lyrik, som man kan læse om i forordet til bogen Af ljóðum (Om digte) (2005). Eiríkurs definition af 'ynkelig' lyrik indebærer et fingerpeg om hvordan lyrikken nemt kan blive fastlåst i en kendt æstetik, hvor metoder og form bliver til traditioner, der udelukker eksperimenter og udvikling. Dette er store ord, nogen kunne endda sige at de var urimelige, eftersom definitionen uden tvivl han hjemføres på størstedelen af al digtning, både den som er godkendt som skønlitteratur, men også det som falder uden for den definition.

Man kan dog ikke tage Eiríkurs forord som Nyhil gruppens programerklæring, men hans ord genspejler trods alt Nýhils kritiske indstilling til samtidslyrikken. Gruppen arbejder ikke ud fra et bestemt manifesto eller en forudbestemt æstetik, i hvert fald er det ikke blevet offentliggjort og det vil nok blive svært at finde en æstetisk linje, som gruppen som helhed ville falde under. Modsat så har Nýhil i højere grad ungået alle definitioner og kort sagt er gruppen ikke én, men derimod flere ting. Nýhildigterne har vakt opmærksomhed med egenudgivelser under Nýhils hat, men nogle er også blevet udgivet af større forlag. Derunder Eiríkur Örn Norðdahl, Kristín Eiríksdóttir, Steinar Bragi (se Nordisk litteratur 2003, s. 20-22), Ófeigur Sigurðsson og Óttar Martin Norðfjörð. Selv om lyrikudgivelsen optager størstepladsen, har Nýhil endvidere udgivet en roman, DVDer, lydord-cd, der indeholder musik og en oversættelse af Howl af Allen Ginsberg, for ikke at glemme Om-bøgerne, der er skrifter med artikler og digtning der omhandler samtidens brændende spørgsmål. Foreløbig er der udkommet tre bøger i serien. Af stríði (Om krig), om Irakkrigen, Af okkur (Om os), om nationalitet og globalisering og Af ljóðum (Om digte), der handler om lyrik. Så kan man spørge om lyrik er en af samtidens brændende temaer? Det er diskutabelt, men i hvert fald er lyrikken blevet en umiskendelig del af den islandske samtidsdebat, som tydeligt fremgår af at to gange i de seneste år har en af Islands mest udbredte aviser foranstaltet en lyrikkonkurrence, hvor vinderen bliver valgt med sms-beskeder. Dette er interessant midt i al den uinspirireredede diskussionen om digtets død, som fx kommer til udtryk i avisens spørgsmål til deltagerne, hvor man endnu en gang fremsætter spørgsmålet: 'er digtet dødt?'

Nýhils reaktion på den islandske lyrikdebat er knyttet til disse uinspirerede gentagelser om digtets død, hvor debatten ser ud til at sidde fast i en dødsdiskurs denne uden at rokke sig. Avisens lyrikkonkurrence er et eksempel på hvordan digtet kommer i søgelyset uden at de derved kan hæve sig op over diskussionen om dens død. Man kan også se på konkurrencen som et eksempel på hvor dominerende den traditionelle forfinede modernistiske lyrikfom er, eftersom mange af digtene i konkurrencen falder ind under den definition. Dødsspørgsmålet skulle evt. i højere grad dreje sig om spørgsmålet om den traditionelle modernistiske digteform er død. Om det appellerer til samtiden som man spurgte dengang traditionel digtning ikke længere svarede til tidens tendenser i sidste århundrede.

International lyrikifestival i Reykjavík
Men digtet er på programmet og Nýhil har på mange måder været med til at sætte debatten i gang. Bogen Af ljóðum (Om digte) udkom i forbindelse med Nýhils hidtil største arrangement, da gruppen i sensommeren 2005 forestod en to dages International lyrikfestival i Reykjavík. Festivalen og bogen var i virkeligheden en reaktion på det uføre som lyrikken er kommet i efter Nýhils opfattelse. Som jeg tidligere har været inde på har de især kritiseret hvor stagneret lyrikdebatten i virkeligheden er og hvor lille kontakt der er imellem debatten og digtningen selv, sammenlignet med det som sker i den øvrige samtidslitteratur. Denne kritik kommer som en frisk pust og er sikkert sund, især når kritikerne selv reagerer direkte på situationen. Selv om Nýhil-medlemmerne først og fremmest har fokuseret på debatten i Island, så når deres kritik ud for landets grænser og vender sig mod stagnation af lyrikken bl.a. i Norden. Nýhils Internationale lyrikfestival var også et forsøg på at bryde lyrikkens isolation ved at kalde sammen lyrikere fra de nordiske lande samt fra engelsksprogede lande.

Under lyrikfestivalen fandt der en stor musikfestival sted i Reykjavík, hvor der optrådte mange islandske og udenlandske musikere. Det er interessant at tænke på sammenhængen mellem rockmusik og lyrik. Rockmusikken bevæger sig hurtigt og sikkert mellem lande, den skal ikke oversættes eftersom dens sprog er hinsides lande og sprogområder. Der oversættes ikke meget af samtidslyrik og arrangementer som Nýhils internationale lyrikfestival er en undtagelse. Sproget er digtets medium og samtidig dets største forhindring når man ser på udbredelsen. Men der kan være flere ting i et digt end ordenes bogstavelige betydning, på samme måde som rockmusik, der helt klart virker hinsides sproget. Dette trådte klart frem på Nýhils internationale lyrikfestival. Den canadiske digter Christian Böks oplæsning af egne digte beviste at digte kan virke på det sproglige plan samtidig med at de virker hinsides ordene og det samme kan siges om den svenske Anna Hallbergs fremførelse. Denne del af lyrikken, d.v.s. fremførelsen og den levende kontakt mellem tilhøreren og kunstneren, digtets effekt hinsides teksten og hinsides sproget, har fra starten været et af Nýhils kendetegn. Tilskuerne på Nýhil-oplæsningerne bliver fx regelmæssigt opfordret til at råbe op og lave ballade.

Digtekunstens isolation er bestemt ikke et isoleret islandsk fænomen og det er evt. ikke fair at sammenligne lyrik og rockmusik når man taler om udbredelse og indflydelse, men førnævnt lyrikfestival viste alligevel godt hvor vigtigt det er at åbne op for kommunikation mellem samtidslyrikken på tværs af landegrænserne. Festivalen var også et bevis for at interessen for lyrikken er til stede, og der var helt op til tre hundrede tilskuere på festivalen, og folk pendlede mellem rockfestivalen og lyrikfestivalen hele weekenden. Foruden Christian Bök optrådte de engelsksprogede digtere Billy Childish og Jesse Ball, der hver på sin måde åbnede op for et andet lyrikunivers end man alment er kendt med i Island. Vi fik også et indblik i de øvrige nordiske landes digtning, da foruden Anna Hallberg optrådte Catharina Gripenberg fra Finland og Lone Hørslev fra Danmark. Det undrer derimod hvor lidt af unge digteres lyrik der rejser mellem de nordiske lande.

I forbindelse med lyrikfestivalen blev der afholdt et symposium, hvor temaerne dels var islandsk samtidslyrik og dels avantgardisme og marginalkultur. I helhed kan man sige at symposiet har handlet om lyrikkens muligheder og reference i samtiden. Disse diskussionsemner er netop det som Nýhil i store træk drejer sig om - lyrikkens muligheder og eksperimenter med digtet. Nýhil søger stadig nye udveje for at reagere på de forhold som gruppen har kritiseret. Dette fremgår bl.a. tydeligt af Nýhils nyeste lyrikudgivelser, der har den lidet beskedne titel Norrænar bókmenntir (Nordisk litteratur). Bogserien består af ni bøger og udkom i to hold, fire bøger i efteråret 2005 og fem i foråret 2006. I serien kan man finde interessante værker, der afprøver lyrikkens grænser og muligheder, man kan endda læse spørgsmålet; hvad er et digt? I denne sammenhæng kan man nævne Óttar Martin Norðfjörðs værk Gleði og glötun (Glæde og fortabelse), hvor tekster og billeder blandes sammen så bogen fremstår som en blanding af lyrik, billedkunst, tegneserie og endda dagblad. Eiríkur Örn Norðdahls bog Blandarabrandarar (die Mixerwitxe) (Blendervittigheder) er også et interessant forsøg, hvor radikale 'cut-up'metoder bruges til at digte, hvor nogle af dem er på grænsen af det forståelige mens andre kaster et nyt lys på velkendte sproglige udtryk ved at sætte dem ind i en ny sammenhæng.

Islands ynkeligste digt
Sidste vinter forestod Nýhil så endnu ét arrangement, som kan fortolkes som en reaktion på situationen. Denne gang var det en lyrikkonkurrence, der på en vis måde kommer i direkte forlængelse af Eiríkurs diskussion i forordet til bogen Af ljóðum. Konkurrencen hed 'Islandsmesterskaberne i ynkelig lyrik' og deltagerne fik mulighed for at indsende så ynkelige digte som man nu kunne lave. Og der skortede ikke på reaktioner eftersom det væltede ind med det ene ynkelige digt efter det andet. Konkurrencen vakte stor opsigt, de syv værste digte blev offentliggjort i et dagblad og tre af dem blev så fremført i det islandske statsfjernsyn, hvor det værste digt blev kåret. Konkurrencen var på den måde en slags undersøgelse af den æstetiske indstilling til digte. Den tvang deltagerne og læserne til at overveje spørgsmålet om hvad der er et ynkeligt digt som igen stiller spørgsmålet hvad der er et godt digt. Mens den slags spørgsmål hænger i luften, d.v.s. grundlæggende spørgsmål om lyrik, er der måske ikke fare for at islandsk lyrik låses fast i ynkelighedens spor.

Ingi Björn Guðnason er stud. mag. i litteraturvidenskab