| Fortællinger om djævelskab
Carl Johan Jensen's nye ambitiøse værk
Af Malan Marnersdóttir
Ósøgur um djevulskap er en usædvanlig bog på flere måder. Ikke siden Jens Pauli Heinesens omfattende romaner har færøsk litteratur oplevet et så veloplagt og stort anlagt skønlitterært projekt.
Carl Johan Jensen debuterede i 1979 som lyriker og har udgivet en række digtsamlinger, som udforsker sprog og sind på et højt intellektuelt niveau. Set i bakspejlet er hele hans produktion, hvoraf to af hans digtsamlinger har været nomineret til Nordisk Råds litteraturpris, og hans prosabog fra 1995, Rúm, indledende øvelser til denne kraftpræsentation, som samtidig varsler et skift i forfatterskabet fra en indadvendt lyrisk form til en udadvendt og sammensat episk form.
Ósøgur um djevulskap er en næsten 800 sider lang beretning om en forretningsmand og en lægprædikant, der ikke tror på Gud, som ved fortællingens begyndelse befinder sig i bygden Gásadalur, som først for nylig har fået forbindelse med omverdenen gennem en tunnel. Forfatteren har fortalt, at han har valgt denne lokalitet, fordi han ikke har noget indgående kendskab til den.
Spændende fortælling
Ósøgur um djevulskap fortæller lange, omstændelige, men absolut også spændende fortællinger om menneskene, der lever i denne fiktive bygd og andre steder på Færøerne. Den begynder en bestemt dag i 1969, springer tilbage til begivenheder i 1923 og i 1860erne, flytter scenen over til Island og syd på til det centrale Europa. Den trænger ind i personernes inderste lønkamre, der fortælles om mangt og meget, kannibalisme, vampyrisme, sex og vold er nogle af ingredienserne, andre er mere dagligdags som luft i maven og toiletbesøg også kendt fra James Joyces Ulysses. Der er desuden allusioner til I. P. Jacobsen og H. C. Andersens samt til Faust-motivet i europæisk litteratur.
De fleste personer i romanen er udlændinge, Færøernes befolkning er i dette univers dybt afhængig af indvandring. Bogen er altså en samtidskommentar, men inddrager også helt private forhold: forfatterens bryllupsdag optræder som dagen, hvor en fyrpasser forsvinder, bliver skåret i stykker, puttet i glas og henkogt!
Fortællingen svinger mellem det dokumentariske og det absurde, beretning, psykoberetning og drømmeagtig, surrealistisk fortælling. Dialog er sjælden i denne bog, den er oven i købet ofte præget af det usagte.
Ósøgur um djevulskap er skrevet i et særpræget færøsk sprog, selvom det ikke er nær så svært som i Carl Johan Jensens øvrige bøger. Karakteristisk for sproget i dette værk er, at det som regel skyr klichéer og almindelige vendinger. Det gør teksten anderledes og kun til tider svær. I Carl Johan Jensens forfatterskab er det netop et udtalt mål at "skrive sig væk fra det sprogligt selvfølgelige, tilføje og udvide min egen bevidsthed - og læserens, som har mod til at begive sig ind i det" (Brá nr. 13/14). Selvom der ikke er ret meget dialog i værket, benytter den sig i gengivelsen af personernes tanker af en gentagelsesstil, som kendes fra mundtlig kommunikation: "Eg spurdi, hvagar skipið fór, spurdi eg á týskum", Jeg spurgte, hvor skibet skulle hen, spurgte jeg på tysk". Vanen tro er der også islandske vendinger i bogen, bl.a. om klokkeslæt "klokkan var langt gingin í trý", klokken er næsten tre.
Tid og tidsangivelser er et vigtigt aspekt i bogen. Ikke blot spiller den flere historiske tidsaldre ud mod hinanden, også selve bogens tidsunivers pointeres - i løbet af de indledende næsten hundrede sider går der kun atten minutter.
To i én
I Carl Jóhan Jensens foregående prosabog, Rúm fra 1995, er der mange klassiske og romantiske citater. I den nye bog er der ingen citater, men mange fodnoter - hvilket Carl Johan Jensen ikke er alene om at dyrke, både Jan Kjærstad og Paul Auster tyr til noter i deres værker. Men i Ósøgur um djevulskap præsenterer noterne læseren for en alternativ fortæller og alternative fortællinger. Personerne introduceres nøje, deres herkomst, udseende og erhverv beskrives, men ofte påpeges det i noten, at fortælleren er en løgner, og at personen i virkeligheden har en helt anden baggrund, som så fortælles. Noterne dokumenterer oven i købet tit og ofte sine oplysninger med akademiske henvisninger til virkelige opslagsværker som Lærarafólk í Føroyum (Den færøske lærerstand) - blot findes den pågældende person ikke i værket. Men noternes oplysninger er ikke altid falske. Spillet mellem de to fortællere, tekstens og fodnoternes, er humoristisk og skarpt ironisk overfor den pseudovidenskabelige, lokalhistoriske faglitteratur. Uoverensstemmelserne mellem de til syneladende korrekte oplysninger og tilbagevisningerne af dem i noterne henviser til bogens fiktivitet, de blotlægger grænseområdet mellem fakta og fiktion. Læseren begaves med et overmål af fortællinger, og genremæssigt er det en roman, selv om det ingen steder står.
Ósøgur um djevulskap er en læserudfordring på den gode måde. Men hvorvidt den er det vigtigste skønlitterære færøske værk nogensinde, som medierne og forfatteren selv har udråbt det til at være, er ikke til at afgøre på nuværende tidspunkt. Bogen kan i hvert fald ikke 'oversættes' til en enkel, letforståelig mening, så meget desto mindre, som den efter de mange sider slutter med den lakoniske oplysning "Og her byrja søgurnar fyribils" (Og her begynder historierne foreløbig) - dvs. der kommer mindst et bind mere, hvilket forfatteren har bekræftet.
Malan Marnersdóttir er professor dr. phil. ved Færøernes Universitet
|
