Rullende hoveder og kærlighedens mysterium

Christina Hesselholdt
En have uden ende
Rosinante. DK

Af Charlotte Hougaard

I En have uden ende formår Christina Hesselholdt i en samling erindringer, stemningsbilleder, og indre dialoger at behandle temaer som livsglæde, kærlighed og skrivekunst, uden at det bliver hverken højtflyvende eller trivielt.

At kalde En have uden ende for en punktroman er en tilsnigelse. Indledningsvis gives der med Mandelstams poetiske definition af arabesken et bedre bud på, hvordan denne samling prosastykker kan opfattes: "Det er sådan, at arabesker opstår i margen af første-udkast og lever uafhængige, bedårende og troløse liv..." Prosastykkerne er vitterlig intet mindre end bedårende og kan med fordel læses enkeltvis, som var de poesi, takket være det legesyge sprog og de livfulde temaer. Men selvom de nu lever (og dét gør de!) uafhængigt af den sammenhæng, de er opstået af, er der et bånd imellem dem indbyrdes, og de kan andet og mere end blot fungere som pynt.

En arabesk er også en lineær udsmykning, bestående af fortløbende og sammenslyngede linier i organiske former. Sammenhængen i denne samling af prosastykker skabes af det gennemgående fortællerjeg og temaerne. De går igen uden, at man derfor får fornemmelsen af at tingene gentager sig. Tilsammen fortæller stykkerne en historie om en umærkelig udvikling fra med missende øjne at se op mod verdens lys og til fuldstændig at kunne rumme livsglæden uden at behøve at lukke øjnene for tilværelsens skyggesider.

I bogen finder man en gradvis accept af tab som en del af livet, der begynder i fascinationen af død og knogler (titlen Rullende hoveder er ment helt bogstaveligt!) Synet af knogler kan være ligefrem beroligende, for de ligger rene tilbage og giver associationer om sjælelig frihed. Konklusionen er, at selvom selve tabet er både ildelugtende og en langsommelig proces, er døden ikke slem. Det er kærligheden, der gør livet besværet værd, og derfor følges erindringen om tabet af moderen umiddelbart af en anden om den fuldstændige lykkefølelse, som datterens nærhed frembragte. Ligesom de hvide knogler tydeliggør livet opståen og forsvinden på en og samme tid, accentuerer modsætninger hinanden gennem hele bogen.

At skrive er at leve
I De gamle ege foldes temaet forfatterskab, selve det at skrive, ud. Det gennemgående fortællerjeg er optaget af det skrevne ord. Og gamle træer er for dette forfatterjeg et magtfuldt symbol, der indeholder flere af tilværelsens store aspekter: liv og død, overlevelse, kærlighed og ikke mindst selve dét skabende, der sætter jeget i stand til at skrive. Kongeegens levende grene vokser ud af den døde stamme, hvilket vækker associationer om en soldat, der for at overleve må gemme sig i en massegrav og agere lig. Store gamle træer fascinerer, og mennesker sammenligner sig med dem, tilsyneladende fordi de repræsenterer livets mest basale viljesakt: at overleve.

Et andet bud på, hvori fascinationen bunder, er, at træer ser ud, som om de gestikulerer med deres grene. Alt efter det fortolkende menneske kan et træ se vredt eller appellerende ud. At udtrykke sig gennem ord og billeder manifesterer eksistensen og bliver dermed også en form for overlevelse.

Beskrivelserne af egene er tilkæmpede, de forsvinder mellem fingrene på jeget. Fortællerens optegning af egens væsen, hendes opfangelse af de mange detaljer og forsøg på at se den fra alle vinkler får dem til at forsvinde som i en skriveøvelse på et kursus i forfattervirksomhed. Selve stykket De gamle ege bliver en demonstration af fortællerens egen skrivestil, hvor den billedmæssige kraft er livgivende, og hvor prosaen får koncentration som i poesi. Men genstanden for beskrivelsen forsvinder i beskrivelsen, i stedet kommer forfatterselvet desto tydeligere til syne i samme beskrivelse. Hun får liv og udtryk med det, hun skriver.

For forfatteren er det at skrive ensbetydende med livet. Træer forandrer sig til stadighed, og denne forandring er for fortælleren et billede på, hvordan kunstnerens sind selv åbner sig for forandring. Kun med et opmærksomt sind kan man skrive. Dermed bliver de gamle træer billeder på forfatterens egen sjæl.

Men livet er andet og mere end den blotte eksistens og manifestationen heraf. I sin pure ungdoms (over-!)følsomhed så fortællerjeget i en trækrone et billede af selve kærligheden i form af et overjordisk orgie, hvor alle på én gang kærtegner og giver sig hen til hinanden uden at kræve noget.

I stykket Kærlighed, kærlighed, kærlighed undersøges den i forskellige skikkelser: omsorg og omhyggelighed, kærligheden til barn og forældre og naturligvis den romantiske kærlighed. Kærligheden har betydning for fortællerjegets evne til at skrive, men den er ikke længere en forudsætning for at kunne skrive, snarere er forsøget på beskrivelse et resultat af hengivenheden.

Der er mange detaljer i En have uden ende, og med dette billede tænker fortælleren sig et lykkeligt sted, "hvor tiden ikke er opmålt i rationer", og kun her er verden i sandhed god nok til den elskede datter. Men går man lidt på afstand af ornamentet ser man et samlet billede af livet, hvor tab og sociale uretfærdigheder kun er med til at få lykken til at lyse endnu stærkere. I det lille afsluttende stykke Kattegat kulminerer livsglæden. Den reservation, som prægede det indledende Forår er væk, og fortællerjeget lukker op, tager livet ind uden forbehold med alle verdens glæder og genvordigheder: "Kom verden, lukt i mine arme".

Charlotte Hougaard er cand. mag.