Nordisk litteraturs landvindinger -
13 års triumftog og de første faresignaler

Af Halldór Guðmundsson

I foråret 1993 rejste undertegnede til London for at besøge forlag og tale for udgivelsen af islandsk litteratur på engelsk. I og for sig ingen stor begivenhed. Og selve besøget var ikke særlig opmuntrende, forlæggerne var høflige, men samtidig fuldkommen uinteresserede, spurgte hvorfor i alverden de skulle prøve at opspore den eneste særling i London der kunne islandsk og få ham til at oversætte romaner fra denne absurde ø, mens godt en halv milliard mennesker skrev på engelsk som modersmål. De pæneste modtagelser fik jeg imidlertid hos Harvill Press, der blev styret af Christopher MacLehose. Selv mente han dog alligevel ikke at tiden var inde til at udgive en islandsk bog, men han var interesseret og spurgte om mange ting, og jeg hørte endda at engelske kolleger lavede grin med ham og fortalte mig leende at ham der jo altid var på udkig efter nye digtere fra Slesvig-Holsten. Christopher derimod fortalte mig at han havde været så dristig at købe retten til en dansk roman, sågar en spændingsroman med en grønlandsk kvinde som hovedperson, som jeg endelig skulle se nærmere på for det islandske marked, og så kom den forsigtige forlægger op i mig og det var min tur at blive lang i ansigtet.

Set i bakspejlet er det lidt komisk at have taget ud på denne rejse netop i dette år, for året 1993 ændredes den gængse indstilling til nordisk litteratur fundstændig blandt europæiske forlæggere, og snart i næsten hele den internationale bogverden. Samme efterår udkom nævnt spændingsroman, Frøken Smillas fornemmelse for sne af Peter Høeg på engelsk. Det følgende år udkom den i USA og blev årets mest solgte roman, af dem der ikke oprindeligt var skrevet på engelsk. Siden er den udkommet på 34 sprog og har solgt i 20 millioner eksemplarer. Det var også i 1993 at Michael Krüger hos forlaget Hanser i München udgav en norsk filosofibog for unge og dette usandsynlige værk, Sofies verden, af højskolelæreren Jostein Gaarder, indtog straks førstepladsen på Spiegels bestsellerliste og forblev der i næsten to år. Siden er den udkommet på godt 50 sprog og har solgt i fyrre millioner eksemplarer. Sofies verden var det fiktive værk der solgte mest i hele verden i 1995.

Forlæggere er flokdyr
Dette skelsættende år ændrede fuldstændig billedet for forlæggere og agenter der prøvede at sælge nordisk litteratur. Forlæggere er flokdyr, som MacLehose somme tider peger på, og de flokkes derhen hvor de tror der er nye græsgange, hvor man kan vente gode værker og dermed profit. Det er blevet en kliché at Gaarder og Høeg banede vejen, men deres værker ændrede det hele for os der prøvede at sælge nordisk litteratur til udlandet. Og selv om hverken Gaarder eller Høeg senere helt har kunnet leve op til disse to gennembrudsværker (misforstå mig ikke, de er langt fra at være 'one book wonders'), har det ikke ændret at forlæggere i mange lande nu viser en levende interesse for nordisk litteratur.

Der oversættes nu flere romaner skrevet i de nordiske lande end nogen sinde før. Ændringen er markant og håndgribelig, selv om der udkommer over 100 000 titler årligt i henholdsvis England og Tyskland. Man kan tage som eksempel det mindste af de nordiske lande, Island. Valgerður Benediktsdóttir på forlagets Edda rettighedsafdeling oplyser, at i de fem år som afdelingen har arbejdet er der i gennemsnittet blevet lavet omkring et hundrede udgivelseskontrakter om året. Og nu har flere islandske forlag opnået gode resultater på dette område. For 25 år siden tvivler jeg på at der blev lavet mere end ti kontrakter om året. Mange af de islandske forfatteres vigtigste prosaværker fra 60'erne blev i sin tid overhovedet ikke oversat, og udkommer først nu, mange årtier senere, hvis overhovedet. Ulempen derved var ikke bare økonomisk for forlæggerne og forfatterne. Det er nødvendigt for små sprogsamfund som de nordiske at stå i dialog med andre nationers litteratur, og det sker kun igennem oversættelser. Kun på den måde kan en nordisk bog blive en del af verdenslitteraturen, denne vision som Goethe tændte for to hundrede år siden. Og selv om gode værker og dygtige forfattere altid kan blive opdaget eller genopdaget - de senere års kendteste eksempel er den ungarske fortæller Sandor Marai - kan det ikke måle sig med selv at opleve denne opdagelse som forfatter.

De mest kendte nordiske forfattere i det 20. århundrede, som Lagerlöf, Laxness og Hamsun, var selvfølgelig blevet oversat inden denne nye bølge holdt sit indtog. På nær disse forfattere var det svenske forlæggere, der først indledte et målrettet salgsarbejde med nogenlunde gode resultater. Agneta Markås, en af branchens mest erfarne personers på dette områdede i Norden, forlader i maj i år sit hverv efter 45 år på forlaget Norstedts. Hun har fortalt mig at omkring 1970 var der en ret stor interesse for svenske dokumentarromaner og nævner i den forbindelse Jan Myrdals Rapport fra en kinesisk by, Andrés ballonfærd af Per Olof Sundman og Legionærerne af P.O. Enquist. Støt og roligt tog salgsarbejdet fart og da Ingmar Bergman i 1987 udgav sine memoirer, Laterna magica, var Norstedts endelig kommet på kortet hos udenlandske forlæggere. I disse år viste det tyske bogmarked nordisk litteratur størst interesse og det forholder sig stadig sådan.

I den forbindelse må man ikke glemme at i mellemkrigsårene indtog nordisk littteratur en central plads på det tyske bogmarked. Alle husker Hamsun i den forbindelse, men de færreste kommer i hu at derudover nød to islandske forfattere endvidere meget stor popularitet i Tyskland: Pastor Jón Sveinsson, Nonni, der skrev sine børnebøger på tysk, og Gunnar Gunnarsson, der skrev på dansk. Af forskellige grunde, alle forståelige, var nordisk litteratur ikke i høj kurs efter krigen; nazisterne havde mærket dem med dødens kys og det skulle tage flere årtier før det vesttyske marked kom sig. Nordisk litteratur udkom dog fortsat i Østtyskland og i nogle år så det ud til at murens fald var den hidtil største trussel mod udbredelsen af nordisk litteratur i verden. Det var indtil Sofie og Smilla ændrede hele billedet.

Mia Bull-Gundersen, redaktør hos Aschehoug, der i en årerække varetog Gaarders udenlandske rettigheder, siger at efterspørgslen efter norske romaner, blandt tyske (og til og med østrigske og hollandske) forlæggere og oversættere stadig er stor; selv om der i de seneste år har hersket en vis tyngde på det tyske bogmarked er det langt fra mættet. Men bøgerne der kan 'rejse' - de udenlandske forlæggeres yndlingsspørgsmål er altid det samme: can this book travel? - har bevæget sig længere sydpå. Nordisk litteratur udkommer nu i Italien, Spanien og Frankrig, hvor de før i tiden var yderst sjældne og tit anset for at være den yderste konsekvens af intellektuelt tungsind, som ingen nogenlunde livsglad læser kunne tygge sig igennem. Nu ser man langt flere nordiske forfattere på de store forlags publikationslister i disse lande.

En kriminel bølge
I firserne og i starten af halvfemserne blev der mest oversat af værker som vi meget forenklet kan kalde alvorlig skønlitteratur - de islandske forfattere var fx Einar Már Guðmundsson, Steinunn Sigurðardóttir og Einar Kárason. Denne type romaner har fortsat præget floraen af oversatte værker. I tillæg er der kommet nordiske spændingsromaner, der i det seneste årti har opnået en utrolig udbredelse på det internationale bogmarked. Der står Henning Mankell i spidsen for en flok ligemænd. Hans bøger, dvs serien om kriminalinspektør Wallander, har opnået utrolig popularitet, er blevet oversat til 35 sprog og har solgt i over 25 millioner eksemplarer. I Mankells kølvand er efterspørgslen efter nordisk kriminallitteratur på bogmesserne i London og Frankfurt steget meget, en bølge der endnu ikke ser ud til at være slut. Denne interesse omfatter også islandske spændingsromaner, et bemærkelsesværdigt faktum eftersom islændingene ikke bygger på en gammel tradition indenfor genren. Den mest populære islandske krimiforfatter, Arnaldur Indriðason, er blevet en af Islands mest læste forfattere, og har desuden solgt i to millioner eksemplarer i udlandet. Og for nyligt var der kapløb omkring rettighederne på udgivelsen af islandske spændingsromaner uden at forlæggeren har læst andet end et enkelt kapitel eller en kort sammenfatning. Den stærke markedsorientering som bogmarkeded for tiden er underlagt gør at nordiske spændingsforfattere i kraft af disse fine salgsresulteter nyder større popularitet end deres kollegaer.

Nordisk litteraturs landvindinger i udlandet sker dog ikke på alle felter. For børnebøgernes vedkommende har udviklingen været i en lidt anden retning, også i kraft af at det efterhånden er enklere, af produktionsmæssige grunde, at sælge illustrerede børnebøger til udlandet end før. De har solgt godt i Asien, og på de nordiske forlag er man enig om at Korea står i spidsen for indkøbene, men efterspørgslen vokser fx i Tyrkiet. Der er dog ingen anden nordisk børnebogsforfatter, der har opnået lignende popularitet som Astrid Lindgren i sin tid. Billedbogsmarkedet er heller ikke så forfatterorienteret som romanmarkedet, udbuddet er enormt og salgsaftalerne ligner i højere grad almindelig varehandel, på nær nogle få forfattere. Udgivelser af nordisk faglitteratur og ikke fiktive værker i udlandet hører stadig til undtagelserne, når man ser bort fra det akademiske marked.

De asiske lande er som sagt ved at komme med i gruppen af de lande, der viser nordisk litteratur interesse, og desuden er det østeuropæiske bogmarked livet op og der sælges en del til Tjekkiet, Ungarn, Polen og de baltiske lande. Disse kontrakter har ikke samme økonomiske betydning for forlagene, men både forfattere og forlæggere kan derimod bryste sig af de mange lande deres bøger udkommer i og det er endda ret almindeligt at de vigtigste nordiske forfattere udkommer i 15-20 lande. For de udenlandske forlæggere er den hjælp af afgørende betydning, som de kan få hos de nordiske institutioner, Svenska institutet i Stockholm, Norla i Norge, FiLi i Finland og Dansk informationscenter i Danmark; Det islandske litteraturfond står betydeligt svagere end disse institutioner, men er dog til gavn.

Det provinsielle supermarked
Dette triumftog er glædeligt, men det går ikke alle steder lige godt. Som før er det engelsksprogede marked sværest, selv om det har åbnet sig en smule. Under 3% af bogtitlerne i England er oversat litteratur og det vil sandsynligvis aldrig ske at oversat litteratur placerer sig på bestsellerlisterne i samme grad som i Tyskland. Nordisk litteratur har nu fået en større udbredelse i England, i fjor modtog fx Arnaldur Indriðason krimiforfatternes anerkendelse, The Golden Dagger (og i kølvandet blev udlændinge udelukket fra prisen!), og nu i maj faldt dagbladet Independents valg på den norske forfatter Per Petterson for den bedste udenlandske roman.

Fagbladet Bookseller foretog en undersøgelse af oversættelsernes stilling i England i fjor (25.3. 2005) med udgangspunkt i forlæggeren Philip Gwyn Jones' proklamation, at han hellere ville udgive årets bedste danske roman end den bog der var på 38. pladsen i England. Det viste sig at mange af hans kolleger ikke var enige, selv om man stillede det sådan op, men foretrak det engelske værk. Ifølge Bookseller kan man heller ikke bevise at engelske boghandlere nu sælger flere oversatte bøger end for ti år siden. Men markedet er meget levende og nysgerrigt og den hårde konkurrence taget i betragtning kommer bladet til den konklusion at 'stemningen er mere positiv overfor oversættelser end den har været i mange år.' Og deri har nordiske bøgere deres andel.

Det amerikanske marked er endnu mere besværligt, det er endda verdens største bogmarked, men samtidig det mest provinsielle. Selv Sofies verden opnåede ikke så store salgstal der som andre steder, og derfor var sidegevinsten for andre titler heller ikke så stor. Nogle krimiforfattere og enkelte andre forfattere, som for eksempel Ólafur Jóhann Ólafsson, der bor i New York, har undtagelsesvis fundet fodfæste hos amerikanske forlag. Men det forestående generationsskift i den amerikanske forlagsverden varsler dog en ændring derpå.

Lykkejægere og den nordiske karakter
Men der er flere faresignaler: De nordiske landvindinger har skabt en del spænding i hjemlandene. Den stærke markedsorientering indebærer en vis kortsigtethed eftersom der ikke længere tænkes på et helt forfatterværk, men enkelte bøger og forfatterne får af den grund måske kun én eneste chanche. På samme måde har nordiske salgsagenter somme tider prøvet at fremtvinge urealistiske forskudsbetalinger i propagandaøjemed; og her kan der opstå bobler der nemt kan eksplodere i hænderne på folk. Forskellige lykkejægere har forsøgt at ride med på bølgen, er blevet agenter for forfattere i hjemlandet og overfor forlag og udarbejder kontrakter, som forfatterskaberne i det lange løb sjældent kan leve op til.

Psykologisk sværest for mangen en nordisk forfatter er dog uafbrudte nyheder om salg af rettigheder og hæmningsløst pral; den der ikke udgives i ti lande er intet værd og begynder at lede efter forklaringen, hos forlaget, agenten og til sidst sig selv. Der glemmer man tit det enkle spørgsmål, 'can this book travel', har den en passende blanding af international reference og lokalkolorit, som de fleste forlæggere mener er forudsætningen for oversættelse. Salg til udlandet er ikke et definitivt kvalitetsstempel, tilfældigheder og personlige kontakter er af større betydning for hvilke bøger kommer ud at rejse, og så findes der også gode bøger der ikke egner sig til eksport. Nogle forfattere slår aldrig igennem i udlandet, men det ændrer ikke deres værd: En af islændingenes mest originale og morsomste prosaforfattere, Þórbergur Þórðarson, er fx ikke blevet oversat i noget omfang. På den anden sider er de fleste forfattere kuldsejlet der ville skrive direkte til det internationale marked. Under disse forhold kan det være svært for 'en almindelig romanforfatter' at holde hovedet koldt, ikke mindst fordi alle de nordiske sprogområder trods alt er så små, at det ikke danner grundlag for at mange forfattere kan leve af at skrive.

Kan man så tale om nogle specielt nordiske egenskaber der forklarer den succes som nordiske bøger har nydt i de seneste år? Bortset fra at uddannelse og boglig kultur står relativt stærkt i alle de nordiske lande, er mit svar nej. Den litteraturteori der leder efter fælles nordiske egenskaber kommer man ikke langt med. Interessen for nordisk litteratur kan i højere grad forklares udfra bogmarkedet. I firserne og halvfemserne, mens europæiske og nord-amerikanske udgivere af oversat litteratur fokuserede på syden, interesserede de sig ikke synderligt for nordisk litteratur. Bøgerne om Smilla og Sofies verden, som begge er uden nogle særegne nordiske kendetegn og ikke ligner hinanden ikke det mindste, blev i højere grad spiren til at forlæggerne begyndte at interessere sig for et geografisk område, hvor der fandtes et stort antal udmærkede forfattere der hidtil var forblevet uoversatte. Hvis forklaringen er af markedsøkonomisk karakter kan man nemt forestille sig at der kan blive sat en stopper for de nordiske landvindinger eller at situationen kan ændre sig fuldstændig på nogle år af samme årsag, hvis andre geografiske områder - for eksempel Japan - kommer ind i varmen hos forlæggerne. Derfor er det vigtigt at ride med på denne bølge mens den varer, og arbejde med langsigtede planer og udfra forfatterskaber i højere grad end at tænke på kortsigtet gevinst.

Forfatteren takker bidrag fra Agneta Markås, Pan agency/Norstedts, Mia Bull-Gundersen hos Aschehoug i Norge og Valgerður Benediktsdóttir hos Edda i Island, ved denne sammenfatning.

Halldór Guðmundsson er forfatter og tidligere forlagschef hos Edda