Fra uniform til multiform

Tendenser i dansk litteratur i starten af 2000-tallet

Af John Mogensen

Redaktionen af Nordisk Litteraturtidsskrift har sat sig for at tage pulsen på "patienten": tendenser i litteraturen i Norden i starten af det nye årtusinde. Det er en "diagnostisk" udfordring af de svære - ikke mindst når det gælder dansk litteratur. Symptomerne er diffuse, anamnesen alt andet end entydig, og objektive målinger synes umulige. Lad mig nøjes med at glæde mig over, at "patienten" lever - undertiden i bedste velgående.

I virkeligheden handler det om virkeligheden
Litteraturen har altid forholdt sig til "virkeligheden", men på vidt forskellig vis. I middelalderen var den dæmoniseret. I oplysningstiden skulle den analyseres og begribes. I romantikken blev den idealiseret. I naturalismen blev den udsat for klinisk deskription. Men i begyndelsen af det 20. århundrede var det som om, virkelighedsbilledet begyndte at krakelere. Det var indvarslingen af moderniteten, og kun gennem en række formeksperimenter og alverdens 'ismer' forsøgte man at fastholde forestillingen om enhed og helhed.
Op igennem århundredet blev splittelsen og spaltningen dog stadig tydeligere, selv om man også ser forsøg på at sætte fokus på en samlende ideologisk opfattelse af tilværelsen. Det gælder 30'ernes socialrealisme og delvis Heretica-modernismen. Men med modernismen i 60'erne blev det evident, at verden ikke var for fastholdere, og at virkelighedsopfattelsen ikke kunne fikseres i et centralperspektiv, men var underlagt større og større relativering og fragmentering.
Med postmodernismen i 80'erne og 90'erne var det som om det opløste virkelighedsbillede blev accepteret som et grundvilkår som en konsekvens af det nye teknologiske verdensbillede med IT og moderne medier som en del af vores forlængede centralnervesystem.
Denne udvikling har eksploderet. Og her i starten af det nye millennium er det næsten passé at tale om postmodernisme. Det synes allerede at være en postgang for sent. Virkeligheden er allerede et skridt videre.
Sagt på en anden måde: hvis postmodernismen er afslutning på en epoke, er det nye årtusinde begyndelsen på noget nyt. Der er tale om et tidsmæssigt kvantespring, hvor den moderne it-verden, mobiltelefoner, digital lyd og billeder er blevet en fast og uomgængelig del af vores verden.

Alt dette har sat sine spor i litteraturen
Et af sporene er, at hvor man tidligere havde en ret fast forestilling om genre, tema og stil, bliver disse fikspunkter stadig mere diffuse. Grænsen mellem fiktion og fakta udviskes og bliver til faktion. Faste genrer som roman, novelle og poesi er diffuse. På samme måde synes litteraturen i starten af det nye årtusinde ikke at fastholde et bestemt tema. Tværtimod kan samme tekst rumme mange forskellige motiver, der væver sig ind i hinanden i en slags polyfoni. Og endnu mere udtalt er det kalejdoskopiske billede, når det drejer sig om stilen. Tragik, komik, alvor og humor, poetisk højstemthed over for prosaisk løssluppenhed er ikke længere adskilte størrelser, men kan endog forekomme inden for samme værk. Af samme grund kan man finde litterære tekster, som både rummer arkaiserende elementer og ungdomsslang, patos og plat rap.
Konkrete eksempler på, hvor svært det er at identificere og kategorisere den nye litteratur kan man se af det faktum, at de danske biblioteker har fået svært ved entydigt at placere værkerne inden for det traditionelle decimalsystem. Ja selv den basale skelnen mellem skønlitteratur og faglitteratur forekommer i nogle tilfælde umulig. Et andet eksempel er de danske stile til studentereksamen. Hvor det tidligere fremgik, hvilken genren teksten repræsenterede (digt, novelle, artikel osv), undlader man dette i dag og nøjes med at skrive "teksten".
Sat ind i en overordnet sammenhæng afspejler denne problematik en global tendens. Vi er ikke længere i stand til entydigt at skelne mellem virkelighed og drøm eller fantasi. Medierne excellerer i hybridgenrer, der enten siger: denne film (fiktion) bygger på virkelige begivenheder, eller faktuelle nyhedsudsendelser iscenesættes dramaturgisk på en måde, så man føler, at man befinder sig langt inde i en amerikansk actionfilm.
Et samlende ord for denne tendens kunne være simulation. På den ene side er teksten ikke virkeligheden, på den anden side er der heller ikke tale om ren 'digt'. Vi befinder os i en "reality"-verden, hvor tingene ikke skal være, men synes som om. Altså simulere.
Det er netop det, jeg ser som tydelige spor i den danske litteratur i starten af det nye årtusinde. Og derfor kan man tale om bevægelsen fra uniform (både genremæssigt, tematisk og stilistisk) til multiform, hvor alt synes tilladt.

Tendenser i tidens litterære tand
Men selv om det kan være svært at stille diagnosen entydigt, kan man alligevel se nogle tendenser.
Nogle af disse karakteristika kunne være:

Fra amatørisme til professionalisme
Fra mikroskopisk minimalisme til makroskopisk pluralisme
Fra abstraktion til konkretion
Fra lyrik til prosa
Fra minimalistisk prosa til romaner
Fra "småromaner" til bredt episk anlagte romaner
Det er disse tendenser, som jeg vil uddybe nedenfor.

Går man tilbage i tiden, vil man se, at det at være forfatter var ´"noget" man var af en indre drift og ikke et levebrød. H.C. Andersen har skrevet en satirisk historie ("Hvad man kan hitte på") om folk, der bilder sig ind, at man kan uddanne sig til forfatter. Kingo var præst, Holberg polyhistor, Aarestrup læge, Jacobsen botaniker, Pontoppidan næsten polytekniker, Nexø skomager, Jensen studerede medicin. De var alle amatører i ordets bedste betydning (: elskere). Men i slutningen af 1900-tallet kan man se en stigende professionalisering. Universitetsfolk med litteratur som fag bliver forfattere og anmeldere, og litteraturen udgør et ret så lukket kredsløb. I 1980'erne oprettede man så en forfatterskole, hvor unge talenter stod i lære som forfattere. Dan Turèll har i en tv-udsendelse udtalt stærk kritik af denne forfatterskole, fordi den efter hans mening ikke skabte forfattere, men i bedste fald professionelle skribenter, men uanset om man er enig i denne kritik, er det sikkert, at uddannelsen satte nogle markante spor i den danske litteratur.
Det var her på forfatterskolen grundlaget for 90'ernes minimalistiske kortprosa blev skabt. Det var her, hvor opgøret med 80'ernes vildt blomstrende metaforik blev gennemført. Og det var her man lyste den store, engagerede og episke samtidsroman i band. Lidt groft måske, men dog en tendens, der ikke kan negligeres.
Det er denne tendens, som jeg ser en implicit kritik af i det nye årtusindes litteratur. Dels ved at nye forfattere er kommet til, dels ved at mange af de forfattere, som enten er uddannet på forfatterskolen eller påvirket af den, selv har ændret stil.
I postmodernismen sagde man som en slags dogme, at den store historie var slut, fordi verden var blevet uoverskuelig og diffus. Kortprosaen blev derfor en minimalistisk løsning, som svarede til det fragmenterede verdensbillede. Men det var også en lidt rigid og endimensional teksttype, som led af berøringsangst i forhold til den faktuelle virkelighed.
Et af problemerne med den minimalistiske kortprosa var dens koncentration omkring det lukkede, abstrakte rum. Verden skrumpede ind til et "køkken" eller et "gravkammer" for nu at referere til Christina Hesselholdts bog fra 1991Naturen blev forvandlet til en abstrakt kulisse, samfundet blev til interaktion inden for intimsfæren, og socialpsykologiske problemer blev reduceret til barberede casestories. Kausale forklaringer blev erstattet af konstateringer, og stilen blev klinisk renset for overflødig æstetik. Stadig generaliserende, men alligevel ...
Det er derfor den minimalistiske prosa i mange tilfælde er blevet afløst af en bredere fortælling med udgangspunkt i en genkendelig verden.
Selv om den nye litteratur har gjort op med 90'ernes minimalisme, er der dog én ting som de har fælles, nemlig dette at virkeligheden aldrig foreligger i en ren og ubearbejdet form. "Virkeligheden" fremstår som en tekstur, et prisme eller en optik, som man ser verden igennem, og den rummer derfor også sin egen indre logik og struktur.
Af samme grund ser jeg heller i det nye årtusindes mange tekstuelle eksperimenter og hybridformer som et genre- eller stilsammenbrud, men langt mere som genre- og stil-innovation.
Inspireret af parallelle udtryksformer som musik, billedkunst, film, IT etc. har litteraturen overskredet og overskrevet grænser. Efter en periode, hvor den var præget af centripetale kræfter nåede den til et punkt af implosion, hvorefter den efter min opfattelse eksploderede og ekspanderede med en enorm centrifugalkraft.

Litterære eksempler
En måde at eksemplificere denne tendens på og verificere min 'tese' kunne være at gå tilbage til år 2000, hvor Nordisk Litteratur fik ny redaktion, og jeg selv fik fornøjelsen af at kunne følge udviklingen i den nyeste litteratur. Enkelte værker er blevet behandlet relativt grundigt, men hvert år har vi også bestræbt os på at give en bredere beskrivelse af tendenser og 'trends' ved i ultrakort form at præsentere en række centrale, nyudgivne værker i de såkaldte "pips".
Netop her kan man aflæse tendenser og nybrud i det litterære miljø.
Ser man i Nordisk Litteratur i 90'erne vil man se, at tidsskriftet i høj grad var præget af 80'er poesi og minimalistisk kortprosa. Det forsvinder selvfølgelig ikke på én gang. Man ser stadig i det nye årtusinde værker, som repræsenterer 'traditionen'. Pia Tafdrup udsendte i år 2000 digtsamlingen "Tusindfryd", Juliane Preisler digtcyklussen "Nord" i 2001, Simon Grotrian "Seerstemplet" i 2002, Janina Katz "Det syvende barn" 2003. Alle værker, der forholder sig 'bekræftende over for en lyrisk tradition. Dertil kommer så, at en række ældre lyrikere, som Peter Laugesen og Henrik Nordbrandt m.fl. stadig er yderst produktive. Ja, Nordbrandt fik ligefrem Nordisk Råds litteraturpris for sin bog "Drømmebroer" i 2000.
På samme måde kan man også inden for prosaen se, at traditionen varetages i en række ikke ubetydelige forfatterskaber. Jens Christian Grøndahl udsendte sin bog "Hjertelyd" i 2000 og "Virginia" i 2001, Hanne Vibeke Holst skrev "Kronprinsessen" i 2003 og Ib Michael fortsatte sin magiske realisme med "Paven af Indien i 2004. Dertil kommer så en række prosaværker (romaner og noveller) af 'traditionelle' modernister som Svend Åge Madsen, Sven Holm, Dorrit Willumsen, Per Højholt m.fl, som bekræfter, at selv om der skete et nybrud omkring år 2000, er den traditionelle litteratur bestemt ikke gået på pension.
Alligevel er der grund til at fokusere på nybruddet. Og hvad er det, der kendetegner det nye årtusindes litteratur?
Altmuligmanden Lars Bukdahl er måske det bedste parameter, hvis man skal forstå udviklingen. Han er selv en af de absolut professionelle: akademisk litteraturuddannet, anmelder, essayist og samtidig selv udøvende kunstner. I 2002 udsendte han bogen "116 chok for sheiken", og selv om bogen kan anskues som en legende bagatel, er den et symptom på, at litteraturen var kravlet ned fra en piedestal med faste former og mageløse meninger. Her bliver der pjanket og pjattet og vendt op og ned på ret og vrang. I 2004 udsendte samme Bukdahl sit mastodonte værk "Generationsmaskinen", som både i sin disperate form og rablende (kloge) indhold tegner et præcist billede af generationsskiftet fra 90'erne til det nye årtusinde.
Bukdahl er den bevidst øretæveindbydende anarkist, men han er så sandelig også den i generationen, der på enestående seimografisk vis tegner billeder af de jord- og ordskælv, der har præget de sidste 5 års litteratur.
Hvad er det så for nogle revner der er opstået i landskabet? For det første kan man se, at den klare skelnen mellem de enkelte medier er ved at være sløret. Naja Marie Aidt udgiver billed-og tekstbogen "Balladen om Bianca" (2004), hvor billederne betyder lige så som teksten. En række forfattere (fx Hanne Vibeke Holst og Morten Blok) blander fiktion og virkelighed (erindringsstof), Kirsten Hammann skriver dobbeltbogen ("Bruger De ord i kaffen"), som både er en roman og en poetik, Morten Søndergaard debuterer i 2000 som "roman"-forfatter med "Tingenes orden", hvor hybridformen med myte, erindring og fiktion blandes sammen. Jan Sonnergaard giver sin realisme en særlig drejning i novellesamlingen "Sidste søndag i oktober" (2000) ved at supplere den sociale realisme med mytisk stof og en "privat" vinkling som gør teksterne til nøglenoveller.
Også inden for faktagenrerne kan man se, at formerne blandes sammen. Carsten Jensens essays har nok et faktuelt indhold, men er samtidig præget af en stil, som gør dem beslægtede med den magiske realisme.

Virkelighedens genkomst
Men trods disse forskellige nedbrydninger af den traditionelle uniform til fordel for en polyfonisk multiform er der en ting, der springer i øjnene ved en refleksion over periodens litteratur, og det er den genkendelige virkeligheds tilbagekomst. Ikke mindst i form af den store roman og histories renæssance.
Det startede i det små. Jan Sonnergård var pioner i den forstand, at han med sin "Radiator" (1997) og senere "Sidste søndag i oktober" satte fokus på en social realisme med billeder fra det virkelige liv - uanset om det var på cafeer eller blandt samfundets tabere. Pryds Helle udsendte i 2001 bogen "Solsiden" en social-psykologisk roman, der også åbner for et perspektiv som man ikke så i den minimalistiske prosa. Endnu tydeligere blev realismen og samfundsskildringen i Jacob Ejersbos "Nordkraft"(2002), hvor virkelighedsbilledet er næsten lige så hårdkogt, som man ellers kun har set det i den groteske, makabre (sur)realisme, som man kan se den hos Mads Brenøe eller Bo hr. Hansen. De stille eksistenser, som har været hyppige figurer i dansk litteratur siden Herman Bang blev i starten af dette årtusinde skiftet ud med nogle skæve eksistenser, som man ikke bare kan se i litteraturen (Sonnergaards trilogi), men også inden for filmen, hvor bl.a. Per Fly i sin trilogi ("Bænken", Arven og "Drabet") har prøvet at tegne et tværsnit af det danske samfund.
Som nævnt var et af dogmerne i postmodernismens ikke bare litteratur- men også virkelighedsopfattelse, at den store historie og fortælling var et overstået kapitel. Verden var spaltet til atomer, og kunsten kunne kun sporadisk fastholde miniaturebilleder af enhed og helhed. Det er imidlertid en sandhed med store modifikationer.
På det allerseneste kan man se, at de store episke romaner har fået en renæssance.
Peter Høegh har netop i år efter lang tids tavshed udsendt "Dem stille pige" (2006). Og Hanne Vibeke Holst "Kongemordet" (2005).
Og måske allermest interessant er, at debutanten Morten Ramsland med sin "Hundehoved" (2005) har skåret igennem al medieomtale og fået en modtagelse af sin roman, som vist overstiger alle tidlige debutantomtaler. Romanen bliver omtalt særskilt dette af nummer af Nordisk Litteratur, men karakteristisk for bogen er, at den ud over at være en stor bred episk slægtsfortælling er fortalt på en måde, som bryder med vore traditionelle opfattelser af, hvad realisme er.
Ingen tør spå om litteraturens fremtid, men salgstal for de nye episke romaner peger på, at de falder i publikums smag. Den minimalistiske uniform er lagt, og der åbner sig en spændende multiformet litterær virkelighed.