At turde sige noget smukt igen

Nogle tendenser i færøsk litteratur 2000-2006

Af Kim Simonsen

I forhold til 70ernes politiske litteratur, så er vi friere, for vi behøver ikke at få vores litteratur til at passe ind i nogle fastlåste rammer eller en politisk agenda. Vi har ny mobilitet til at skabe litterære udtryk, der først og fremmes kan stå alene som kulturudtryk. (Johan Harstad, 2006)

Vi ser i dag i nordisk litteratur, at livserfaringen og det biografiske igen er på mode hos forfattere som Claus Beck, Pablo Henrik Llambias, Thomas Boberg, Johan Harstad og Tore Renberg i Norge. Også hos den danske digter Niels Frank er der sket en tilbagevenden til en ny form for centrallyrik. Frank vil ikke længere være bannerfører for en postmoderne 90er litteraturforståelse og en fortsat minimalisme, det samme er sket for Færøernes postmodernister.

Der er en trend over hele Norden, at litteraturen er gået ind i en post-ironisk fase, hvor litteraturen igen har åbnet sig for det politiske, universelle og det metafysiske og eksistentielle. Det nye er nok kun, at yngre forfattere gør dette forsigtigt og med en viden om sprog og litteraritet, de har lært af den postmoderne tekst.

Færøske litteraturtidskrifter
Teamet i Færøernes store nye litteraturtiskrift Outsider Magazin her i foråret, var nordisk samtidslitteratur 2000-2006. På Færøerne findes, foruden dette tidskrift, også det noget antikvariske Varðin og det nye Wentzel, der dog kun trykker oversættelser og færøske tekster. På ca. 300 sider, var konklusionen i Outsider Magazin, at der sker noget nyt i dag over hele linien. Dette blev gentaget i samtlige interviews og artikler i bladet, bl.a. af folk som Johan Harstad, Eiríkur Ørn Norðdahl fra Island, Thomas Boberg, Pablo Henrik Llambias og Lone Hørslev fra Danmark. Også redaktørerne, forfatterne og litteraterne Kim Simonsen og Bergur Rønne Moberg udtrykte, at der er et paradigmeskift i gang.

Ikki mere ironi og kynisme
Thomas Boberg siger et sted om det opbrud, der er i gang med 90ernes postmoderne litteraturforståelse:
...på et tidspunkt gider man ikke det der og får behov for at høre noget og sige nogle ting om den tilværelse vi lever, for vi ved jo at vi skal forsvinde ud af denne verden, og at det undertiden virker som om, at det ikke kan gå hurtigt nok. Man må fokusere. Der er heller ikke kun postmoderne kunst i verden, der er jo også mange tusind års kunst, der er alle mulige ting du kan forholde dig til.

Vi hører det samme fra Niels Frank:
Mens man kunne betragte de helt snævre, perfekte lukkede værker som en slags skræmte værker. Jeg tror, at man må indse, at litteraturen ikke kan sidde og holde på sine former.

Forleden sagde den danske forfatter og rektor for Forfatterskolen Hans Otto Jørgensen i en samtale med digteren Pia Tafdrup i tidskriftet Den Blå Port:
Det, jeg også synes er karakteristisk for den ikke mere helt unge generation, er, at verden og hvad som helt bliver mødt med ironi og kynisme. Og jeg synes det er for slapt. Det har nærmest tvangsmæssig karakter. At skrive så drengerøvsagtigt og brovtende og så alligevel, når det kommer til stykket, ikke rigtig mene noget med det. Andet end afvisning.

Her gør Hans Otto Jørgensen op med en automatisk postmoderne litteraturopfattelse.

Amigagenerationen!
Forfattere født i 70erne, begynder nu for alvor, at får deres egen stemme, så som Lars Frost (1974) og Lone Hørslev (1974) i Danmark, Johan Harstad (1974) og Tore Renberg (1972) fra Norge. Denne generation er opvokset med MTV, Amiga computerspil, Anders And, The Cardigans og en million andre popbands, der er en markant forskel på denne generations forhold til litteratur, f.eks. i forhold til 90ernes teoretiske postmodernisme og 70ernes politiske litteratur. Prosaforfatterne i denne generation er mest påvirkede af amerikanske navne, som Jonathan Safran Foer, Dave Eggers og Chuck Palaniuk. Her er der en større frihed over for at krydse over ind til filmen som medie, tegneserien og musikken.

Johan Harstad siger bl.a.:
Jeg tror, at vi har en udvikling i norsk litteratur i den retning. En litteratur som tager chancer, som vover og ikke er så ufarlig, som den intellektuelle litteratur kan blive. (...) jeg vil hellere have en litteratur der vil noget større, end at vise at den er dygtig. Hvis vi ikke tror på det, så vil vi får bøger, der har en høj standard, men som ikke vil noget, blot ren selvpromovering.

Lone Hørslev (f. 1974) siger også noget lignende:
Forskellen mellem litteraturen af i dag og bekendelseslitteraturen fra halvfjerdserne ligger nok først og fremmest i, at der i dag er en langt højere grad af sproglig bevidsthed på spil. I dag er der er ingen, der tror på, at sproget er gennemsigtigt. En anden forskel ligger måske i, at den 'bekendende' litteratur, som den ser ud i dag, ikke har noget stort traume at berette om. Der er selvfølgelig smertepunkter og andet på spil, men der er som udgangspunkt ingen stor traumatisk historie at bekende.

På Færøerne er disse forfattere endnu ikke så mange, men de er ved at komme, her tænker jeg på Kim Simonsens (f. 1970) digtsamling Kodakbilleder fra halvfjerdserne (2005) og Náðisólin (Nådesolen) fra 2006. Elias Askham bog Messias II og noveller efter Agnar Jógvansson (f. 1979), der findes i magasiner. Disse forfattere viser en mere hardcore vej i forhold til færøske litteratur, hvor der altid har hersket en fredsommelig kosmisk realisme, eller en skinger repræsationstematiserende postmodernisme. En anden hardcore realistisk prosaist, der ellers er kendt som lyriker, er Jóanes Nielsen (f. 1953), hans roman fra 2005 Glansbílætasamlarnir, efterlader hardcore forfatteren Palaniuk ikke noget efter.    

Postmodernisternes Babel
-Tilfældet Carl Jóhan Jensen.
Litteraten ph.d. Bergur Rønne Moberg, der også er medredaktør på Outsider Magazin, skrev om den færøske litteraturscene i dag, med udgangspunkt i forfatterens og eks-postmodernisten Carl Jóhan Jensen, at:
Hvor postmodernismen har været dominerende (som f.eks. i Danmark), er det ikke længere naivt at ville fortælle historier, der appellerer, og erfaringsramt prosa er også ved at få fodfæste blandt unge forfattere. Det som virkelig er naivt, er at tro, at et emne i sig selv, er at gennemskue en form for naivitet og overbetone en viden om nærhed og repræsentation i alle dele. Opgøret med naiviteten, er selv skyld i naivitet (...) Carl Jóhan Jensen er et eksempel på en smalt tænkende æstetiker, der har skiftet kurs. Efter et par digtsamlinger, udkom han med bogen Rúm (Rum) i 1995, der netop ikke var rumlig, men i virkeligheden særdeles urumlig, og det som var værre, den var ulæselig og helt uden appel og attraktionskraft. (...) At Carl Jóhan Jensen har haft en krise, og er kommet vel over den, ses tydeligt i romanen Ó-Søgur um djevulskap (Ó- Historier om ondskab). Romanen repræsenterer en ændret Carl Jóhan Jensen. Mærkeligt nok, er der ingen anmelder, der har set denne store ændring.

Carl Jóhan Jensen har taget turen fra den meget teoretiske programmatiske poststrukturalistiske litteraturteori, hvor teksterne har været skoleeksempler på cerebrale øvelser i fragmentering, ubestemmelighed, subjektløshed, overfladiskhed, dekanonisering, ironi, hybridisering, hvor tonen hele tiden har lagt vægt på teksten som ren konstruktion. Fjenden har været enhver form for realisme, den historiske roman, autonomi, metaforen og den mere modernistiske opfattelse af værket som bærende en indholdsmæssig side. Denne tradition, er nu for det meste smidt over bord i Jensens nye bog fra 2005, der dog endnu lider under en sproglig fetichisme og et hæsligt prætentiøst neofærøsk. Selv om Jensen delvis har sluppet postmodernismen, har han ikke formået at slippe den altid så nærværende færøske sprognationalisme og antidanske diskurs, der analyseret, ikke rummer andet end vanvid og nationalt mindreværd.

Hvad var en postmoderne tekst?
Et postmoderne digt omhandler f.eks. ikke, men sætter forholdet mellem referentialitet og betydning, kort sagt, det sproglige udtryk i centrum. Dette formelle synspunkt blev et mål i sig selv. Ved at punktere enhver visionær autoritet, kunne ironikeren begive sig hen imod det flerstemmige og modsætningsfulde udtryk, der netop ikke ville henvise til nogen autoritet uden for sig selv som tekst. Herved blev fragmentet, tilfældigheden, hybridisering, selvreflektion, parodi, pastiche ikke blot hyldet, men en norm i 90erne, specielt hos den ret så hyldede færøske digter Tóroddur Poulsen. Den postmoderne tekstlighed gav afkald på at indeholde en eksistentiel tilværelsesfortolkning, hvilket på et sociologisk niveau, har skabtet stort domænetab for litteraturen, da læseren har kastet sig over biografier, faglitteratur og krimigenren.  

At turde sige noget smukt igen
Personligt føler jeg både som litterat, forfatter og redaktør, og som en form for generationstalerør, at der er en seriøs proces igang, hvor den lyriske og episke stemme godt kan indeholde en autencitet, have en vis visionær autoritet og ikke kun sætte "kunstigheden" og en evig ironisk metaforholden   frem. Unge forfattere på Færøerne og i Norden ved, at al litteratur er en "pokkers konstruktion", men også at denne viden ikke er dyb. Ingen kan være tjent med postmoderne lukkede sprogspil i vor tid.   Den postmoderne litteraturforståelse var allerede døende, da den kom frem, og gentog blot et opgør med et senmoderne statement, om at der intet centrum er længere og derfor ingen legitmitet i teksten og litteraturen, men dette har vist sig ikke at holde.

Kim Simonsen er forfatter, redaktør og konferensstudernde i nordisk litteratur.

Kilder:
Anker Gemzøe og Peter Stein Larsen: Modernismens Historie. (Modernismestudier 2 - antologi).   Akademisk forlag, 2003.
Britta Timm Knudsen og Bodil Marie Thomsen: Virkelighedshunger - nyrealismen i visuel optik. Tiderne Skifter, 2002.
Den Blå Port, 68/69, 2006 & 66, 2005.
Lars Frost: Smukke biler efter krigen, Gyldendal, 2004.
Lars Bukdal: Generationsmaskinen - Dansk litteratur som yngst 1990-2004. Borgen, 2004.
Lone Hørslev: Tak, 2001. Ærgerligt, ærgerligt. Gyldendal, 2003.
Marianne Ølholm: Postmoderne lyrik - Konstituerende træk og læsestrategier. Ph.d. afhandling København, 2001.
Outsider Magazin Nr. 2/3.
Pablo Henrik Llambias: Et ukendt barn. Gyldendal, 2005.
Thomas Boberg: Livsstil. Lindhardt og Ringhof, 2005.