I fuldt flor?

Om islandsk litteratur fra årtusindeskiftet

Af Jón Yngvi Jóhannsson

Sidste vinter sad jeg som så ofte før i et tv-studie og ventede på at det var min tur at tale om ny islandsk litteratur i nyhedsmagasinet Kastljós. Mens jeg ventede fulgte jeg med to radiomænd der diskuterede islandske musikudgivelser og de seneste års musikbranche. For at gøre en lang historie kort var de enige om at alt var i bedste velgående på den islandske musikscene, det ene musikgeni overgik det andet og alle trivedes side om side, originaler på den avantgardistiske fløj og popmusikere i alle aldre, der hver weekend spiller til bal, gik sammen om at gøre islandsk popmusik til en repræsentabel vare på det internationale musikmarked.
Jeg funderede over hvad der ville ske hvis jeg sad ved samme bord med en anden kritiker og vi ytrede en lignende lovsang om den islandske litteraturs fortrin. Der ville ikke være gået lang tid inden mine kolleger ville protestere. Det er nemlig ikke tilladt at rose litteraturen for meget - det er ikke intellektuelt nok, ikke tilstrækkelig kritisk. Forskelligt fra de islandske rigmænd, medicinproducenter, bankmænd og sågar musikere og billedkunstnere har litteraturens folk utrolig svært ved at rose sig selv og andre, nyheder om den islandske litteraturs landvindinger på de udenlandske markeder bliver ganske vist bifaldet, men vækker samtidig bange anelser om at der et sted er nogen, der har købt katten i sækken.
Alligevel drister jeg mig til at udtale følgende om islandsk litteratur fra årtusindeskiftet: Den islandske romankunst står i fuldt flor. Islandsk faglitteratur bliver stadig bedre, islandske børnebøger er fremragende og mange af billedbøgerne fantastiske og selv digtet er uden for livsfare og ikke længere på intensivafdelingen.

Kontinuitet
En ting der har kendetegnet islandsk litteratur i de seneste to årtier udover det allerede kendte er kontinuitet. Den generation, der debuterede i firserne og udfordrede realismen bevæbnet med formsans, æstetiske ambitioner og ironi, satte fortsat deres stærke præg på islandsk litteratur. Forfattere som Einar Már Guðmundsson, Steinunn Sigurðardóttir, Vigdís Grímsdóttir og Einar Kárason blev ved med på forskellig vis at udforske fortællekunstens muligheder. De mest mindeværdige af disse værker er Einar Márs og Vigdís' store romanværker, der hver på sin måde har romankunsten og dens traditioner som tema. Vigdís Grímsdóttirs trilogi Frá ljósi til ljóss (Fra lys til lys, 2000), Hjarta tungl og bláir fuglar (Hjerte, måne og blå fugle, 2002) og Þegar stjarna hrapar (Stjerneskud, 2003) er et flertydigt værk. Til tider kan det minde om en melodramatisk skæbnefortælling krydret med midler fra latin-amerikansk magisk realisme, men læseren kan også fristes til at mene at her har man en metatekstuel roman om selvsamme magiske realismes indflydelse på de seneste årtiers nordiske og især islandske litteratur.
I romanværket der indledtes med Fótspor á himnum (Fodspor på himlen, 1997) og fortsattes med Draumar á jörðu (Drømme på jorden, 2000) og Nafnlausir vegir (Navnløse veje, 2002) udforsker Einar Már romanens grænser ved at blande folkelig fortællekunst sammen med erindringer og selvbiografiske træk. Her tages den europæisering af romanen, der bl.a. kendetegner Einars tidligere værker op til revision og den nationale epik indlemmes i romanens polyfoni.
Det som styrker fornemmelsen af en kontinuitet i de seneste årtiers islandske litteratur er det faktum at mange af de forfattere der kom frem i firserne og halvfemserne som avantgardistiske, punkede og surrealistiske lyrikere, for nu at nævne et eksempel, er blevet (relativt) etablerede romanforfattere. I spidsen for den flok går den prisbelønnede forfatter Sjón.
Skuggabaldur (Fuglemælk), som Sjón modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 2005, er en kendt roman, hvor forfatteren på original vis gør brug af islandsk og europæisk romantik og blander den sammen med folkesagn og mystik. Denne roman er som et mellemspil i en stor symfoni, der indledtes med Augu þín sáu mig (Dine øjne så mig, 1994) og fortsattes med Með titrandi tár (Med tindrende tåre, 2001), også disse romaner indgår i en trilogi. Romanerne er et rent postmodernistisk og intertekstuelt overflødighedshorn. Der arbejdes med europæiske og islandske myter foruden forskellige strømninger fra undergrundslitteratur indenfor europæiske avantgarde, og det hele bliver til en uimodstålig skabelsesberetning for en ny menneskehed.

Skal ironien afskaffes?
På en af Hermann Stefánssons blogsider - Hermann tilhører den unge generation af islandske romanforfattere - stod der den 19. april: "iøvrigt, er der nogen der er med i en bevægelse mod ironi?" Man kan spørge sig selv om denne udtalelse fra Hermann er en bøn til forfattere og læsere eller om den beskriver en bestemt tilstand der hersker blandt unge islandske forfattere. Som man tidligere har været inde på i denne årbog kan man i værker af den yngste generation af islandske forfattere mærke en vis tendens til at udfordre ironien og al den affektation, der uvilkårligt hører med til litteraturen.
Hvis man skulle beskrive hvad der kendetegner den yngste generation af islandske forfattere kunne man endda sige at den dels kendetegnes ved forsøg på at være oprigtig, viljen til at nærme sig virkeligheden og endda personlige erfaringer uden mellemled, og dels forsøg på at ruske op i den enighed, der ser ud til at herske i islandsk litteratur med formforsøg i såvel ældre som nyere avantgardistisk ånd. Disse tendenser er fremtrædende i forskellige værker af samme forfattere, fx mange af de unge forfattere der udgør Nýhil gruppen, som Ingi Björn Guðnason omhandler i sin artikel i dette nummer af Nordisk litteratur.

Den demokratiske litteratur
Noget af det som har kendetegnet de seneste årtiers islandske litteratur - og ikke er forbigået nogens opmærksomhed der følger med i islandsk litteratur, både i Island og i udlandet - er den bølge af kriminallitteratur der er skyllet ind over islandsk litteratur. Forrest blandt ligemænd går Arnaldur Indriðason, men foruden ham er der i Island en anseelig gruppe gode krimiforfattere hvoraf de fleste også er udkommet i udlandet. Således er begrebet 'Islandkrimi' blevet velkendt i den tyske litteraturverden for at tage et eksempel og blandt de forfattere der hører til kategorien er Ævar Örn Jósepsson, Viktor Arnar Ingólfsson, Árni Þórarinsson og nu senest Yrsa Sigurðardóttir.
Denne udvikling ligner på alle måder det som kendetegner kriminallitteratur i de øvrige nordiske lande, nordiske krimier har alment været i fremmarch. Men denne krimilitteraturmode er interessant af flere grunde. Den kaster lys på et af hovedtrækkene i islandske litteratur; skellet mellem skønlitteratur og triviallitteratur er ikke særlig klart. I mediernes kulturdebat, kritikkernes indlæg og ikke mindst i den hektiske årlige bogflod i to måneder op til jul, der frembringer hovedparten af alle islandske romanværker, er kriminallitteratur og 'alvorligere' litteratur fuldstændig i samme båd. I de seneste to år for eksempel har kriminalromaner været blandt de fem værker der er udnævnt til Den islandske litteraturpris sammen med romaner og digtsamlinger, der plejer at fylde kategorien.
Det ser ud til at islandske kriminalromaner, da de endelig kom frem har haft en nemmere vej til litteraturlivets midte i Island end andre steder. Dette er ingen tilfældighed, men endnu et bevis for hvor stærk romanen og den realistiske fortællekunst står i islandsk litteraturliv. Om så denne enighed og kontinuitet, der genspejles heri vil vare ved eller om den overhovedet er heldig på længere sigt, vil så tiden vise.