De store spørgsmål

Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris

Asko Sahlberg
Eklunden
WSOY

Af Jón Yngvi Jóhannsson

I begyndelsen af romanen Eklunden af Asko Sahlberg møder vi Martin, en fordrukken godsejer der sidder alene og forladt i slutningen af den finske borgerkrig efter at tjenestefolkene er stukket af. Til trods for dette ligner Martins dage hinanden til forveksling, sålænge der er noget i vinkælderen stavrer han rundt i omtåget tilstand. Godsets landbrug reddes som for et lille mirakel - landsbyluderen Emma træder nemlig til.

En kort overgang bor dette umage par sammen i ly fra omverdenen og krigen, indtil en flok kommunistiske soldater under ledelse af den mystiske Aarne indfinder sig. Så småt bliver det klart at de tre, Martin, Aarne og Emma har en fælles fortid og uafgjorte sager, der hviler tungt på de to søskende, Aarne og Emma, men som for Martins vedkommende nærmest er forsvundet i alkoholens tåger.

Vi befinder os i en slags ingenmandsland, midt inde i en finsk skov. Det ville måske være fristende at bruge floskler om det primitive og finske og læse Eklunden som endnu én udpensling af den finske folkesjæl og så specielt den indflydelse som borgerkrigen havde på den, sårene som den efterlod og den traumatiske erfaring som folket levede med næsten hele det tyvende århundrede. Men, den slags læsning af romanen fokuserer for meget på rekvisitter og kostumer: Eklunden er langt fra at være en etnologisk skildring selv om den uden tvivl vil blive læst som sådan af nogle.

Eklunden er en historisk roman, der beskriver en delt nation og brodermord, hvor klassedeling og ulige magtforhold sætter deres præg. Men miljøet og den finske borgerkrigs historiske kulisser er måske først og fremmest baggrunden for et stort drama. Et drama som måske ikke kunne finde sted hvor eller hvornår som helst, men så sandelig i hvilken som helst krig. Krigen ændrer personerne, tvinger dem ind i situationer hvor de er nødt til at kigge sig selv i spejlet og se det selvbedrag, hvorpå deres liv hviler. De lægger masken og kontakten mellem dem kan gå i nye og uventede retninger. Til en vis grad opløses samfundets magtstrukturer i krige, klasseskellene bliver mere uklare og somme tider vender magtforholdene. Dette gælder både for den store og offentlige krigens mark såvel som i personernes private liv. Martins forhold til sit tjenestefolk er for eksempel ikke et enkelt herre-tjener-forhold, hvor herren har al magt og hjemme hos Aarne forårsager krigen en interessant polarisering, hvor hans kone udviser større mod og kampgejst for revolutionen end Aarne, som dog leder en af dens militære enheder.

Fortællemåden er til en vis grad nøglen til romanen. Beretningen følger skiftevis nogle af personerne og synsvinklen flyttes mellem dem. Fortælleren er alvidende og har indblik i personernes sjæleliv efter forgodtbefindende, lader dem fundere over deres reaktioner på begivenhederne i lyset af fortiden og omstændighederne. De genopfrisker fortiden, men samtidig skjules visse aspekter for at skabe spænding. Det er ikke mindst på grund af denne refleksive fortællemåde, at romanens tema ofte nærmer sig abstakte spekulationer over nogle grundlæggende begreber: hævn, forbrydelse, straf og ikke mindst magt. Temaer som alle mødes i romanens knudepunkt, der måske først og fremmest drejer sig om fortidens forbindelse med samtiden.

I Eklunden behandles der store spørgsmål: hvorvidt personerne selv former deres eget liv og hvorvidt de er fanger af historiske forhold, klasse, opdragelse og deres egen fortid? Selv om stærke følelser indtager en vigtig plads i romanen bliver den dog først og fremmest en intellektuel brydekamp med disse grundlæggende spørgsmål, hvor fortælleren bruger personerne som brikkerne på et skakbræt.