Til syvende og sidst?

Ved siden af tretallet er syv det betydeligste af de hellige tal ifølge orientalsk tradition. I sumeriske skrifter nævnes der syv dæmoner, som viser sig i stjernebilledet Plejaderne. Hos jøderne manifesteres syvtalsrækken i den syvarmede lysestage, og i Johannes' Åbenbaring spiller syvtallet en stor rolle. I Europas middelalder yndede man rækker på syv: Helligåndens syv gaver, syv dyder, syv livsaldre, syv dødssynder, syv bønner i fadervor. Hos grækerne betød syvtallet totalitet, som går igen i udtrykket til syvende og sidst.

I dette nummer af Nordisk Litteratur, som er nærværende redaktions syvende, gør vi status over udviklingen i nordisk litteratur siden årtusindeskiftet. Der berettes om den oversatte litteraturs landvindinger, hvordan to romaner, der udkom i 1990'erne - Frøken Smillas fornemmelse for sne og Sofies verden - har banet vej for et væld af oversættelser fra de nordiske sprog til især det kontinentale Europa. Den engelskprogede verden er dog fortsat lunken, mener nok, at den har alt rigeligt i egen litteratur. Dette står dog til at ændre, hvis vi fra vores del af verden gør en indsats. Til gengæld skal ikke vi regne med, at et oversættelsesmæssigt gennembrud kommer af sig selv, med eller uden Peter Høegh og Jostein Gaarder.

Pulsen tages på det litterære miljø i det enkelte land, og der peges på, at den genkendelige virkelighed er på vej tilbage og med den et større publikum. Samtidig påvises det, at litteraturen viser stor selvstændighed, at den ofte synes at befinde sig i et spændingsfelt mellem det egocentriske og det politiske, og at denne egenrådighed modvirker ethvert forsøg på snæver kategorisering. Fra Sverige kommer dog en advarsel om, at formspørgsmål forekommer meget vigtige, at ensretning truer, da alle synes at iagttage deres kolleger.

Da Nordisk Litteratur begyndte at udkomme i 1993 var en af hovedårsagerne, at man ville gøre opmærksom på Nordisk Råds Litteraturpris. Både for at slå på tromme i eget geografisk område, men også for at den omkringliggende verden skulle blive opmærksom på, at der fandtes glimrende litteratur i denne tilsyneladende afsidesliggende del af verden. Siden er årbogen vokset i både omfang og emnevalg, men kandidaterne til den store nordiske pris har altid en central placering. Således også i år, hvor der foruden anmeldelser af alle de indstillede bøgerdertil er et længere interview af årets vinder. Det usædvanlige i sammenhængen er, at vinderen Göran Sonnevi interviewes af en tidligere vinder, Eva Ström.

Nordisk Litteratur udgives af Nordbok under Nordisk Ministerråd, men da man har gang i store reorganiseringer, vides det endnu ikke, om årbogen vil fortsætte. Så måske er vi kommet til syvende og sidste, og måske ikke..?